Prøv avisen
Bog

Uanset hvor Kløvedal er rejst hen har han haft lykken med sig

4 stjerner
Vi kommer bag om Kløvedals ”officielle” facade som eventyrer og mindes om, at intet kommer af sig selv. Man må gå det i møde. Det har han gjort, skriver anmelder Claus Grymer Foto: Gyldendal

Troels Kløvedal er dødeligt syg, men har bevaret sit overskud. I sine erindringer deler han ud af forrådet

Det er, som man forventer: Troels Kløvedals erindringsbog “Alle mine morgener på jorden. Mit autodidakte liv” har meget at give. Men det, der egentlig gør størst indtryk, er den livsglæde, som bærer det hele. Et overskudsmenneske deler ud af sit rige forråd.

Men et overskudsmenneske, der er dødeligt syg. I sommeren 2016 fik Kløvedal konstateret als, en sygdom, der efterhånden lammer hele kroppens muskulatur. Men det er ikke en bog om sygdom – og heller ikke om bitterhed. Det liv, han har haft, ser han gennem taknemmelighed.

Troels Kløvedal betegner selv ”Alle mine morgener på jorden” som en ”helt gammeldags erindringsbog”. Han beretter om sin tilværelse fra begyndelsen og frem til sygdommen. Vi hører om ekspeditionerne med Nordkaperen, en galease bygget i Stettin i 1905.

Han købte den sammen med en gruppe venner i 1967 og har siden sejlet Jorden rundt med den tre gange. Endvidere hører vi om livet i kollektivet Maos Lyst i Hellerup, om kammeraterne og kvinderne. Alt sammen ledsaget af et væld af fotos.

Stofmængden er kolossal. Mange personer passerer. Eller blot navne. Deres tilstedeværelse i sammenhængen er måske indlysende for de indforståede, men ikke nødvendigvis for andre.

Kløvedal undgår ikke den klassiske fejl – at ville have ”det hele med”. Han overdoserer.

En vigtig del af bogen skildrer hans baggrund.

Vi kommer bag om Kløvedals ”officielle” facade som eventyrer og mindes om, at intet kommer af sig selv. Man må gå det i møde. Det har han gjort.

Men han har en baggrund, der kunne have knækket mindre robuste personer.

Det er typisk for Kløvedal, at han vender livets tildragelser, så han ser dem fra den lyse side.

Hans familie blev tidligt opløst, hvad der betød, at han måtte tilbringe den efterfølgende del af sin barndom på henholdsvis et børnehjem, hos en plejefamilie og på kostskole.

Men helt galt er det ikke – fremhæver han – hvis forældrene som i hans eget tilfælde forinden har nået at indpode barnet, at det er velkomment og elsket i verden. Kløvedal ser det positive i, at han ikke har skullet stå til regnskab for en familie, men har kunnet beskæftige sig med netop det, han har haft lyst til.

Han blev uddannet som skibselektriker og sejlede et år med handelsflåden. Senere blev han scenemester på Fiolteatret. Samt meget andet. Og engang var han lige ved at blive journalistelev på Kristeligt Dagblad. Selvom daværende chefredaktør Bent A. Koch ikke ansatte ham, var han klar over, at den unge mand havde potentiale. Om ungdomstidens mange gøremål fortæller Kløvedal med den veloplagthed, hvormed han har budt hver ny dag velkommen – og levet den.

En hovedrolle spiller naturligvis togterne med Nordkaperen– og hvad de førte med sig. Og det er blandt andet nærkontakt med kongehuset, der omtales med megen varme:

”At skulle lære kongehuset lidt at kende er en af de gladeste oplevelser, jeg har haft. Det er nysgerrige, vidende mennesker, som alle er interesseret i verden.”

Et højdepunkt i den forbindelse blev en flere timers munter og angiveligt gensidigt inspirerende samtale med dronning Margrethe ombord på Dannebrog. Sidste år blev han tildelt Dannebrogsordenens Ridderkors. Mange gange er Kløvedal blevet stillet dette spørgsmål: Hvor er det dejligste sted i verden? Han finder det umuligt at svare på, ”fordi lykke er jo ikke et sted, men en sindstilstand”.

Bogen efterlader det indtryk, at uanset hvor Kløvedal er rejst hen, har han haft lykken med sig. Han repræsenterer en livsduelighed, som gør stort indtryk. Hvad nytter det at rejse til skønne steder, hvis ikke man har skønhed inde i sig selv?

Gribende er bogens slutning – om den skønhed, som den ikke-religiøse Kløvedal drømmer om i mødet med døden, ”drømmer om at sejle ind i en atol, en lagune med stille vand. I revpassagen står alle de mennesker, som elsker mig, og de vinker til mig, og da jeg er inde i det blå, klare lagunevand, smider jeg ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund. Og så dør jeg”.

Læs interview med Troels Kløvedal på k.dk/kultur