I anledning af 200-året for Johan Thomas Lundbyes fødsel har Den Hirschsprungske Samling viet en sal til kunstnerens tegninger. De hænger så til gengæld også fra gulv til loft i en harmonisk, gammeldags galleriophængning. Til lejligheden har museet fået lavet en smuk lille trappestige i træ, så beskueren også kan tage de tegninger, der hænger øverst, i øjesyn. Det er en god idé. For Lundbyes tegninger er fulde af små, sigende detaljer og ofte flere motiver, der krydser ind over hinanden.
Lundbye er en af dansk romantiks mest interessante malere, men hans tegninger indtager alligevel en helt særlig plads. Man kan hævde, at det er i tegningerne, man finder Lundbyes hjerterytme. I tegningerne med den fine streg og de mange detaljer er han intim og indfølt på en måde, der er rørende. Ingen går fra Lundbyes tegninger uberørt, fordi de hver især er så tæt inden under kunstnerens personlige liv, ja, i en vis forstand er de hans sjæls spejl.
Udstillingen på Hirsch-sprung rummer henved 80 af Lundbyes tegninger, og på en rundgang i museet kan beskueren tillige supplere med eksempler på hans maleri. Museets samling af Lundbye hører til landets fineste, og det er en gave at kunne se så stor en præsentation af hans i alle henseender sarte tegninger, der ikke normalt hænger fremme. En gave, fordi tegningerne udgør en slags parallel til Lundbyes breve og dagbøger. De har samme flygtige anslag og samme intimitet og åbenhjertighed. De er blade fra livets bog. I Lundbyes tilfælde en kort, intens og følelsesfuld eksistens, inden han i 1848 mistede livet ved en vådeskudsulykke, kun 29 år gammel.
Flere af Lundbyes tegninger er udført på et linjeret papir i tværformat, hentet fra, hvad forskningen har kaldt ”Den lange bog”. Det er en gammel regnskabsbog, en såkaldt brækket folio, som Lundbye fik af godsejerdatteren fra Vedbygaard, Louise Marie Neergaard. Som det fremgår af Lundbyes breve og dagbøger, var hun hans korte liv igennem hans hjertes udkårne. Men Lundbye fik aldrig erklæret sig over for hende, endskønt kærligheden var gengældt. Måske ønskede Lundbye det sådan, selvom hans dagbog vidner om de størst tænkelige følelsesmæssige kvaler. Men Lundbyes kærlighed til Louise Marie Neergaard var, som forskeren Klaus P. Mortensen har skrevet, ”inderst inde en drøm om en samhørighed, der gik forud for bevidstheden om den kønslige identitet”. Lundbye ønskede, at parret skulle kunne forblive i deres barnlige uskyld over for hinanden, eller ligefrem kunne springe direkte fra ungdommens forelskelse til alderdommens tilsyneladende kønsligt fordringsløse tilværelse. Den drøm kunne jo ikke realiseres, så Lundbye valgte at lade forholdet blive ved det, som hans samtidige Søren Kierkegaard betegnede som ”sjælelig elskov”.
I en tegning i det karakteristiske ”lange” tværformat har Lundbye afbildet Louise Marie Neergaard ved en stendysse. Hun sidder med ryggen til kunstneren med en kyse om hovedet og synes undseelig ved dyssens store kampesten. Hun er identisk med Lundbyes drøm. Tæt på i følelsen, og dog fjern, et billede på hans sjælelige længsel og tegnede elskov. Regnskabsbogens påtrykte linjer forlener tegningen med en sær fremmedhed. Lundbye har skullet tegne sine organiske linjer ind mellem nogle givne strukturer, beregnet til helt andre formål.
En metafor for livets regnskab? Skal det vikle sig ud mellem lige linjer, der dybest set er illusoriske? For Lundbye selv blev det indviklet, livet. For hvad skulle han knytte håbet til – det, han selv i sine dagbøger kalder for ”genstanden for mine reneste ønsker” – når det ikke var den fuldbyrdede romantiske kærlighed? Den kristne tro? Lundbye var et religiøst gemyt, men, som han selv skriver i dagbøgerne, blev hans religiøse liv ikke styrket ved bøn og kirkegang. I stedet blev det naturen, der forløste kunstneren og hans længsel efter ”at komme til enfoldighed”. ”Barneglad kan jeg endnu være i naturen”, som han skrev. I et andet blad fra ”Den lange bog” har Lundbye tegnet et vejkors med den korsfæstede Kristus, det såkaldte ”Hellig Anders Kors”. Men det er karakteristisk, at han på samme ark har tegnet en ko med et stort, dejligt øje vendt mod beskueren. Vender man arket på højkant, hænger Kristus vertikalt på korset, men vender man, som gjort i Hirschsprung, arket vertikalt, er det koen, blikket fanger. For Lundbye giver det god mening.
Det var i naturen, og frem for alt dyrets godmodige øje, at Lundbye genkendte sig selv og sine længsler efter fuldbyrdelse: ”Se i dyrets øje, og De vil finde en egen dyb alvor, hvori jeg vil kunne se noget anelsesfuldt, der kunne svare til det længselssuk efter forløsning”. På udstillingen er der af samme grund adskillige motiver hentet fra naturen med græsser, træer, dyr og sten som det egentlige. Naturen med den historie og de aflejringer af fortid, den rummer i form af stendysser, er elskede motiver for kunstneren. I tilfældet Lundbye giver udtrykket ”elskede” god mening. For det var herude i det fri, han på lange vandringer, alene eller sammen med vennen og kollegaen P.C. Skovgaard fandt det, han søgte. Præcis der, hvor troen ikke rakte til, og den erotiske kærlighed ikke krævede at blive indløst i forhold til hjertets udkårne, men lod sig læse i landskabet. Hvad enten det er Nordsjælland eller hjemegnen ved Kalundborg eller den romerske kampagne.
Den anden motiviske hovedgruppe er portrætterne. Dels af kvinderne i Lundbyes liv, moderen og Louise Marie Neergaard, dels af Lundbye selv. Han opfattede sig jo som en skifting, en bjergtrold, der næppe tålte lyset, med de mørke tanker og afgrunden i sindet. Sådan skildrer han sig selv, hvis han ikke går lige på og ser sig i spejlet med store, melankolske øjne, allerede mærkeligt ældet i udtrykket, som var han kommet hinsides de store krævende fordringer, som ungdommen rummer. Med vådeskudsulykken nåede Lundbye ikke at blive sat på de helt afgørende prøvelser, han frygtede og skildrede så indlevet, ikke mindst i disse tegnede blade fra livets bog.
200-året for Johan Thomas Lundbye fejres for tiden i Kalundborg med en stor udstilling af Lundbye-værker i privat eje (omtalt i Kristeligt Dagblad den 10. august og den 20. august), og i 2015 finansierede Ny Carlsbergfondet en stor udgivelse af kunstnerens dagbøger. Kilderne til kunstnerens liv og værk er blotlagte, muligheden for at se disse tegninger fra Lundbyes hånd lægger en dimension til oplevelsen.
