Prøv avisen
Interview

Lykke Friis: Det dannede mig at opdage, at alting forandrer sig

En togrejse ud i det nye Europa i 1992 gav Lykke Friis retning i livet. Siden har hun beskæftiget sig med europæiske studier – fra forskellige positioner. Foto: Jens Welding Øllgaard

I sommeren 1992 rejste Københavns Universitets prorektor Lykke Friis ud i et forandret Europa og kom selv forandret hjem med at ønske om at bruge sit arbejdsliv til at studere de omskiftelige europæiske forhold

Den britiske professor skreg af grin. Det var i forsommeren 1992, længe inden Lykke Friis blev prorektor for Københavns Universitet, så klima- og energiminister for Venstre og senere prorektor igen. Dengang studerede hun selv international politik i London, og nu havde hendes veninde Melissa dristet sig til at spørge deres professor, hvad man egentlig gjorde, hvis danskerne stemte nej til Maastricht-aftalen.

”Det kommer aldrig til at ske,” sagde professoren med vand i øjnene af latter over det, han tydeligvis syntes, var et overflødigt spørgsmål.

”Det glemmer jeg aldrig,” siger Lykke Friis med et triumferende glimt i de brune øjne.

”For det viste sig, at det var vores professors arrogance, der var til grin, da jeg få uger efter stod på min kollegiegang og ringede hjem til min far fra en mønttelefon for at høre valgresultatet derhjemmefra. ’Det blev et nej!’, sagde min far chokeret. For han havde delt min professors forventning om, at det selvfølgelig blev et ja,” siger prorektoren og tilføjer:

”Jeg tror også, at det var sidste gang, at en professor grinede før en folkeafstemning i EU. For læren af det danske nej var, at man ikke kunne tage noget for givet. Og da franskmændene senere samme år stemte, blev det også kun et meget lille ja, et ’petit oui’, som man kaldte det.”

Tre år tidligere var de fleste europæiske eksperters teorier også faldet til jorden med et brag, da Berlinmuren faldt til stor overraskelse og begejstring for alle. Adskillige sønderjyske landmænd lod i spontan glæde markerne ligge for at tage traktoren til Tyskland for at hjælpe med at vælte den væmmelige beton, der havde skilt Europa ad. Men nu var den europæiske eufori allerede blevet til EU-skepsis for mange. Og selv den store genforeningskansler Helmut Kohl kæmpede forgæves med at indfri sine løfter fra valgkampen i 1990, hvor han havde lovet blomstrende landskaber overalt i det tidligere Østtyskland.