Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift:
Jeg læste ”Lykke-Per” første gang i gymnasietiden. Jeg husker den ikke som en del af pensum, men mere at det lå i luften, at den læste man selvfølgelig. Det var en fantastisk oplevelse, for romanen taler i den grad til en senpubertetsforvirret ung mand. Jeg følte mig simpelthen genkendt, for den handler om alt det, der interesserer en på det tidspunkt: opbruddet fra barndomshjemmet, verden, der ligger for ens fødder, men samtidig yder modstand, og den komplicerede forelskelse.
Siden har jeg læst ”Lykke-Per” flere gange, blandt andet fordi jeg interesserer mig for den tids litteratur, og især for det parløb han kørte med Jakob Knudsen. De havde begge tilknytning til Randers-egnen, hvor jeg er født. Det afsnit i romanen, hvor Per sejler hjem med sin mors kiste gennem Randers Fjord, har derfor en særlig betydning for mig. Men først og fremmest er ”Lykke-Per” en livslang samtalepartner, som jeg kan læse igen og igen. Den rammer ned i en fælles historie. En historie om Danmark i en tid, hvor det store Europa pludselig vælter ind over vores lille guldalderland, og det moderne Danmark bliver til. Og den eksistentielle historie om, at ethvert menneskeliv indeholder erkendelser, smerte og resignation. Derudover holder jeg meget af Pontoppidans uforlignelige skildringer af nogle af tidens præsteskikkelser. Han ruller sig virkelig ud i satiriske elementer.
Katrine Marie Guldager, forfatter:
Da jeg læste ”Lykke-Per” som 18-årig, fandt jeg den ret kedelig. Siden har jeg læst den flere gange og læser den stadigvæk, for den betyder meget for mig som forfatter. Romanen er teknisk god, især fordi Pontoppidan er virkelig dygtig til at beskrive, hvad der foregår i Per. Det er et fantastisk dybdepsykologisk portræt. Når man får øjnene op for det, så er det befriende, at Pontoppidan ikke kun ser Per som en skadet person, men også som et stærkt menneske, der holder fast i sin egen kerne. Per giver afkald på alt det, vi forbinder med lykken, altså ægteskab, familieliv og arbejdsmæssig succes. Hver gang han er tæt på at få succes, så viger han tilbage fra det, fordi det ikke er lykken for ham. Vi skal forstå, at lykken ikke er det samme for alle mennesker.
For mig er det interessante ved romanen ikke tidsbeskrivelsen, men Pers indre konflikter. I begyndelsen læste jeg den mest som en gyser om menneskeligt forfald, men efterhånden som jeg er blevet ældre, synes jeg afgjort, der er noget smukt i Pers karakter. Det er klart, at han irriterer os, men Pontoppidan formår at beskrive ham, så vi alligevel holder af ham. Det er udtryk for en rummelighed over for alle de fejl, vi mennesker har. Vi kender jo alle sammen storhedsvanviddet og det at bruge andre mennesker. Det, som Pontoppidan virkelig har på hjerte, er måske altings meningsløshed. Det, at Per går så meget op i, om han lykkes, men også indser, at det er helt ligegyldigt for hans egen lykke.
Bertel Haarder, folketingsmedlem (V):
Jeg havde en sygeperiode i min ungdom, og i den periode fik jeg læst begge bind af ”Lykke-Per”. Siden har den fyldt i min bevidsthed. Det fascinerende ved romanen er, at den rummer meget store følelser som dyb og forsmået kærlighed og Pers manglende evne til at holde af andre end sig selv. Men frem for alt handler den om skyld, skam og religion, noget som i dag er meget umoderne, desværre. Jeg tror, forfattere og dramatikere i dag ville gøre klogt i at skrive ud fra et nogenlunde tilsvarende univers. Jeg savner i den grad dybde i moderne litteratur og dramatik. Vi oplever en udpræget tekstfattigdom, og derfor bruges der tid og kræfter på tekster, som ikke er det værd.
Jeg har ikke genlæst ”Lykke-Per”, det er ikke nødvendigt, for den sidder dybt i mig. Det, der sker, når man møder litteratur af den karat, er, at man opdager følelser og strenge i sindet, som man ikke var bevidst om. På den måde er romanen ”Lykke-Per” tidløs, for det vigtigste i livet forandrer sig ikke. Konflikten mellem kærlighed og had, godhed og ondskab, evighed og død er noget alment menneskeligt til alle tider. Derfor glæder det mig også, at Pontoppidans roman med Bille Augusts film nu får en renæssance. Jeg kan så bare håbe, at det også bliver til inspiration for moderne forfattere, dramatikere og filminstruktører.
Christine Antorini, folketingsmedlem (S):
Det er ikke mange romaner, som jeg læser flere gange, men det har jeg gjort med ”Lykke-Per”. Det startede i gymnasiet, og jeg var ærligt talt ret forbeholden og anså den for en af de der pligtbøger, man bare skal igennem. Men jeg havde ikke læst mange sider, før jeg simpelthen var helt henrevet.
Det, jeg faldt for, var den måde, Pontoppidan forener slægts- og kærlighedshistorien med beskrivelser af en fremtidstro på det moderne teknologiske industrisamfund. Den gamle præsteslægt, der lever i fortiden, og sønnen Per, der tager fremtiden til sig.
Jeg begyndte at blive politisk aktiv som 16-årig, og samtidig kunne jeg virkelig godt lide at læse skønlitteratur. ”Lykke-Per” forenede ligesom de to interesser, det skønlitterære og det samfundsrelevante, for mig. Det var dengang, og er stadig, en moderne dannelsesroman, som jeg bliver løftet af.
Jeg har læst den fire gange med omkring 10 års mellemrum, og jeg skal nok snart have fat i den igen. Da jeg blev 50 år, fik jeg den nye udgave af min ven Knud Heinesen, og jeg har foræret mit gamle antikvariske eksemplar til et af mine børn. Det er sådan en roman, som man virkelig bør give videre til de kommende generationer.