Prøv avisen

Lunkne anmeldelser til nyt Nephew-album

ARKIVFOTO. Det seneste udspil fra de danske rockdrenge i Nephew får en blandet modtagelse hos de danske anmeldere. Bandet, der har Simon Kvamm i spidsen, udkommer fredag med albummet "Hjertestarter". (se Ritzau historie 020841) Rockbandet Nephew med Simon Foto: Thomas Lekfeldt

"Hjertestarter" er Nephew med pacemaker, lyder det i en anmeldelse af albummet, der rammer butikkerne fredag

Det seneste udspil fra de danske rockdrenge i Nephew får en blandet modtagelse hos de danske anmeldere. Bandet, der har Simon Kvamm i spidsen, udkommer fredag med albummet "Hjertestarter".

- Det mere inderlige udtryk klæder ikke Nephew. De har taget deres mantra om at lave et album uden filter alt for alvorligt, skriver Politikens anmelder og kvitterer med to stjerner ud af seks.

Albummet, der er bandets femte studiealbum, vækker heller ikke stor begejstring hos Ekstra Bladet, der giver tre stjerner til det seneste udspil fra det danske band.

- Nephew er blevet deres generations svar på TV-2, og "Hjertestarter" er endnu et album, der lyder som en genudsendelse, skriver avisens anmelder Thomas Treo og tilføjer:

- "Hjertestarter" er Nephew med pacemaker, og sjældent underspillede "Alt er hårdt" samt rifftunge "Alt er synd" er blandt meget få højdepunkter på en jævn plade, hvor hvilepulsen kun distraheres i glimt.

- Solid, men mindre fængende, lyder overskriften hos musikmagasinet Gaffa, der dog mener, at albummet er fire stjerner værd.

- Der er blevet længere mellem de åbenlyse hits hos nevøerne, der på deres femte studiealbum lægger yderligere afstand til det kommercielle gennembrud USADSB og følger i naturlig forlængelse af Danmark Denmark, skriver magasinets anmelder.

Fire stjerner får albummet også fra Midtjyllands Avis. Og hos B.T er anmelder Henning Høeg svært begejstret for "Hjertestarter" og hiver fem stjerner op ad lommen.

- "En smule arrogant" og "let nedladende". Det kunne jeg godt finde på at kalde Nephews forsanger Simon Kvamm, skriver Høeg.

- Men efter at have lyttet til gruppens nye album 'Hjertestarter' er alt forladt. Både manden og bandet har nemlig i dén grad noget at have det i, fortsætter han og tilføjer, at Nephew med det nye album har sat en ny standard for dansk rock.