"Fri os fra det onde" er et særdeles vellykket forsøg på at bringe Luther i samtale med nutiden

Sørine Gotfredsens ”Fri os fra det onde” er et modigt, velskrevet, og vellykket forsøg på at bringe Luthers tankegods sammen med nutidens problemstillinger

Sørine Gotfredsen har skrevet bogen "Fri os fra det onde".
Sørine Gotfredsen har skrevet bogen "Fri os fra det onde". Foto: Leif Tuxen

Reformationsjubilæet i 2017 er blevet fejret gennem en sådan strøm af markeringer, at enkelte måske har nået et mæthedspunkt. Tit er Martin Luthers opgør med den romersk-katolske kirkemagt blevet udlagt som en forløber for ting, som stort set alle i dag er enige om at hylde: åndsfrihed, demokrati og frisættelse af mennesket fra autoriteter.

Sat på spidsen har man kunnet få det indtryk, at reformationen var et skridt på vejen til det moderne skandinaviske velfærdssamfund. Den overfladiske kobling mellem reformationen og nutidens idealer har andre stemmer til gengæld opponeret imod, og nogle har lige så tonedøvt - og lige så anakronistisk - forsøgt at gøre Luther til en fanatiker og mørkemand, der intet godt har at sige vor tid.

Sørine Gotfredsens bog gør noget helt andet. ”Fri os fra det onde” er et velskrevet, seriøst og særdeles vellykket forsøg på at bringe Luther og hans reformatoriske anliggende i direkte samtale med nutidens problemstillinger. Bogen er modig i sit anlæg og sigte: Gotfredsen griber fat i den centrale del af Luthers tankegods, som drejer sig om det ondes magt. En side af den reformatoriske teologi, som man ofte støder sig på i dag – for er Luthers syn på mennesket som et væsen, der er underlagt syndens, dødens og Djævelens magt, ikke lutter dystre, fortidige fordomme?

Gotfredsens tese er, at nutiden savner et adækvat sprog og dækkende begreber for netop ondskaben, både den, der manifesterer sig som dramatiske onde handlinger, og den ondskab, som bor i ethvert menneske. Sagen er, at disse former for ondskab i realiteten er udtryk for den samme virkelighed. Luthers entydige henvisning til det onde som en magt, der så let som ingenting kan bemægtige sig menneskers vilje, og som mennesker konstant er udsat for og ikke kan værge sig imod uden Guds hjælp, udgør et nødvendigt korrektiv til nutidens forståelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Psykologiske og sociologiske forklaringer på menneskers ondskab, der vil gøre den til noget blot tilsyneladende, noget, som påføres mennesker udefra, og som den enkelte derfor ikke rigtig kan være skyld i, er i virkeligheden i langt højere grad en slags mytologisk bortforklaring, der vil anbringe alt ondt uden for mennesket selv. Gotfredsen taler træffende om ”naivitetens menneskesyn”, der ikke vil vide af ” det dybtliggende livsbenægtende og selviske” i vores menneskenatur.

Martin Luthers livshistorie og teologiske løbebane er i en vis forstand bogens røde tråd gennem kapitler om skyldighed, retfærdighed, vildfarelse, kropslighed, frihed, autoritet og selvstændighed. Gotfredsen formår at fortælle medrivende og klart om den unge augustinermunks kamp med den plagede samvittighed og gennembruddet til en ny forståelse af den frihed, som intet andet end Guds nåde er i stand til at give et menneske.

Luther-historikere skal nok kunne finde enkelte punkter i fortællingen, som ikke helt er dækket af kilderne, men grebet fungerer godt: Luthers stemme fremstår klart og tydeligt som et relevant alternativ til de opfattelser af det onde, som Gotfredsen læser ud af en række moderne tekster. Også blandt de nutidige stemmer er der dog væsentlige nuancer: For eksempel er den norske forfatter Karl Ove Knausgård kendetegnet ved et usædvanligt skarpt blik for det ondes realitet som en bestandig fristelse i hans eget og alle menneskers sind. Knausgårds opmærksomhed på det ondes universalitet kommer blandt andet klart til udtryk i hans nuancerede og dybtborende analyser af fænomenerne Adolf Hitler og Anders Breivik. Netop massemorderen Breivik spiller en vigtig rolle i kapitlet om ”vildfarelsen”. Gotfredsen peger her på det naive og for så vidt farlige i at ville isolere ondskaben til den slags enkeltindivider og deres grusomme handlinger. Den ondskab, som fik frit løb i Breiviks myrderier, har et afsæt i de mørkere afkroge af ethvert menneskes sind.

Gotfredsen runder en række væsentlige aktuelle problemstillinger som den allestedsnærværende kropsdyrkelse, der så let fører til ubehag ved egen krop, og den udmattelse af menneskets selv, der kommer af fordringen om bestandig at søge sandheden i sit eget indre.

Blandt bogens mange samtalepartnere er Lars von Trier, Svend Brinkmann, Henrik Pontoppidan og Michel Houllebecq. Gotfredsens sprog er klart, læservenligt og prægnant med formuleringer som, at man ifølge Luther gør en forskel ved at udføre det helt almindelige. Eller at tro er det, som kan få plads, når vi ikke længere insisterer på at skulle fylde os selv ud. Bogen være hermed varmt anbefalet enhver, der vil forvisse sig om Luthers aktualitet.

Gæsteanmelder Jesper Høgenhaven er Professor på Københavns Universitet, Det Teologiske Fakultet.