Det er opbrudstid i Europa. Inden for verdensdelen er der en voksende splittelse og nationalisme, uden for en udfordring fra en fremmed tro på fremmarch. Der er brug for at debattere, hvordan man forholder sig til verden og troen, og der er netop sket en teknologisk revolution, der giver mulighed for, at de veluddannede og teologisk interesserede europæere lynhurtigt kan dele al den kloge lærdom og alle de velovervejede argumenter med hinanden. Men teknologien kan også bruges til at karikere og forsimple budskaber, formulere sig i absolutte termer og undgå en åben dialog. For eksempel når to debattører kommer i kamp om, hvorvidt det at Gud er almægtig betyder, at så kan mennesket ikke være i besiddelse af en fri vilje.
Det ovennævnte kunne lyde som en beskrivelse af situationen i Europa efter vor tids internet-revolution, men det er det ikke. Vi er i det Herrens år 1524. Den nye teknologi er Gutenbergs bogtrykkerkunst. Og hovedpersonerne i den debat, vi skal beskrive, var de to lige bibelstærke, men indbyrdes uenige kombattanter Erasmus af Rotterdam og Martin Luther.
”Erasmus skriver direkte i et brev til Luther, at han skal overveje, om ikke ’en Erasmus, der skriver imod din sag, vil være mere til nytte for dig end visse tølpere, der fremmer din sag’. Hans pointe er, at moralsk set er det ikke kun afgørende, hvad man fremfører, men også hvordan. Det andet er forurening. Tænk bare på Trump i dag,” siger Gert Posselt, historiker, redaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og forfatter til efterskriften i den bog, som i dag – med 493 års forsinkelse – udkommer på dansk for første gang, Erasmus af Rotterdams ”Om den frie vilje”, som udgives af forlaget Gyldendal.
”Mens Luthers værker i udvalg står i mange præstegårde og bliver brugt flittigt, er der næsten ingen teologer i det ærkelutheranske Skandinavien, der har beskæftiget sig med Erasmus. Jeg synes, at denne bog bør stå ved siden af Luthers og indgå som pensum i kirkehistorie på universitetet,” siger Gorm Tortzen, klassisk filolog og manden, der har oversat Erasmus’ gamle tekst fra latin til dansk på basis af et arbejde, forfatteren Villy Sørensen begyndte på kort før sin død i 2001 og derfor kun blev kvart færdig med.
Ude i verden, især i Mellemeuropa og USA, betragtes Erasmus som en filosofisk og teologisk sværvægter. Hvorfor fylder han så så lidt i dansk tradition at selv den teologisk velfunderede K.E. Løgstrup engang over for Villy Sørensen måtte indrømme, at han aldrig havde læst ”Om den frie vilje”?
Gorm Tortzen og Gert Posselt forklarer det med, at Luther i Skandinavien og Nordtyskland står så centralt i teologien, at der ikke har været plads til hans opponent.
”Der har typisk været sat spørgsmålstegn ved, om Erasmus nu er på teologisk grund. Men når danske teologer siger, Erasmus er svagere teologisk funderet, betyder det, at han er svagere lutheransk funderet. Hele det teologiske fakultets undervisning er baseret på Luther. Hvis jeg skal være lidt ondskabsfuld, vil jeg sige, at det er en bombe under hele det teologiske studium, at man forholder sig så lidt dialektisk til hans skrifter,” siger Gorm Tortzen, og Gert Posselt lægger hertil:
”Det er påfaldende, hvis teologer udtaler sig om et skrifts teologiske lødighed, som de ikke selv har læst.”
Latin-specialisten Tortzen præciserer, at Erasmus’ titel ”De libero arbitrio” egentlig skal oversættes til ”Om den frie dømmekraft”. Spørgsmålet er altså om mennesket har en evne til at træffe et valg. Men titlen ”Om den frie vilje” matcher kirkefaderen Augustins langt ældre værk med samme titel og det for længst oversatte værk, Luther skrev som svar: ”Om den trælbundne vilje”.
Erasmus’ værk var i første omgang udløst af en anden Luther-tekst, ”Assertio”, hvor Luther punkt for punkt forsøgte at tilbagevise pavens bandbulle fra 1520 imod 41 af hans 95 teser fra 1517.
I tese 36 forholder Luther sig til den frie vilje, og det får Erasmus til at fare i blækhuset. Ikke som forsvarer af pavens bandlysning af Luther, men fordi han mener, at Luthers ræsonnement er forkert. Det udløser så en flerårig teologisk fejde, hvor de to tænkere jonglerer rundt med bibelcitater i deres argumentation, men ikke just bliver enige.
Selvom de siden blev uenige, ses Erasmus åndshistorisk som den, der banede vejen for Luther. Erasmus, der var 15 år ældre end Luther, var tidligere ude med kritik af kirken og paven. Men mens Luthers opgør var absolut og uforsonligt og udløste reformation og religionskrige, så udtrykte Erasmus sig mere moderat. Både fordi det lå ham på sinde at undgå en splittelse af den kristne kirke, og fordi han grundlæggende søgte væk fra absolutterne.
”Erasmus lægger sig aldrig rigtig fast på et endeligt svar på spørgsmålet, om mennesket har en fri vilje. For det mener han ikke, man kan som menneske. Det er karakteristisk for Erasmus, at han som motto for sin bog har: ’Læs først, døm så’. Når man læser Luther, har man fornemmelsen af, at Luther ikke har læst først, men dømt først,” forklarer Gorm Tortzen, og ifølge Gert Posselt illustrerer dette hele debattens problem.
”Erasmus er i hele sin udtryksform forsigtig, tentativt stillende spørgsmål, mens Luther er kategorisk,” siger han og tilføjer:
”På en måde har Luther logikken på sin side. Det er logisk, at hvis Gud er almægtig, så har vi mennesker ikke meget at komme med. Men Villy Sørensen sagde hertil, at Erasmus havde relativt ret – og dermed ret. Det ved vi i en verden, hvor to verdenskrige med mere har lært os at absolutte standpunkter i den grad er dødsensfarlige.”
Gert Posselt fælder den dom, at Erasmus er villig til dialog, mens Luther mener at have fundet hele sandheden, og så er der ikke mere at sige om den sag. Ifølge en ondskabsfuld Erasmus-kommentar minder Luther dermed om ”unge mænd, der er umådeligt forelskede i et pigebarn og, hvor de end vender sig hen, bilder sig ind at se, hvad de elsker at se”.
Blandt de forhold, Erasmus inddrager i den brevveksling med Luther, som ledsager hans værk, er den interessante psykologiske forskel på de to.
Erasmus er ikke så skråsikker, og han har haft et harmonisk livsforløb. Han har ikke som Luther en stærk omvendelsesoplevelse, der har sat hele retningen. Han skriver om Luther, at denne har ”et opfarende sind” og ”kan godt lide et argument sat på spidsen”.
Men Luther og Erasmus havde også en del til fælles. Begge var højt begavede, flittigt skrivende, særdeles bibelstærke og stærkt argumenterende mænd, og begge troede på en almægtig Gud. Begge ville have Guds ord ud til folket, men mens Luther ud over sine mange latinske skrifter som den første overførte debatten til det tyske sprog, så skrev Erasmus alt på latin. Gorm Tortzen pointerer, at dette ikke blev gjort ud fra et elitært synspunkt, men fordi det muliggjorde at få hele det lærde Europa i tale på én gang, og fordi hans skrifter byggede videre på en tradition fra klassiske skribenter som Cicero.
Der går en linje fra den romerske statsmand Cicero, over den humanistiske og frie intellektuelle kristne tænker Erasmus i 1500-tallet til danske Villy Sørensen, hvis projekt var et ”Oprør fra midten”, en moderat og nuanceret tredje vej mellem de absolutter, som stridedes under den kolde krig i det 20. århundrede.
Ét fællestræk ved de tre er, at mens der findes færdige tankesæt som lutheranisme, calvinisme, marxisme og en masse andre ismer, der kommunikerer i absolutter, så er der ingen cicerisme, erasmisme eller sørensenisme. Deres isme, humanismen, kan være førkristen hos Cicero, overbevist kristen hos Erasmus og efterkrigstids-skeptisk hos Sørensen, men den er ikke absolut tænkt og har derfor ikke sin tænker i centrum, men det enkelte menneske. Derfor kunne en Erasmus og en Villy Sørensen ikke skrive absolutte værker som Luthers ”Lille Katekismus” eller Karl Marx’ ”Das Kapital”.
”Hvis Villy Sørensen var med os i dag, ville han sige, at dét ikke kunne lade sig gøre,” siger Gert Posselt og tilføjer: ”Humanismens styrke og svaghed er, at den ikke lader sig spænde for nogens vogn, men er et personligt projekt. Et personligt ansvar. Etisk og moralsk.”