Kristendommen gennemsyrer mange af Bob Dylans sange

I hele sin karriere har Bob Dylan digtet på baggrund af et kristent livssyn. Fra 1979 og frem begyndte han imidlertid at udtrykke sig mere direkte om den kristendom, der altid har ligget i værket, og det resulterede i et udbrud af inspiration og kreativitet. Måske har Dylan aldrig sunget bedre end i de såkaldte gospel-år

Bob Dylan til en koncert i Los Angeles i 2012.
Bob Dylan til en koncert i Los Angeles i 2012. . Foto: Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix.

I 1979 trådte Bob Dylan frem som erklæret kristen, og i de næste par år udsendte han tre plader, der var ligefremt bekendende og åbenlyst missionerende: ”Slow Train Coming” (1979), ”Saved” (1980) og ”Shot of Love” (1981). Oftest betegnes denne periode i Dylans karriere som ”den kristne fase”, ikke mindst for at sætte den i relief i forhold til tiden før og efter.

Men et meget stort antal af Dylans sange både før og efter dette tidspunkt er også dybt præget af kristendom. Når man for eksempel har fået øje på, hvordan den berømte sang ”Blowin’ in the Wind” er spækket med bibelcitater, er det vanskeligt fortsat at se den udelukkende som en politisk protestsang i borgerrettighedsbevægelsen. Det ligger derimod lige for at give Dylan ret, da han mange år senere betegnede sangen som en spiritual.

I hele sin karriere har Dylan digtet på baggrund af et kristent livssyn, og den protest, hans sange udtrykker, retter sig imod den sekulariserede modernitet. Essensen af Dylans synspunkt er, at vi lever i de sidste tider lige før en ny syndflod, fremkaldt af det moderne menneskes ugudelige selvmægtighedsfølelse. I et billedsprog gennemsyret af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente fortæller Dylan os, at kun en kristen omvending af alle de i øjeblikket gældende værdier vil kunne forhindre vandet i at stige yderligere.

På den baggrund er det ikke vanskeligt at forstå, at Dylan allerede fra midt i 1960’erne gjorde sig voldsomme anstrengelser for at slippe af med sit image som 1960’ernes talerør og protestsanger. Men uden held – stadigvæk i 1978 opfattedes Dylan som en overlever fra protestbevægelsen i det foregående årti, og man valfartede i kæmpestort antal til hans første verdensomspændende koncertturné siden 1966.

Forskellen mellem før og efter udgivelsen af ”Slow Train Coming” består hovedsageligt i, at udsigelsen blev mere direkte, kristentroen som åben bekendelse, frem for fortrinsvis at skulle fortolkes ud af sangenes mange allusioner til Bibelen. De forkyndende kristne plader kan dermed ses som en tydeliggørende videreførelse af tematik og metode i Dylans ældre sange: det, som hidtil havde været implicit, blev nu eksplicit.

Så på den måde er Dylans plader og koncerter fra og med 1979 alligevel et meget markant eksempel på, hvad kristentroen kan betyde for en kunstner, og hvordan kunsten antager en anden kvalitet som følge af den personlige og offentlige bekendelse. For da Dylan trådte åbent frem som en kristen kunstner, måtte 1960’er-generationen omsider se deres opfattelse af ham udfordret på en så definitiv måde, at myten ikke mere uantastet kunne opretholdes.

Reaktionen var skuffelse og vrede: protestsangeren forrådte generationens idealer. Ikke mindst i Danmark, hvor de kulturradikale og venstreorienterede stadig opfattede kristendommen som en hovedfjende. I USA gik det i begyndelsen lidt bedre, for ”Slow Train Coming” var den måske hidtil flottest producerede og lækrest lydende Dylan-plade nogensinde, og den solgte vældig godt. Her rejste ramaskriget sig, da Dylan i november 1979 påbegyndte sin første koncertturné med det nye materiale – og udelukkende med dét, for indtil slutningen af det følgende år figurerede ingen af hans ældre numre ved nogen koncert! Og selvom Dylan hurtigt fik tag i et nyt, kristeligt velvilligt publikum, holdt et flertal af ældre fans sig væk, og i medierne blev han fremstillet som en reaktionær frafalden.

Hvad så, når man i bagudblik lytter til periodens musik? Ja, ”Slow Train Coming” er en af de store plader i Dylans produktion. ”Saved” er interessant, men lidt livløs i lyden og kunne paradoksalt nok synes at savne lidenskab. Og ”Shot of Love” er en udmærket plade, der rummer en af Dylans allerbedste sange, salmen ”Every Grain of Sand”.

Fordi denne del af Dylans karriere har været forkætret og undervurderet, er ikke ret meget mere materiale fra disse år siden blevet udgivet. Med da Columbia ville fejre Dylans Nobelpris med endnu et bokssæt i den fabelagtige ”The Bootleg Series” og spurgte kunstneren, hvad han selv gerne ville have udsendt, lød svaret: ”The Gospel Years”. Dylan vidste bedre end nogen, hvilke skatte der gemte sig her. Og sidste år kom så ”Trouble No More. The Bootleg Series Vol. 13 /1979-81”, med otte cd’er og en dvd.

Selv for en inkarneret Dylan-fan, der kendte noget af dette materiale fra piratudgivelser, er det en fuldstændig overvældende oplevelse at lytte til musikken på denne boks. Og pludselig går det op for én, hvorfor periodens plader lyder, som de gør. ”Slow Train Coming” skulle med sin flotte lyd bane vejen for Dylans nye kurs, medens de to næste plader blot er en afglans af det, der egentlig lå Dylan på sinde.

Mange af de nye sange fungerer i lighed med Dylans tidligere produktion helt fint på plade og som læste tekster. Men andre gør det ikke i samme grad, og det skyldes, at de fra begyndelsen var tænkt som livemusik, som en del af gospelkoncerter. Eller rettere sagt som sange fra bønnemøder, for sådan lyder de, og sådan ser det ud på de billedoptagelser, der er med på dvd’en.

Nu var det ikke pladerne, men koncerterne, som var det egentlige anliggende. Og dér savnes mildest talt ikke lidenskab, den formelig vælter ud af højttalerne med en bjergtagende menneskelig og kunstnerisk styrke.

Eneste mangel ved boksen er, at ingen af de prædikenlignende taler, Dylan ofte holdt mellem numrene, er med. Ligesom heller ikke de afdelinger af koncerterne, hvor de tre-fire sorte korsangerinder optrådte uden Dylan. Alt taget i betragtning var koncerterne i form og indhold en art gospel-gudstjenester, der gav lyd til en ekspressivt bekendende, evangelikal og konservativ kristendom, stærkt udbredt i USA, men som vi i Danmark ikke kender ret meget til.

Det gudstjenestelignende udtryk er især markant i det års tid, hvor Dylan kun spillede de nye gospel-numre, og hvor han for det meste gav koncerter i ret små rum, ofte flere aftener i træk. Det er fascinerende at følge udviklingen i denne periode, lige fra de første spæde forsøg med genren, som viser sig at ligge så tidligt som efteråret 1978, over bønnemøde-turnéerne 1979-1980, til slutningen af 1980 og 1981, hvor Dylan gav efter for presset fra arrangører og gamle fans og inkluderede et antal af sine ældre sange. Og umærkeligt skiftede stil hen i mod et mere muskuløst, lidt mere rockagtigt udtryk.

Men i hele perioden med det samme grundlag, kristentroen, og stort set den samme kerne af kolossalt sammenspillede og tydeligvis dedikerede musikere. Uanset om der er tale om hurtige numre eller ballader, er intensiteten og spilleglæden næsten fysisk påtrængende.

Samlet set er der tale om et udbrud af inspiration og kreativitet. I boksen findes ikke mindre end 15 hidtil uudgivne sange. Hvortil kommer de mange helt anderledes versioner af det, vi kendte i forvejen. ”Cover Down, Pray Through” er måske den allerbedste hidtil ukendte sang, så tæt på soul-funk, som Dylan nogensinde har været. Det er sigende, at denne sang på diverse piratudgivelser, og sågar i Michael Krogsgaards enorme diskografi, hidtil fejlagtigt har været forsynet med titlen ”Co-ver Down, Break Through”. Et meget illustrativt udtryk for, hvordan denne del af Dylans karriere ikke blev forstået. Nu burde tiden være kommet!

Måske har Dylan aldrig sunget bedre end i disse gospel-år. Hans frasering har altid været en af hans store kvaliteter, men her er den ofte uovertruffen. Og intensiteten og overbevisningen i sangen er så markant, at det nogle gange formelig eksploderer, i en lavmælt intensitet, eller nærmende sig en vildskab, kun lige akkurat bragt under kunstnerisk kontrol. Men netop fordi det aldrig kammer over, så meget stærkere i sin virkning. Og så er der Dylans brug af dynamiske skift, både i den enkelte sang og sangene imellem, lige fra den blikstille inderlighed til den orkanagtige voldsomhed.

Alt sammen lyden af et menneske, af en stor kunstner, der pludselig lukker helt op og lader sin tro få frit løb, som kunst, forkyndelse, mission – og tydeligvis som stor personlig glæde. Inderlighed og vitalitet er her ikke modsætninger, men gror frem fra det samme sted, den personlige bekendelse til Gud. Og det er i menneskelig og kunstnerisk henseende en af de klareste manifestationer af, hvad kristentro kan betyde. Troens lidenskab, der kommer til udtryk som lidenskab i sang og musik.