Den britiske professor skreg af grin. Det var i forsommeren 1992, længe inden Lykke Friis blev prorektor for Københavns Universitet, så klima- og energiminister for Venstre og senere prorektor igen. Dengang studerede hun selv international politik i London, og nu havde hendes veninde Melissa dristet sig til at spørge deres professor, hvad man egentlig gjorde, hvis danskerne stemte nej til Maastricht-aftalen.
”Det kommer aldrig til at ske,” sagde professoren med vand i øjnene af latter over det, han tydeligvis syntes, var et overflødigt spørgsmål.
”Det glemmer jeg aldrig,” siger Lykke Friis med et triumferende glimt i de brune øjne.
”For det viste sig, at det var vores professors arrogance, der var til grin, da jeg få uger efter stod på min kollegiegang og ringede hjem til min far fra en mønttelefon for at høre valgresultatet derhjemmefra. ’Det blev et nej!’, sagde min far chokeret. For han havde delt min professors forventning om, at det selvfølgelig blev et ja,” siger prorektoren og tilføjer:
”Jeg tror også, at det var sidste gang, at en professor grinede før en folkeafstemning i EU. For læren af det danske nej var, at man ikke kunne tage noget for givet. Og da franskmændene senere samme år stemte, blev det også kun et meget lille ja, et ’petit oui’, som man kaldte det.”
Tre år tidligere var de fleste europæiske eksperters teorier også faldet til jorden med et brag, da Berlinmuren faldt til stor overraskelse og begejstring for alle. Adskillige sønderjyske landmænd lod i spontan glæde markerne ligge for at tage traktoren til Tyskland for at hjælpe med at vælte den væmmelige beton, der havde skilt Europa ad. Men nu var den europæiske eufori allerede blevet til EU-skepsis for mange. Og selv den store genforeningskansler Helmut Kohl kæmpede forgæves med at indfri sine løfter fra valgkampen i 1990, hvor han havde lovet blomstrende landskaber overalt i det tidligere Østtyskland.
Dem havde mange vælgere svært ved at få øje på, mens problemerne med at forene de to tysklande tårnede sig så meget op, at tysk tv som satire spillede Murens fald baglæns, så jublende folkemængder så muren rejse sig igen. Men under alle omstændigheder mødte EU en ny mur, husker Lykke Friis.
”Min professors reaktion på min venindes gode spørgsmål før den danske folkeafstemning var karakteristisk for de etablerede politikeres fornemmelse af, at EU-projektet bare kunne fortsætte for fuld fart, men her ramte man bogstaveligt talt også bare en anden mur, fordi der bestemt ikke over hele linjen var folkelig opbakning til projektet. Der var mange, der sagde: ’Something is rotten in the state of Denmark,’ fordi vi havde stemt nej. Det tog jeg afstand fra. For når man lægger noget ud til en folkeafstemning, kan det blive et nej. Folkeafstemningerne efterfølgende kom også til at vise, at danskerne ikke var så meget mere euroskeptiske end de andre lande. Det, der gjorde os anderledes, var, at vi stemte.”
Overalt i Europa fandtes der efter Murens fald således skepsis og bekymring for det ukendte, den underlige hybrid mellem en stat og international organisation EU. Og bekymringen voksede især, fordi der i den grad blev sat fart på integrationsprocessen med fælles mønt, forsvarsdimension og unionsborgerskab.
Den daværende formand for Europa-Kommissionen Jacques Delors kaldte oven i købet EU for en UPO – et uidentificerbart politisk objekt. For man kunne ikke sammenligne EU med noget, man kendte i forvejen. Og det gjorde folk utrygge. Det oplevede Lykke Friis selv, da hun brugte sommeren i 1992 på at rejse ud i det nye Europa med en norsk veninde. Og det skulle blive en dannelsesrejse, der også førte Lykke Friis selv ind i en ny livsbane.
”Sommeren 1992 står for mig som en helt afgørende sommer, hvor de store skift i Europa også kom til at forme mig. For som ung studerende var jeg selv midt i mine mest formative år, og sådan forandrede jeg mig, mens Europa forandrede sig rundt omkring mig. Det var min store europæiske sommer, hvor jeg rejste gennem det nye Europa, mens Danmark havde stemt nej til Mastricht-aftalen og vundet europamesterskabet i fodbold på et afbud på grund af krigen i Jugoslavien.”
Sådan smeltede de store begivenheder sammen det år. Det var en sommer, der havde alle facetterne af det, der stadig præger Europa i dag, mener hun.
”Den gamle orden var gået i uorden i 1989, hvor Muren faldt, og i 1992 prøvede Europa stadig at finde benene igen. Østeuropa havde været som en arm, der var skåret af. Det havde været, som om at Østeuropa nærmest ikke eksisterede. Da jeg gik i folkeskolen, læste vi jo ikke den tjekkiske forfatter Milan Kundera eller forholdt os til Ungarn eller Polen. For det var ikke os. Men i 1992 gik det op for mig, hvor meget større Europa er.”
Lykke Friis og hendes norske veninde tog toget fra Storbritannien og rejste hele vejen ind gennem Central- og Østeuropa. Det blev en dannelsesrejse, der stadig sidder i hende. For hun sugede indtrykkene til sig på den tur.
”Dannelse er den personlige rygsæk, som forhåbentlig kommer til at veje noget mere, jo ældre man bliver. Og på den tur fik jeg virkelig fyldt noget i rygsækken. Dengang var det måske også nemmere at blive dannet af sådan en rejse. Jeg husker stadig det langsommelige, der var i togturene, hvor man kunne nå at læse alle guidebøgerne, før man var der. Det er selvfølgelig lidt forherligende, men det gik langsommere dengang. I dag farer folk rundt og lander nye steder hele tiden uden rigtig at se op. For man kan jo ikke stå på en togstation uden at bemærke, hvordan alle kigger ned i deres telefoner. Det er ikke for at lyde hellig, for jeg gør det selv, men det er blevet et dannelsesprojekt at være opmærksom på, hvor man er. Og det var nok nemmere i 1992.”
Dengang var hun beruset over bare at opleve Berlin, Prag og Budapest, ligesom hun – udover guidebøger – frydede sig over at læse Kundera-romaner, bøger af Slavenka Drakulic og Hans Magnus Enzensbergers profetiske værk ”Ach, Europa” (Åh, Europa, 1988) på turen. For Europa var virkelig lige så mangfoldigt, som Enzensberger skrev.
”Det var en kæmpe gave at have fået Europa tilbage, men det var også sommeren, hvor jeg måtte gøre op med min forestilling om, at krig i Europa var noget, man kunne læse om i historiebøgerne. For vi mødte også skyggerne fra borgerkrigen i Jugoslavien. Det husker jeg som en ret rystende oplevelse.”
Det kastede også en skygge over EM-sejren samme sommer, fordi Danmark jo kun vandt, fordi vi fik Jugoslaviens plads.
”Uffe Ellemann-Jensen kunne muntert møde sine europæiske kollegaer efter det danske nej med de berømte ord ’If you can’t join them, beat them’. Og EM-sejren var også med til at sætte Danmark på landkortet. Og det var skønt med den sejr, men i Jugoslavien var kampene virkelige. Og det gjorde stort indtryk på mig nogle år senere at stå og se de ødelagte huse i Bosnien-Hercegovina, for det var jo ikke ligesom at stå i Verdun og tænke over Første Verdenskrig. Det her var min egen samtid,” siger hun og tier et øjeblik, inden hun tilføjer:
”Men allerede i sommeren 1992 gik det både op for mig, hvor meget Europa betyder for os, og hvor mangfoldig Europa er. Forenet i mangfoldighed, som et af sloganerne for EU jo også er. Men dermed også hvor kostbar freden er, og hvor hurtigt vi kan opleve tilbageslag. Det tror jeg, var en af mine store erkendelser i 1992. Og siden er den pointe kun blevet mere rigtig. Man kan aldrig tage freden, stabiliteten og for den sags skyld menneskerettigheder for givet. Det grundsynspunkt blev nok dannet i mig i 1992.”
Indtrykkene på turen satte sig straks spor i hendes videre liv og studieliv. For det inspirerede hende til at skrive ph.d.-afhandling om Central- og Østeuropas vej til EU, ligesom hun i dag ser sin karriere som et langt studie af europæiske forhold – fra forskellige positioner.
”Det havde jeg ikke gjort uden den rejse. Jeg talte også med mange østeuropæere på rejsen, og det var allerede dengang tydeligt, at de gerne ville tilbage til Europa, men på den anden side også gerne bevare en del af deres suverænitet. De var lige kommet ud af Sovjet, og de ville virkelig gerne være en del af Europa. Jeg har aldrig set så mange caféer, der hed Europa, som dengang. Og alle var da glade for, at de nu kunne købe bananer og oliven i butikkerne, men forandringerne var også svære for mange østeuropæere, der også mistede de fædrelande, de kendte. Og det tror jeg, at vi var mange, der havde svært ved at forstå i begyndelsen.”
Selv er hun dog opvokset med to forskellige nationaliteter.
”Jeg er også hjemmefra rundet af en europæisk opvækst, fordi min far var sønderjyde og min mor var tysker. Det er uden tvivl det, der har påvirket mig mest. For sådan blev jeg opdraget til, at nationalitet ikke er et nulsumsspil. Jeg siger altid, at Tyskland er mit ’Mutterland’, Danmark er mit fædreland.”
Tysk er også en uundværlig del af dansk dannelse, påpeger hun.
”Vi kommer til at mangle noget i vores dannelsesrygsæk, hvis vi kun kan engelsk. Og Danmark er også blevet påvirket meget stærkt af Tyskland gennem tiden. Tænk bare på Reformationen og hele vores dannelsestænkning. Selv det danske ord dannelse er afledt af det tyske begreb Bildung.”
Hvad har det tyske betydet for din egen dannelse?
”På den tyske side er jeg opdraget med en form for ordentlighed, ikke nødvendigvis Ordnung muss sein, men alligevel med orden i penalhuset. Min mor lærte mig også, at hvis man vil noget, så må man også sætte sig ned og lære det. Altså at have ’Sitzfleisch’ – et udtryk som vi måske karakteristisk ikke har på dansk. Men min far lærte mig også, at der ikke er noget, der falder let ned i ens rygsæk, men at evner til gengæld forpligter. Man skulle kort sagt tage ansvar,” siger hun og tilføjer:
”Det var måske også mest min farmors modvilje mod min mor, der fik mig til at tilvælge tysk. For min farmor tilgav aldrig min far, at han havde giftet sig med en tysker. For min farmor mente, at alle tyskere var skyldige i Anden Verdenskrig, selv en, der var født i 1941 som min mor. Som barn kan man jo godt fornemme, hvis der er nogen, der angriber ens mor. Og det er måske den vigtigste grund til, at jeg i dag er lige så tysk som dansk.”
Sommeren i 1992 gjorde hende så også til europæer med stort E. Og det blev begyndelsen på en dannelsesrejse, der aldrig er sluttet.
”Når man har sine formative år i en turbulent brydningstid, så bliver man meget bevidst om, at uddannelse og dermed også dannelsen er et fornuftens filter. Det gør, at man opbygger en skepsis over for for håndfaste meninger om, at det skal gå den ene eller anden vej. Derfor var jeg også skeptisk, da alle for få måneder siden sagde, at hele Europa nu ville dreje så meget til højre, så EU ville dø. For hvis jeg har lært noget af sommeren i 1992 er det, at man ikke kan forudse alting,” siger hun, mens hun misser med øjnene mod den sjældne danske sommersol.
”Hvis jeg havde læst i en anden og mere stabil tid, så havde jeg nok også haft en anden dannelsesrejse, men mine mest formative år var i den periode, hvor det blev klart, at brydninger sker, og det er jo kun blevet bekræftet i de her år. Og på en måde er man blevet bedre rustet til at møde de brydninger, der sker i dag, fordi man har oplevet brydningerne i en anden tid. Den tid var bare mere positiv,” siger hun med et glimt i de brune øjne, inden hun tilføjer:
”Men os, der kan huske Murens fald, kan jo ikke blive lige så overraskede over, at ting forandrer sig.