Prøv avisen

Lykkelige Kristoffer og den helbredende læsning

Hans-Ole Bækgaard lufter gerne sine meninger i den kirkelige debat. -- Foto: Indre Mission.

Der er intet klægt, men masser af liv og lyst ved Martin A. Hansens roman "Lykkelige Kristoffer"

Martin A. Hansens historiske roman "Lykkelige Kristoffer" (1945) har stået på hylden siden 1979. Ulæst i alle de år.
Nu har jeg taget den ned igen. Min familie er i Halland på ødegård med nogle venner, mens jeg selv må holde sengen i København og har rigelig tid til at læse. Men jeg er hos dem i Jonsnahult, for handlingen i romanen foregår for en stor del der, oppe på de små steder, de stenede marker og i de store skove nord for Hallandsås.
Knærød og Lagaholm kalder Martin A. Hansen stederne – Knäred og Laholm – med de gamle navne, der sammen med mange ældre ord er med til at give romanen historisk kolorit uden at gøre den til kitsch. Der er en glæde ved sproget og en sanselig opvakthed over for verden, som er så stor og så smittende, at jeg helt glemmer, hvorfor jeg ligger i sengen.
Her stinker af latriner og dufter af viol, myggene stikker, og regnen gennembløder alt under den hallandske himmel. Og her er både tid til den homeriske latter og det eftertænksomme smil midt i alle de tragikomiske begivenheder omkring Grevens Fejde, som romanen beskriver. Tiden er 1534-36, og der er borgerkrig, handelskrig og religionskrig i en uigennemskuelig blanding.
Det grovkornede grin vækkes af hr. Paal, en af romanens hovedskikkelser. Han tilhører den halvt hedenske tid med dens overtro og æreskodeks. Han er en gammel stridsmand, der har været med i alle slagene, som Christian II har udkæmpet.
Han er mærket deraf, men skyer hverken kamp, kvinder eller øl. Og han fortæller gerne om, hvordan hans manddom vågner, da han stikker en pige en halv sølvmark: "Hun var en sød Blomme. Tog hende paa Skødet og erfor, hun var kløftet og blød som en moden Blomme."

Hr. Paal er et scoop for romanen. Med den figur får Martin A. Hansen lejlighed til at fyre de værste eder og forbandelser af. De smukkeste sprogblomster vokser tit på møddingen.

Helt modsat forholder det sig med helten Kristoffer, der er dyden selv.18 år gammel og netop myndig bliver han kaldet af Sankt Jørgen til at udrette noget stort. Han skal kæmpe for det gode og sande og retfærdige.
Men hvad gør en ludfattig yngling, der nok er af adelsslægt, men ikke har meget andet at bære sin stolthed og ære i end sin egen selvfølelse? Han er som en Don Quixote, der har hørt om for mange helteeventyr. Hans Rosinante er den enøjede Rufulus, og hans Dulcinea den faldne kvinde Anna. Han er idealist og vil med en af vor egen tids fortærskede og forbandede yndlingsvendinger sætte sit liv ind på at gøre en forskel.

Det yderst prekære spørgsmål er bare, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Hvilken sag kan man gøre til sin, hvem kan man stole på i en strid, hvor alle er til fals, og hvor en højtidelig ed blot er til for at bliver brudt, når det passer i ens kram?

I en tvetydig verden er det ikke idealisten, der overlever, men pragmatikeren. Sådan en er klerk og medikus broder Martin, der følger antihelten og senere fortæller hans historie. Kommer Kristoffer aldrig til at udføre en meningsfuld gerning, så holder han dog ved selve sin livsholdning og vilje en fane højt, som trods alt er en historie værd. Er den både tragisk og komisk, står den trods alt også som et muligt værn mod et truende sortsyn. Det er vel at mærke også ham Martin lukrerer på, når han vil fortælle. Uden ham ingen historie.

Derfor kan Martin også selvbevidst kalde sig en gammel klæge. Det er en blodsugende flue og har ikke noget at gøre med den klæghed, Martin A. Hansen af sine kritikere er skudt i skoene. Der er intet klægt eller forkyndende over "Lykkelige Kristoffer", men masser af smittende liv og lyst, der nok skal virke helbredende på en halvgammel, sortseende sengeligger som mig. Men læs eller genlæs selv. Der er megen helse i så stor fortællekunst.