Jeg har en stor interesse for især tysk fodbold, og jeg følger med i samtlige Bayern München-kampe. De vigtigste Champions League- og landsholdkampe skriver jeg også i kalenderen. Og under EM står alle kampe i min kalender.
Jeg prioriterer det højt, men med en derudover travl kalender hænder det jo desværre, at jeg skal noget andet. Og selvom jeg har dårlig samvittighed over det, har jeg tilbragt en hel del officielle middage med at kigge på min telefon under bordet.
Jeg tjekker dog altid, om min bordherre eller borddame har samme guilty pleasure, for så kan man koordinere det lidt.
Hvis ikke de er interesserede i fodbold, må jeg i stedet indlægge et ekstra toiletbesøg for lige at tjekke.
Det hænder også, at tjenerne eller de, der arbejder i køkkenet, kan genkende mig og ved, hvilket hold jeg holder med. Så kommer de uopfordret ud og viser mig med håndtegn, hvad stillingen er. Hvis jeg har muligheden for det, foretrækker jeg naturligvis at se kampene på stadion. Det er en helt anden oplevelse end på en bar eller derhjemme.
Men hvis det er en rigtig vigtig Bayern München-kamp, skal jeg helst se den alene for at være fuldt ud koncentreret. Det fantastiske ved fodbold er, at jeg fuldstændig glemmer arbejde og personlige problemer og sorger – når jeg ser en kamp, kobler jeg helt af.
Jeg tror også, at jeg er den eneste i Danmark, der har et ”walk-in closet” kun med fodboldtrøjer. Det er lidt grotesk, for trøjerne er jo en pengemaskine for klubberne. Og jeg holder med både Bayern Münchens herrehold og kvindehold og Danmarks herre- og kvindelandshold, så der er trøjer til det hele.
I ”Mine kultursynder” har Kristeligt Dagblad bedt en række kendte personer om at redegøre for de kultursynder, som vi ikke nødvendigvis forbinder med deres virke.