I Martin Luthers hus sad hver dag 30-40 mennesker bænket, mens de med tilbageholdt åndedræt lyttede til reformatoren. Og når de kom hjem, skrev de ned, hvad de huskede af Luthers ord, hvilket siden blev til ”Bordtaler”. Dem var der mange af. Vi kender derfor Luthers ord og færden ganske godt. Lidt for godt, mener nogle, der synes, det var en skam, at bordfællerne så omhyggeligt noterede hver en plathed fra mesterens mund.
Jacob Ørsted, der er sognepræst i Flensborg, har nu samlet et udvalg af sentenser fra bordtalerne. Jeg har sammenholdt Ørsteds oversættelse med de to meget bedagede udvalg af bordtaler, der foreligger på dansk, og kan konstatere, at vi med ”Godbidder” nu har fået en tidssvarende oversættelse, og at Ørsted i øvrigt leverer fortrinlige introduktioner til de enkelte kapitler.
Hvad er det så for et billede af Luther, ”Godbidder” tilvejebringer? Ja, det er billedet af en reformator, der både kunne være plump og rå. Naturalia non sunt turpia, sagde de gamle. Naturlige ting er ikke uanstændige. Heri var Luther enig og dermed i et modsætningsforhold til sin ven og senere uven, Erasmus af Rotterdam. I 1530 skrev Erasmus i sit skrift om høflighed, at kommer man til at slippe en vind i et selskab, skal man straks overdøve den med en let hosten.
Det var der ikke nogen grund til i Luthers selskab. ”Godbidder” vidner i høj grad om Luthers upolerede omgangsform og fripostige formuleringer. Paven er ikke bare Luthers modstander. Nej, han er også en ”skrigende so”. Og ikke blot er klostervæsenet forkasteligt, men munkene er at sammenligne med rotter.
Man noterer sig Luthers forkærlighed for at søge skældsordene i dyreriget og hans tilbøjelighed for latrinære indfaldsvinkler. I det sekstende århundrede knopskød skældsordene overalt. De føg fra Luther mod pavestolen. Fra pavestolen mod reformatorerne. Fra bønder mod fyrster og præster. Fra Luther mod fyrster og bønder. Og selv erklærede Luther i en bordtale: ”Når jeg vil skrive, bede og prædike godt, så må jeg være vred; da ruller blodet i mine årer, mine tanker skærpes, og alle betænkeligheder fejes af vejen.”
”Godbidder” minder dog også læseren om de to mageløse opdagelser, Luther gjorde. Den ene var, at evangeliet er den eneste rettesnor – paver og synoder er ligegyldige. Den anden opdagelse var, at nåden er ganske betingelsesløs. Men netop derom tvivler vi mennesker, mente Luther, og han illustrerede det med en barndomsoplevelse. Engang var han undervejs med sine skolekammerater, da en mand ville give dem et par pølser. Men drengene tog benene på nakken i angst for den glade giver: ”Præcis sådan er vores forhold til Gud. Han giver os Kristus med alle Hans gaver, men vi flygter fra Ham, fordi vi tror, Han er vores dommer!”.
Alting ved Luther er stort. Hans forfatterskab. Hans reformatoriske indsats. Hans bibeloversættelse. Det kan tage pusten fra den interesserede læser, og ”Godbidder” er derfor et godt sted at begynde.
kultur@k.dk