Unsound-festivalens signaturfarve er skrigende rød. Moderne. Ikke blodrød som det ikoniske logo for Polens første frie fagforening, Solidarnosc. Men rød er farven. Og festivalens tema for 2019, ”Solidarity”, står skrevet med sølvbogstaver på den røde baggrund. For i år har den polske musik- og kulturfestival taget udgangspunkt i Solidarnosc. Den solidaritet, der blev skabt omkring et skibsværft i Gdansk i 1980 og berømmet af den polske elektriker Lech Walesa, som senere blev præsident.
Men tiderne ændrer sig. Solidariteter kommer og går. Og 30 år efter de demokratiske valg i Polen – der var resultatet af de protester, som spredte sig i Central- og Østeuropa – valgte den netop overståede polske festival at tage et realitetstjek af det altid rødklædte solidaritetsbegreb så fyldt med håb.
På festivalen kunne man blandt andet opleve The Round Table Orchestra, som er blevet dannet specielt til Unsound-festivalen i Krakow og kulturhuset Europæisk Solidaritetscenter i Gdansk. Navnet refererer til rundbordssamtalerne mellem Solidarnosc og kommuniststyret i foråret 1989 og dannelsen af den første demokratiske regering, der kun kunne ske på baggrund af de skelsættende begivenheder i Gdansk i 1980-1981.
Generelt var der noget retro over festivalens program. Den tyske elektrolegende Robert Henke præsenterede et projekt, hvor han udelukkende spillede på restaurerede Commodore CBM 8032-computere fra 1980. Ingen dengang havde forestillet sig, at nogen i fremtiden kunne forvandle maskinernes sarte, abrupte bip-lyde til varme, sammenhængende melodilinjer.
Mange af festivalens koncerter foregik på Hotel Forum, en massiv bygning i brutalistisk stil med marmor og majestætiske 1980’er-træpaneler placeret ved Wisla-floden. Hotellet åbnede i 1989, men lukkede blot efter 13 år. Her bød festivalen på Rudeboyz fra Zambia, palæstinensisk avantgarde, DJ’s fra Kasakhstan og opdateret indonesisk gamelan, en traditionel musikform, der bruger percussioninstrumenter.
Unsound-festivalen er kendt for sine spektakulære lokaliteter. 135 meter under jorden, i Wieliczka-saltminen, spillede den australske avantjazz-trio The Necks sin hypnotiske, instrumentelle musik. I Nowa Huta, den socialistiske modelby uden for Krakow (en gave fra Stalin), bygget omkring et kæmpe stålværk, stod dronemetalbandet Sunn O))) omgivet af betongrå røg og åbnede døren til et kollektivt rum.
En af festivalens hoved-koncerter var Hildur Gudnadottirs live-premiere på ”Chernobyl”, et værk inspireret af den islandske komponists lydside til den populære tv-serie ”Chernobyl”. I de rå lokaler, som engang husede Krakows telefonvæsen, mærkes det – støjen blafrede os omkuld som et frontalangreb på hele kroppen – at det er historiens katastrofer, de historier, der forsøges fortiet og glemt, som nutidens kunstnere lytter til og omformer til et stof, vi (måske) kan forstå. I hvert fald sanse kropsligt.
Festivalen bød også på debatter om musik, utopier og social forandring. Om hviderussiske rave-miljøer og musikkens rolle i sociale forandringer og om tværkulturelt samarbejde i en tid med voksende nationalisme.
Østeuropa producerede mere historie, end det kunne konsumere. Det kunne den polske filosof Jan Sowa fortælle under præsentationen af sin bog ”Solidarity 2.0, or Democracy as a Form of Life”, der udforsker den polske solidaritetsbevægelses radikale eftermæle. Spørgsmålet er, om den demokratiske selvorganiserings emancipatoriske potentiale er blevet begravet i nostalgi og konservativ politik.
Ja, hvordan lyder solidaritet i vores ører i dag? Er ordet solidaritet devalueret, fordi der tales så meget om det?
Hvordan skal vi leve i en tid, hvor optimisme i sig selv føles som en oprørshandling; når historien ikke er afsluttet, sådan som den verdensberømte politolog Francis Fukuyama forudsagde, men angriber os i et desorienterende nu – med 24-timers nyhedscyklusser og konstant rullende sociale medier.
Håbet, solidariteten og medmenneskeligheden går gennem Europa. Igen. Hånd i hånd med indignationen. Alverdens Greta Thunberger siger, det er seriøst det her, og prøver at udstikke nye veje i en slags 1968 2,0.
Det var også det, man hørte på årets udgave af Unsound-festivalen, som sluttede i søndags, samme dag som polakkerne gik til parlamentsvalg, og hvor regeringspartiet, Lov og Retfærdighed (PiS), vandt halvdelen af stemmerne.
Lyden af protestmusik eller bare musik med noget på det indignerede hjerte, spillet af musikalske kollektiver fra verdens brændpunkter (som der ikke bliver færre af), gik gennem marv og ben på festivalen og stak til Unsounds sortklædte publikum med deres bud på solidaritet til tiden.
Man hørte, at i en verden af vidtspredt instabilitet tilhører dét ord, solidaritet, ikke længere en enkelt gruppe. Solidaritet kender ikke til grænser eller pas.