Lyden af en uharmonisk moderne verden

Niels Henning Falk Jensby debuterer med bemærkelsesværdig roman, der åbner for genkendelse og beundring

Allerede fra den første side, ja, den allerførste linje, er tonen slået an i Niels Henning Falk Jensbys debutroman: ”Dine svedende pupiller. Jeg ser dem et sted i massen. De penetrerer allerede mine. Din krops mekaniske skridt, de nærmer sig min krop. Vi danser.”

Man kunne om Niels Henning Falk Jensbys debutroman, ”Techno”, sige, at den lader technoen spille på en enkelt, insisterende tone, en tone, som flere steder føles skærende ubehagelig i læserens krop. Den debuterende forfatter indskriver sig dermed i en eksklusiv klub af forfattere, hvis formål er at chokere læseverdenen med erfaringer af en disharmonisk modernitet – og som vel at mærke evner at gøre det med stil.

Fra denne første side følger læseren en ung mand, en jeg-person, hvis seksuelle begær søger en lidt ældre mand, du-personen med de ”svedende pupiller”. Denne du-persons øjne ”penetrerer” jegpersonens blik, og i en rus af ecstasy og techno penetrerer han lidt senere hans krop. Den unge mand lever en formåls- og arbejdsløs tilværelse i København. Den ældre mand har et arbejde, en lejlighed i Ørestaden og bedre greb om tilværelsen.

Deres kærlighedsforhold er og skal være ulige; det er tydeligvis den ældre mands dominans og den yngre mands underkastelse, de begge tænder på. Hvad de to mænd foretager sig seksuelt, er beskrevet med en for dansk litteratur uhørt nærgåenhed, og de overgår dermed Henrik Bjelkes roman ”Saturn” fra 1974.

De sado-masochistiske eskapader begynder i det små og eskalerer hurtigt til det næsten uudholdelige – i al fald for denne læser. At forfatteren samtidig udfordrer jegpersonens grænser, er en væsentlig pointe i romanen.

Den unge mands krop kan simpelthen ikke holde til de gentagne seksuelle ydmygelser under påvirkning af ecstasy eller speed, som kulminerer med en voldtægt, hvis gennemførelse ”kun” er skildret i et fragmenteret tilbageblik. Her fandtes tilsyneladende alligevel en grænse for forfatteren.

Voldtægten – ved en fremmed mand – gør ondt, selvom den i og for sig er mindre ydmygende end de forudgående eskapader, fordi den fratager jegpersonen retten til at bestemme selv over sin krop. Eskapaderne er omvendt led i en frigørelse fra samfundets og kernefamiliens snævre normer for seksualitet. De giver åbenlyst en ufortyndet tilfredsstillelse, fordi de netop er selvvalgt grænseoverskridende.

Niels Henning Falk Jensby roman forekommer at være strengt komponeret over faserne i et kærlighedsforholds forlis, hvor ekstatisk tiltrækning afløses af kold ligegyldighed. Gennemgående er en seksualitet hos jegpersonen, som kun forløses ved masochistisk underkastelse for den elskede eller andre kroppe i storbyens promiskuøse technokultur og mod slutningen en næsten poetisk underkastelse for den rasende natur i form af et storm- og haglvejr.

At den fysiske væmmelse ved identifikationen med jeg-personens sexliv alligevel mod slutningen veksles til en genkendelse af et ungt menneskes kamp for at finde sig selv og en beundring for romanens uforfærdede konsekvens, er lidt af et mysterium.J