Prøv avisen

Lykke-Per i North Carolina

Lykke-Per vinder global anerkendelse. Her en opførelse på Aalborg Teater af Pontoppidans mesterværk. Foto: Henning Bagger

I en globaliseringstid er det opmuntrende at tænke på, at en klassiker som Lykke-Per er med til at give Danmark prestige i verden lige nu, som det er sket i forbindelse med den nylige engelske oversættelse

Under læsning af avisinterview med forfatteren Katrine Marie Guldager og direktøren for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Lasse Horne Kjældgaard hæftede jeg mig ved, at de på spørgsmålet Hvad er din yndlingsroman? begge svarede Lykke-Per. Og i lørdags skrev forfatteren Ida Jessen om romanen på denne sektions forside. Det gav mig lyst til at genlæse Henrik Pontoppidans klassiker.

LÆS OGSÅ: At læse Pontoppidan er en slags trøst

Og wow! Tiden stod stille. Bogen en udviklingsroman om en visionær naturvidenskabsmand, hvis liv ender tragisk holder stadig fuldstændig. I sin beskrivelse af Pers projekt at tæmme vind- og bølgekraften og omdanne den til energi virker den helt moderne. Projektet er kæmpestort tænkt, men som jeg læser romanen, har Per som helhed styr på sine tanker. Han er ikke en fusentast.

En af mine bekendte, der er psykiater, mener at Per ender med at lide af en svær depression. Sidst i romanen giver han udtryk for, at verden ville være bedre uden ham, og at det ville være en lykke for både Inger og børnene, om han gled ud af deres tilværelse. Dertil kommer, at tiltrækningen for ham ved den nøgne klitegn ved Vesterhavet, han ender med at slå sig ned i, er dens triste forladthed og fuldkomne ensomhed.

Det er altså svært at forestille sig Pers sidste livsafsnit i selvvalgt isolation som præget af afklaring og harmoni. Herved adskiller hans tilbagetrækning fra verden sig markant fra Carsten Niebuhrs. I stedet for efter sin ekspedition til Arabien 1761-1767 at acceptere et tilbud om at opmåle Norge, flyttede Niebuhr til Ditmarsken, der dengang nærmest var at betragte som verdens ende. Her levede han med sin familie i 35 år som landsskriver. Som man kan læse i Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien, satte han arbejder i gang i digerne, trak afvandingskanaler (ligesom Lykke-Per), så børnene vokse op og underviste dem i engelsk og geografi. Intet skandinavisk tungsind der.

Efter sin udgivelse i 1898-1904 blev Lykke-Per hurtigt oversat til andre sprog: tysk i 1907, russisk i 1912, svensk i 1918-19 og ungarsk i 1920. Derefter fulgte oversættelser til hollandsk, fransk, finsk og rumænsk. Men engelsk lod vente på sig, og i betragtning af, at Pontoppidan fik Nobelprisen i litteratur i 1917, kan det undre.

Men i 2010 udkom den langt om længe i Naomi Lebowitz oversættelse (Peter Lang Publishing, Inc., New York), og siden er den blevet meget rosende anmeldt i den angelsaksiske verden. I London Review of Books (20. oktober 2011) kunne man læse en otte sider lang anmeldelse, skrevet af den amerikanske litteraturkritiker Fredric Jameson. Heri henregnes Lykke-Per til de store europæiske romaner.

Ender Lykke-Pers liv tragisk, som jeg hævdede først i klummen? Det mener Jameson ikke. Han medgiver ganske vist, at beskrivelsen af Pers personlighed ledsages af en vedholdende bastone (basso ostinato). Men han afviser, at forklaringen på, at Per forlader sin kone og deres børn og flytter til det yderste Nordvestjylland, er resignation. Nej, Per har lært, at sejre og nederlag vandre til hobe og har forsonet sig med tanken om, at det er andre end ham selv, der kommer til at videreføre hans store ingeniørprojekt.

Fredric Jameson, der er professor i litteratur og romanistik ved Duke University i North Carolina, er en berømt og anerkendt litteraturkritiker. Derfor er der al mulig grund til at læse hans nyfortolkning af romanens afslutning opmærksomt. Det har jeg gjort, men den er nu alligevel så relativt forceret, at jeg ikke køber den. Især kan jeg ikke få den til at rime med Pers tilbagevendende eksistentielle kriser, hvor han må erkende, at hans barndomshjems sorte kristendom stadig stikker dybt i ham.

Det er umiddelbart spændende, at det, de fleste i Danmark nok opfatter som en ulykkelig og depressiv romanafslutning, hvor hovedpersonens natside så at sig vinder over dagsiden, i en anden del af verden opfattes anderledes nærmest som et udtryk for højere erkendelse. Hvis vi med Henrik Pontoppidans Lykke-Per har givet verden en roman i europæisk topklasse, så får vi også noget tilbage i form af en anderledes tolkning af romanen, end vi er vant til. Det gør den ikke mindre spændende at (gen)læse.

I en globaliseringstid, som den vi lever i, er det opmuntrende at tænke på, at en klassiker som Lykke-Per er med til at give Danmark prestige i verden lige nu. Man må håbe, at den indsatsstyrke, kulturministeren har nedsat for at få gang i tingene (Team Culture 2012!), husker at kommentere dette kulturfremstød i deres rapport.

I klummen Eftertanken skriver et fast panel bestående af festival-leder Ulla Tofte, sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen, historiker Jes Fabricius Møller og museumsdirektør Dagmar Warming hver lørdag om kulturhistorie, kirke og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.