Prøv avisen

Veteranen Robert Guédiguians indsigtsfulde film er en hyldest til Frankrigs ukuelige kultur

4 stjerner
”Huset ved havet” er en uimodståelig indsigtsfuld film. – Foto: Camera Films

Veteranen Robert Guédiguian serverer et levet livs visdom i altomfavnende fransk fireretters menu om familie, sorg, glæde og verden uden for landsbyen

”Skidt med det.”

Livet er ved at rinde ud for patriarken Maurice (Fred Ulysse). Han sidder, som alle andre morgener, på sin terrasse. Tænder en cigaret, kigger ud over havet. ”Skidt med det,” siger han. Og så slår slagtilfældet ned. Og et tomt hylster sidder tilbage i den solmørnede liggestol.

”Skidt med det”. Skidt med hvad? Skidt med, at han ikke har set sin eneste datter i 20 år? Skidt med, at hans hjembys storhed er forvasket af tidens nådesløse tand? Skidt med, at intet ender, som vi håber?

”Skidt med det” er den første replik i fransk films veteran Robert Guédiguians hyldest til hjemlandets ukuelige kultur, til ubrydelige bånd mellem smadrede familier, til humanismen, næstekærligheden, kærligheden. En opulent film, sentimentalt dyppet i rød-hvide-blå farver, i grunden favnende over alt for meget. Men alligevel uimodståelig indsigtsfuld. Boblende af livsglæde midt i mismodet. For selvom det hele var meget bedre i gamle dage, behøver det jo ikke at vedblive at være dårligt. Hvis man vil.

Tre søskende slår ring om faderen. Søsteren, skuespillerinden Angèle (Ariane Ascaride), flygtede fra sig selv ind på scenen og opdagede, at midt i synligheden, i rampelyset, kunne hun forsvinde bedst.

Den yngste broder, filosoffen Joseph (Jean-Pierre Darroussin), prøvede at leve op til faderens franske arbejderromantisme på Sorbonne, man fandt kun livslede og en umættelig sult efter evig ungdom – efterstræbt med en hjemmebrygget eliksir af for unge kvinder, for mange ord.

Den ældste bror, hjemstavnspoeten Armand (Gérard Meylan), blev. Passede faderen, passede huset, passede restauranten og drømmene, indtil alle turister, alle fastboende, uafvendeligt vendte ryggen til den lille kystby. Nu buldrer toget igennem, og stammen er ikke lastet med fremtidsforhåbninger. Togets tuden lyder snarere som færgens forestillede futten over Styx.

Nu er de tre søskende samlet. Joseph og Armand kæmper mod vildnisset bag byen. Bevæbnet med en rusten havesaks og et mørnet ørnenæb kæmper de mod vindmøller, mod fremskridtet, naturens gang, alderdommen, døden. Angèle kæmper mod minderne. Hendes døde datter, det forliste ægteskab.

Den unge Benjamin (Robinson Stévenin) kurtiserer hende, vil bygge bro mellem det gamle land og det nye. Selv er han blevet i landsbyen, fanger fisk hver morgen og reciterer skuespil hver aften, efter at han så hende på scenen 20 år tidligere i Marseille – og tabte sit hjerte.

Bådflygtninge entrerer scenen, et ældre ægtepar forlader denne verden af lave, ejendomsmæglere sejler ind i havnen og ser muligheden for at føre velstand tilbage til byen. Billederne svælger ikke i det pittoreske franske, forstøver ikke med magi.

Det er denne blanding af romantik og socialrealisme, denne egensindigt franske selvforståelse med dyrkelse af ånden og respekt for hånden, der gør ”Huset ved havet” vidunderlig. Et rørende portræt af en familie, af en tid, hvis tid er forbi, men hvor i morgen ikke behøver at forsvinde.

For verden er ikke nødvendigvis af lave. Nye forhold, nye tider, krisers genkomst og en ny verdensorden kan skabe rum for forsoning, for tilgivelse. For bevidsthed om, at der på gamle kyster kan skabes nye bølgegange. At tidens ubønhørlige slid ikke nødvendigvis fører til forfald. Og at kernen, hvis den ikke eroderer, kan genfinde sig selv uden nødvendigvis at genskabe sig selv i tidens billede. At vejen mod døden ikke nødvendigvis kun er brolagt med fortrydelse og sorg. At intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.