Jenny Rossander har lige viklet sig ud af sin dyne og noget gammelt sandwichpapir, kort før interviewet begynder. I køkkenet står opvasken i spredte bunker, og i soveværelset er vasketøjskurven mere end fuld. Det er ikke, fordi hun er gået i hi eller i stå, det er tværtimod, fordi hun er så meget i gang. Samme aften er der premiere på forestillingen ”Mørkt forår” på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København, som den 32-årige musiker har skabt musikken til, og de seneste uger har det optaget næsten al hendes tankekraft. Sådan er det altid, når hun er midt i at skabe noget: et værk, en sang, et album eller en forestilling.
”Når man er så intenst i proces, kan man godt blive lidt ligeglad med alt andet,” siger hun og roder lidt rundt i det lyse hår, mens hun afslører, at det var en besked fra hendes manager, som i sidste øjeblik mindede hende om denne aftale.
Selv var hun i fuld gang med at gennemse en optagelse af den forpremiere, der blev holdt aftenen før, og kort efter afbrydes samtalen af lyden af store klapsalver fra værelset ved siden af. Hun har glemt at stoppe afspilningen.
Jenny Rossander er sanger, sangskriver, komponist og har komponeret musik til både film, tv og teater. Under kunstnernavnet Lydmor producerer hun elektronisk musik, primært popsange med tunge beats og tekster om alt fra eskapisme i Shanghais natteliv til personlige oplevelser med sexisme i musikbranchen.
Kristeligt Dagblad besøger hende kort før udgivelsen af hendes næste album, for første gang et akustisk et af slagsen, for at undersøge, hvordan hun arbejder, når hun skaber musik.
Overskud fordrer ikke kreativiteten
Der er meget langt fra klichéen om store, professionelle lydstudier med elegante akustikpaneler i træ, ægte tæpper på gulvene og enorme mikserpulte med hundredvis af knapper til Jenny Rossanders interimistiske hjemmestudie på Amager i København. Der ligger ganske vist et tæppe på gulvet, og langs den ene væg står et elektrisk klaver, men ellers er der ikke meget, der afslører, at dette er en musikers værksted. Soveværelset i lejligheden, som hun deler med sin kæreste, tjener dog både som arbejdsværelse, lydstudie, soveplads og et kreativt helle. Mange af hendes produktioner tager deres begyndelse her.
Om en måneds tid flytter parret ganske vist til en større lejlighed, hvor hun får plads til et mere fuldendt lydstudie, men det er mere af hensyn til parforholdet end af hensyn til de musiske processer.
For nylig forsøgte hun for eksempel at låne et professionelt studie ude i byen, fordi det i perioder er presset at producere i soveværelset, der også tjener som kontor for hendes kæreste, der er dokumentarist. Men de mere formelle rammer var slet ikke fordrende for kreativiteten. Jenny Rossander arbejder nemlig bedst der, hvor hun lige er, når en ny idé kommer.
”Jeg havde lånt et rigtigt studie af en ven, men den ene gang, jeg tog derhen, fik jeg ingen idéer overhovedet, og jeg endte med at føle mig så uinspireret og deprimeret,” forklarer hun.
Det er i det hele taget meget sjældent, at Jenny Rossander bliver mere effektiv af at have overskud, rumligt såvel som mentalt. Hun har nemlig måttet erkende, at hendes personlige muse er et temmelig stridt gemyt, der trives bedst i modvind.
”Når jeg har sovet ordentligt, er frisk og har masser af tid, er min muse for længst skredet, men hvis jeg er træt, mangler overskud til at forlade min seng og åbner mit musikprogram, fordi det er det nemmeste, så er der fuld smæk på kreativiteten,” siger hun.
Derfor har sangskriveren skabt en arbejdsrutine, hvor hun begynder dagen med at angribe denne muse bagfra. Taktikken er at gå i gang, inden hun rigtigt er stået op. Processen begynder med, at hun bare leger med musikprogrammet på computeren, mens hun sidder i sengen. På den måde samler hun stille og roligt kreativ energi, mens hun sniger sig ind på den genstridige kreative indpisker. Først når hun har fået en fornemmelse for det musikalske og kan ane konturerne af noget konkret, sætter Jenny Rossander sig ved instrumenterne og begynder at producere.
Hun aner stadig ikke, hvordan man gør
Kunstneren bag Lydmor er autodidakt. Hun skrev sin første sang, da hun gik på efterskole, derefter havde hun musik på A-niveau i gymnasiet, mens musikken for alvor fik lov at fylde, da hun flyttede hjemmefra og brugte sine sparepenge på udstyr til et hjemmestudie. Jenny Rossander har måttet lære alting selv og fra bunden, og i dag griner hun lidt ved tanken om alle de ting, som har været meget mere besværlige, fordi hun først lærte at mestre dem bagefter.
Men selvom hun i dag lever af musikken og har vundet flere priser for sine værker, føler hun stadig ikke, at hun aner, hvordan man laver musik. Hver gang hun begynder på noget nyt, er det som at lære det hele forfra, bedyrer hun. Jenny Rossander har efterhånden prøvet kræfter med en del forskellige kunstarter og arbejder for eksempel sideløbende med musikken på at færdiggøre en bog. Hendes erfaring er dog, at musikken er den mindst håndgribelig kunstform.
"Det er en logisk proces at skrive en bog. Du kan sætte dig ned og gå i gang og skrive, rette og slette, som du har lyst til, indtil noget tager form. Det samme gælder delvist også ved for eksempel maleri, men det at skabe musik er meget sværere. At få musik til at trække vejret, at få det til at vibrere, sitre, synge, jeg aner stadig ikke, hvordan man gør,” siger hun og forklarer, at hun som musiker er nødt til altid at stille sig fuldstændig nøgen foran det næste værk:
"Hver gang jeg laver en sang, opdager jeg, hvordan man laver lige netop den sang," understreger hun.
Af samme grund har Jenny Rossander ikke nogen fast formel for, hvordan hun arbejder. De sange, hun skriver og producerer, bliver formet af de omgivelser og betingelser, hun har i den givne periode.
Hendes senest udgivne album, "Capacity" fra 2021, er for eksempel blevet til i samarbejde med mange andre producenter, og så er det i høj grad skabt på hotelværelser og på farten, fordi det er lavet i en periode, hvor hun som Lydmor var på turné i Asien, Rusland og Europa.
Helt anderledes står det til med Lydmors næste album "Nimue", der udkommer i slutningen af denne måned, og som er hendes første akustiske udgivelse. Det er indspillet i slutningen af 2021, og med det album var Jenny Rossander fra begyndelsen meget bevidst om, at hun ønskede at være alene om processen, og at det skulle være hendes eneste fokus, mens den stod på. Derfor besluttede hun at indspille det i et øde beliggende lydstudie nær Ålesund i det vestlige Norge.
"Jeg havde lyst til at tage et sted hen alene og blive der, til jeg var færdig med albummet. Jeg fik tilbud om at leje stedet inklusive en lydtekniker, men det kunne jeg faktisk ikke overskue. Studiet ligger ude midt i ingenting, og jeg ved, at når jeg kommer langt nok ud i processens smerte, vil jeg vende mig mod det nærmeste menneske med forstand på musik og forsøge at aflæse vedkommendes holdning om det, jeg laver, men det her skulle være mit helt eget. Derfor endte jeg med selv at løbe frem og tilbage mellem indspilningsrum og teknikken," fortæller hun.
Processerne ligner ikke hinanden
En del af sangene på det kommende album er omarbejdede versioner af gamle sange, mens fire af numrene er helt nye. To af disse blev skrevet i Norge, og her er det tydeligt, at hendes arbejdsproces aldrig er den samme.
Det ene nummer kom nærmest til hende ved et tilfælde, før hun for alvor havde fået adgang til studiet og bare gik i venteposition og med egne ord "trommede på nogle ting og slyngede noget ind i computeren". Pludselig var der begyndelsen på en melodi. I hovedet havde hun også tekstbidden "you've made me a grandmaster of goodbyes", som blev sangens første linje.
Hun fortæller, hvordan hun har gravet resten af teksten frem bid for bid, og sammenligner arbejdet med en arkæolog, der går på jagt med skalpel og pensel, indtil helheden åbenbarer sig.
"Det var en af de sange, som blev til med bittesmå pincetgreb, og som jeg faktisk efterfølgende droppede i et stykke tid, indtil jeg vedtog, at den alligevel skulle med på albummet," forklarer Jenny Rossander.
Slutresultatet blev, at hun ligefrem endte med at komponere et kor til nummeret, som blev indsunget af nordmænd fundet i en lokal Facebook-gruppe.
Det andet nummer, som også blev skrevet i Norge, og som endte som det første nummer på pladen, måtte ikke graves frem. Det pressede sig akut på. Den første dag på stedet fik hun hjælp til at udvælge de rette instrumenter, og mens udstyret blev sluttet til, sad hun og testede klaver og mikrofon. Pludselig var teksten og melodien der bare, forklarer hun, mens hun nynner et par linjer fra sangens omkvæd.
Det stormer altid, når hun er midt i noget
Arbejdet i Norge tog længere tid end beregnet, og Jenny Rossander måtte ringe hjem til familien og fortælle, at hun ikke kunne nå hjem til jul. Men den 28. december sidste år, sendte hun albummet af sted til sine managere og steg om bord på flyet hjem. Skulle man forlede sig til at tro, at dette måtte være et forløsende øjeblik, tager man dog fejl.
”Det øjeblik jeg er færdig med et album, er det sjældent, jeg tænker: ’Jeg har lavet et album, det er perfekt.’ Det er snarere et spørgsmål om, at jeg var død, hvis jeg var fortsat," siger Jenny Rossander og tilføjer:
”Et halvt år efter udgivelsen kan jeg sagtens sige, at så gjorde jeg bare lige ’sådan’ og ’sådan’, men når man sidder midt i processen, er det som at være i krig. Det stormer, og jeg kan ikke finde ud af ikke at have det sindssygt midt i en proces."
Fordi hun altid "har det sindssygt" midt i en proces, er der også andre ting, som ikke har en direkte forbindelse til musikproduktionen, som er mindst lige så vigtige for Jenny Rossanders virke som kunstner.
Hun mediterer for eksempel hver morgen og aften for at sortere ud i "alt det skrald", der er inde i hendes hoved, og så har hun generelt et stort behov for bare at være og lave ingenting indimellem.
"Når jeg skaber noget, er det meget, meget intenst, og for at kunne være i de processer har jeg også brug for, at meget af min dag skal være relativt dagdrømmende. Jeg har brug for at kompostere og ligge i min seng en hel dag for at kunne skabe," siger hun.