Prøv avisen

Lykke-Per eller Ulykke-Per?

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.

Er det sandt, at der ikke længere skrives samtidsromaner? Svaret er nej. Man skal bare skifte brillerne ud

For et par måneder siden var jeg til 18-års-fødselsdag. Barnets dejlige far, der er passioneret læser, sad (som altid!) i et animeret hjørne og diskuterede litteratur. Og (som altid!) endte han med at konstatere, at Lykke-Per var den bedste roman, der nogensinde var skrevet. Ja, var der overhovedet skrevet stor samtidslitteratur siden?

Som et tema med variationer blev omtrent den samme sang sunget kort efter her i avisen. I en artikel om, hvorfor danskerne igen vil læse klassisk litteratur, konkluderede Bjarke Larsen, der er chefredaktør på Bogmarkedet: Problemet er (), at ingen i Danmark rigtig har kunnet løfte arven efter forfattere som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Vi mangler de store samtidsromaner og samtidsforfattere.

LÆS OGSÅ: Fem minutter over dommedag

Altså rene lufthuller de seneste 45 år. Eller 110! Jamen, hvad er det for nedgroede idéer, man har om, hvad en samtidsroman består af. Hvor er fingeren på pulsen?

Bare de seneste fire-fem år har jeg da læst et væld af spiddende, sarkastiske, fortolkende, udleverende, morsomme, depressive, indsigtsfulde, personlige, analyserende beskrivelser af vores liv og verden netop nu. Det er nok muligt, at der ikke er tale om helt samme fokus, som hos tidligere generationer, hvor en markant dialektisk modsætning mellem for eksempel naturvidenskab og metafysik, arv og miljø, frihed og determinisme kunne fylde hele det tematiske register ud.

Men verden er heller ikke længere så entydig og kausal. Derfor vil en samtidsroman i dag i langt højere grad være en fortløbende dialog, en stafet, en lyskaster der fra skiftende vinkler griber tilværelsen midt i spredtheden og forvirringen.

Lad mig på skrømt dykke ned i posen med de nye samtidsromaner der altså ikke eksisterer! Og lad mig trække Jonas T. Bengtsson op som den første. En forfatter, der beskriver livet fra den samfundsbund, vi alt for sjælden gider høre om, og som samtidig har fat i en dybt aktuel, eksistentiel pointe: at der findes mange fortolkningsmodeller af verden. At livet rummer forvandlingens mulighed. At eventyret findes. Og at vi derfor ikke nødvendigvis er sjæleligt determinerede som en Lykke-Per!

Herfra kan vi tage bussen og køre ud på landet for at genfinde pløjemarken, kaffekoppen og det nøgne liv med forfatteren Helle Helle. Provinsen findes, skulle jeg hilse og sige. Også i samtiden! Eller vi kan hudflette den moderne danske børnefamilie, så ikke en tå sidder lige. Sådan som det sker hos Nikolaj Zeuthen i Verdensmestre, hvor det unge par gensidigt bedyrer, at de lever i et paradis af muligheder og så alligevel kigger fortabte på hinanden fra sofahjørnet: Er det nu livet begynder?

Samme paradoksale tomhedsfølelse har Kirsten Hammann fat i i sin seneste roman med den flertydige titel Se på mig. Her lever to yngre mennesker dør om dør med hver deres underligt fastfrosne drømme om det perfekte liv.

Så flytter lyskeglen sig. For hvem er vi overhovedet i en tid, hvor hjernen er blevet et laboratorium og følelseslivet et spørgsmål om kemi? Da hovedpersonen i Christian Jungersens Du forsvinder får en svulst i hjernen og ændrer personlighed, ved vi i hvert fald ikke længere, hvor sandheden findes. Eller kærligheden. Rundtosset lægger man bogen fra sig og spørger: Kan vi overhovedet snakke om en verden, der hænger sammen?

Sådan skrider grænserne i både det og det ydre.

Den multikulturelle verden tager både Jens Christian Grøndahl og Hanne-Vibeke Holst ved vingebenet i henholdsvis Det gør du ikke! og Undskyldningen. Holst holder i den grad vores fordomme ud i strakt arm. Og får samtidig fortalt en families historie gennem fire generationer.

Samme store pensel har Anne Lise Marstrand-Jørgensen fremme i en af årets fineste romaner: Det man ikke ved. Med denne roman (bind et af to) er fundamentet støbt til et hus, der i høj grad lever op til de konventionelle forestillinger om en samtidsroman. Hvilket bare viser mangfoldigheden!

Og så har jeg slet ikke nævnt Christina Hesselholt, Vibeke Grønfeldt eller Kristian Bang Foss. Eller hele den unge kvindelige generation mellem 20 og 40 år. Det må blive næste gang!

For de ristede runers tid er forbi. Og samtidsromaner er ikke længere betonstøbte monumenter. De er dialoger, der fortsætter. De er stafetter, der lyser rummet op fra skiftende vinkler til skiftende tider. De kan sagtens rumme sandheden. Men den findes i bidder og hedder ikke længere nødvendigvis Per. Den forvandler sig.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.