I 1821 udlovede Madam Quist, enke efter trådfabrikant Quist, en præmie for den bedste mindesang om Martin Luther. Hun indstiftede også to legater, hvoraf det ene tilfaldt præsten i Vartov. Derfor afholdt Grundtvig som Vartovs præst i en årrække en mindetale for Luther. Mindesangen og talen blev afskaffet midt i 1930’erne, men blev genoptaget i 2012 som en opvarmning til reformationsjubilæet.
Genoptagelsen af denne gode gamle skik er i sig selv en reformation al den stund, der er tale om en nyfortolkning af en gammel tradition. Og hvilken herlig fornyelse. Præst i Vartov Niels Grønkjær og generalsekretær i Bibelselskabet og tidligere leder af Grundtvig-Akademiet i Vartov Birgitte Stoklund Larsen har som redaktører og medforfattere formet og samlet en række på i alt seks – ganske enkelt fremragende – bidrag i en af udseende og format ganske prunkløs lille bog.
Redaktørerne har fået den indlysende, men ikke desto mindre storartede idé, at finde seks af Grundtvigs mindetaler frem, nemlig dem fra årene 1842, 1847, 1848, 1856, 1857 og 1864, og så lade disse ganske korte taler være udgangspunkt eller inspirationskilde for de seks talere, som fra 2012 til 2017 har taget handsken op efter Grundtvig.
Ved at lade talerne gå igennem Grundtvig får man på én gang slået flere pointer fast. Det bliver tydeligt, hvordan Grundtvig tolker Luther ind i sit eget teologiske univers uden at forråde Luther. Dermed bliver det lige så tydeligt, at enhver ægte reformation altid er et forsøg på at gen- og nyfortolke de tanker og trosformer, som var indholdet af Luthers reformationstanker i 1517. Også Luther selv stod på skuldrene af en tradition, som han gav nyt liv med sine teser.
Niels Grønkjær lægger ud med at analysere frihedsbegrebet ved at påpege, hvor ufri vi i grunden er i det nutidige samfund, hvor kompetenceudvikling er det eneste saliggørende. Han påpeger, at ”kompetencebegrebet er et luderbegreb, fordi det kan parres med alt”. Der er drøje hug til nutidsbegreber som ”ældrekompetence” og ”livslang kompetenceudvikling gennem læring”. Niels Grønkjær sammenfatter sin bekymrede reformatoriske lovsang til den ånd, der gør os til frie mennesker med følgende udmelding: ”Det individ, der mener sig fri til at udvikle sin kompetencehåndtering, er blevet manipuleret til at manipulere sig selv”.
Birgitte Stoklund Larsen tager meget naturligt fat i såvel Luthers som Grundtvigs kvindesyn og gør umisforståeligt opmærksom på, at de begge gør sig skyldig i ”et både kulturelt og teologisk dobbeltbogholderi” i deres kvindesyn, selvom de begge i deres samtid hver på deres måde havde usædvanligt høje tanker om især det kvindelige hjerte. Birgitte Stoklund Larsen gør opmærksom på, at de dog begge inspirerer til den indsigt, at det for begge køn ”ikke handler om at realisere sig selv, men om at blive Kristus lig, kristelig”.
Per Øhrgaard fører med vanlig elegance læseren gennem en dannelses- og sprogrevsende tour de force op gennem historien fra Luther over Grundtvig frem til i dag. Også han kredser om tabet af åndrighed som den store trussel mod vor kristne kultur. Per Øhrgaard kan med stor lærdomsvægt fastslå, at ”det folkelige er det der stiger ovenud af lærdommen og ikke det, der kryber nedenunder den.” Han kan derfor også give udtryk for følgende: ”Det bestående har ikke ret, blot fordi det har magt – ligesom det alternative heller ikke har ret, alene fordi det er magtesløst.” Målet må være: ”at forlene det rette med magt og aldrig blot at give magten ret.”
Efter Grundtvigs devise: ”Der blev lys, der blev liv, der blev lovsang,” oplyser Marianne Christiansen med stor indsigt i Reformationens musikalske aspekter og Grundtvigs videreførelse af den lutherske sangtradition. Marianne Christiansen vil ikke synge med på devisen: ”at det er gået ned ad bakke med det meste og skævt med resten, og værre vil det blive i fremtiden.”
Hun holder den reformatoriske fane højt ved at pege på en global lutherdom i fremgang og en nutidig hjemlig lyst til salmedigtning uden historisk sidestykke.
Henrik Pontoppidans store roman om ”Lykke-Per” er omdrejningspunktet i Christoffer Emil Bruuns inciterende påvisning af, hvordan kirken og de kulturradikale op gennem det 20. århundrede ganske langsomt er kommet til at gøre fælles sag, fordi det i nutiden er kommet til at handle om ”frisind – noget som pludseligt er et fælles anliggende for troende og kulturradikale. Det handler ikke om kirken som moralens vogter, for den er for længst afgået ved en stille død”.
Som rosinen i pølseenden – og hvilken rosin! – skriver Hans-Jørgen Schanz om Luther som filosof. At Luther ikke blot havde en teologi, men faktisk også en filosofi er ganske sikkert en temmelig ny tanke for de fleste. Ikke desto mindre lykkes det meget overbevisende for Hans-Jørgen Schanz at gøre rede for Luthers filosofiske stringens, men også for, hvorfor den er blevet fuldstændig overset i Luther-forskningen. Luthers ærinde var ikke at filosofere, tværtimod: Reformationen skulle netop fremstå som ”reetableringen af kristendommen renset for den græske filosofi”.
Det er ganske enkelt umuligt ikke at føle sig både oplyst og opløftet efter mødet med denne både uhyre læsevenlige og læseværdige bog.