Det er monumentalt. Anderledes kan man ikke beskrive Christian Skjødts ”The Receiver”, højdepunktet i den nordvestjyske biennale Struer Tracks’ udstilling af lydkunst i det offentlige rum.
Ved at placere kraftige højttalere hele vejen op gennem en forladt kornsilo på havnen i byen, 45 meter fra kælder til kvist, er det lykkedes Skjødt at sætte liv til hele den ruinøse og asfaltgrå bygning. Vægge, metalplader og rustne maskiner runger i lave og høje frekvenser, mens man bevæger sig op ad trapperne mod taget, hvor en nybygget parabol opfanger solens stråler og omdanner signalerne til de lydlige impulser, der bliver mere og mere diskante, jo længere op man kommer.
”The Receiver” illustrerer, hvorfor den stedsspecifikke lydkunst som genre har vundet indpas herhjemme de senere år. Dels er den kropslige oplevelse af værket helt umiddelbar, når lydene resonerer i hele rummet og trænger ind gennem mange andre organer end ørerne. Dels har man som besøgende mulighed for at udforske spektakulære, og ofte forladte, dele af en by.
Fascinationen af gammel industri og tidligere generationers hverdagsliv er udbredte genstandsfelter for lydkunstnere. Det ser man også et eksempel på i norske Maia Urstads ”Nattefærd”, der udspiller sig i en gammel DSB-liggevogn ved byens jernbanemuseum. Med optagelser af gamle meddelelser over nattogets informationssystem fremmaner Urstad lyden af 1990’erne, som bliver kombineret med bløde metallyde og rytmiske, glitrende lyde af løbsk elektronik fra skjulte højttalere i sovekupéerne.
Som filmmusikken har vist, er øret lynhurtigt til at sætte en stemning for det, vi ser. I det gamle nattog træder man pludselig ind i en svunden tid, og samme illusion kan også gøre sig gældende rent geografisk.
I Jacob Kirkegaards ottedelte installation ”En by i Rusland” er denne form for udviskning af værk og virkelighed overraskende virkningsfuld. Bidraget til Struer Tracks fra det formentlig største navn inden for dansk lydkunst virker ellers umiddelbart meget simpelt: Kirkegaard har optaget lydlige kulisser fra en rejse i Rusland og afspiller dem fra højttalere på tilsvarende steder i Struer: gågaden, togstationen og parken, for eksempel. Men resultatet er overbevisende.
Pludselig står man ikke i en dansk butiksgade, men i en russisk, hvor optagede fuglefløjt, kvindestemmer og skramlet musik fra Rusland blander sig med samtaler på dansk, skridt langs Østergade og vindens virkelige susen. Næsten som at træde ind i en anden verden.
Den form for diskret fremmedgørelse indeholder et stort potentiale for lokale kunstværker i det offentlige rum i Danmark. Selvom Struer som hovedsæde for Bang & Olufsen har en særlig brandingmæssig forbindelse til lyd, er det oplagt for andre byer at lade sig inspirere af Struer Tracks, som ud over værkerne af Skjødt, Urstad og Kirkegaard også byder på mere politiske værker om migration og klima, en kras installation for bilhorn, lyttebiograf og en række events under biennalen.
Den form for åbensindet nysgerrighed, man tillader sig selv i mødet med den lille snes værker rundtomkring i Struers byrum, kan med fordel overføres til alle slags møder med kunst – og, hvem ved, måske til livet generelt.