”Lumre dage” er endnu et lille storværk fra adelsmanden og supersærlingen Eduard von Keyserling

Den lettiske adelsmand og excentriker Eduard von Keyserlings bittelille ferieroman er tung af ængstelig ungdomslængsel og smittende sommermelankoli. Kolossal litteratur i behændig rejsestørrelse

Eduard von Keyserling (1855-1918).
Eduard von Keyserling (1855-1918). Foto: Wikimedia Commons.

Det er lummert derude på landet. Den unge Bill er efter en fejlet eksamen henvist til at spendere de lune højsommeruger på familiens gods i en fjern baltisk provins, hvor alt står smerteligt stille. Her dasker han planløst omkring blandt kuske og køkkenpiger og dagdrømmer om sine smukke kusiner på nabogodset, evigt overvåget af faderen, den lavmælt fortvivlede grev Gerd von Fernows strenge blik.

Der sker meget lidt, næsten ingenting, i Eduard von Keyserlings mesterlige kortroman fra 1906 "Lumre dage", der for nylig er udkommet i Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads stilsikre oversættelse og i passende knaldgult på forlaget Sidste Århundrede. Alligevel er det værd at beskæftige sig med den morfindøsige og livstrætte landadel, når Keyserling skildrer den. Det er en roman, man nedsvælger i ét åndedrag og ikke siden slipper.

Som i hovedværket, den gennemelegante "Bølger", også nyligt udkommet i oversættelse på samme forlag, er det adelens tiltagende overflødighed i årene op til Første Verdenskrig, der er emnet. Aristokratiets historie har udspillet sig, og nu er der bare tilbage at dandere den, mens musikken klinger ud. Den gamle verdens langsomme hendøen er skildret med Keyserlings indgående kenderblik og virtuose impressionisme. Overalt får den vemodige grundtone ypperligt modspil af en sproglig farveeksplosion. Sommerlandets marker og skove badet i en nedgående sols sidste fluorescerende stråler. Sådan er romanen mættet med dæmringstidens tusind stemninger og kulører.

Fælles for Keyserligs figurer er, at de alle fantaserer om at slippe væk fra deres godser og slottes trange fængsler og stive former. Drømmen om den berusende kærlighed, den store ulykke, et skelsættende drama og den vilde natur lever også i "Lumre dages" sarte Bill. Halvt ugideligt fremtvinger han forelskelser i de yndige, men kedelige, kusiner, tager på natlige eventyr, længes efter at fortabe sig i "sommernattens hvisken", men dramaet lader vente på sig.

"Lumre dage" er forløber for det, man kunne kalde den døsige sommerromance, som nogle årtier senere for alvor får vind i sejlene med en blomstrende teen-kultur. Francoise Sagans "Bonjour Tristesse" fra 1954 og "Ungdoms sødme" af Denton Welch fra 1940’erne tilhører samme genre. Sommerferiens langstrakte kedsomhed virker som en slags trykkoger for den erotiske vækkelse i de varmeplagede luksuslegemer. Bittersødt som sommerens kvælende hede.    

Hos Keyserling gløder teksten i hvert fald lifligt af uforløst begær og al ungdommens restløse længsel. Se bare hvor saftspændt en fisketur kan være: ”Glasverdenen var forunderlig dernede, fede mosser, kødfarvede stængler, lange ben, der drev lydløst frem og tilbage, slanke kroppe, som slangede sig (…) En behagelig rovdyrfølelse varmede mit hjerte. Når vi gled ind mellem sivene, brusede det mod bådens sider, som om vi sejlede gennem silke”.    

Mylderet af sanseindtryk og svulmende tableauer bliver dog aldrig bare kuriøs fyldstof og parfume. De er hele tiden bærere af noget mere. Over sommerlandets himmel driver nemlig tunge uvejrsskyer, der varsler et omslag i fortællingen. Fra kysk "coming of age"-erotik slår romanen over i en anden skæbnesvanger alvor, da Bill får uønsket indblik i faderens sjæleliv bag det myndige adelsmandsydre. Indsigten sender rystelser gennem unge Bills verden. Den faste grund slår sprækker. ”Det gjorde ondt i min unge sjæl at indånde en luft, som var så fuld af trusler og smerter, jeg ikke forstod.”

Det mesterlige består i at fange sanserne ind og lade os mærke, at også vi er del af det kulturskred, der kværner ubønhørligt gennem fortællingen. Epokeskiftets hårde lov siger, at hvor den menneskelige selvbevidsthed og refleksionsevne vokser, der aftager samtidig den sociale bindekraft. Der smuldrer soklen. Således er "Lumre dage" måske endda en dødedans, "et kulørt ligtog", som vores egen Herman Bang i sin tid betegnede Keyserlings prosa i en anmeldelse af "Bølger". Det spøgelsesagtige figurgalleri af tragiske grever, morfinister i måneskin og musselinklædte kusiner byder op til en sidste stormende svingom inden historien udsletter den gamle adelstands forfinede verden helt.    

Med "Lumre dage" er vi blevet velsignet med endnu et lille storværk fra den glemte lettiske adelsmand og supersærling Eduard von Keyserling – og så i fortræffelig dansk oversættelse, der forener betydningsmæssig korrekthed med en smidighed i sprogføringen. En præcis dosering af nervesitrende symbolsprog og en let antydet, tilbageholdende munterhed. Når det er så smukt, gør det ingenting, hvis sommeren byder på lutter lumre dage.  

Eduard Von Keyserling: Lumre dage. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 86 sider. 149,95 kr. Forlaget Sidste Århundrede.