Allerede titlen antyder, at vi nok befinder os i den lettere ”chick lit”-genre. ”Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe” emmer af banal billedtekst a la Instagram med latte art, skråskriftcitater og pseudofilosofisk gråtonede foto-filtre. Og akkurat sådan er franske Agnès Martin-Lugards storsælgende debutbog.
Fortællingen om den ulykkelige Diane, hvis verden synker i grus, da datteren og ægtemanden bliver slået ihjel i en tragisk bilulykke, om at genfinde glæden ved og lysten til livet, når det synes allermest meningsløst brutalt, lyder ellers som en hjertegribende beretning. Men modsat eksempelvis den store sorgskildrer Joan Didion og hendes knusende usentimentalitet, sander historien her til i sproglig inerti, stereotyp personskildring og triviallitterær forudsigelighed.
Diane har barrikaderet sig i sin lejlighed i Paris. Dagene går med at stirre ud i luften og undgå andre mennesker. Hun vasker hår i datterens efterladte jordbærshampoo, svøber sig i sin afdøde mands trøjer og venter bare på, at tiden skal forsvinde. Ud over de tildækkede spejle står alting i lejligheden nøjagtigt, som da de to forsvandt et år forinden.
Romanen anlægger egentlig et fint sorgspor, som flygtigt strejfer tabets indre anatomi. Hvordan verden med ét mister sin betydning og bliver lammende absurd. Sorgens irrationelle væsen, der hjerteskærende afdækkes, når Diane overbeviser sig selv om, at hun kan fastholde de afdøde ved nidkært at vogte over deres tilbageladte ting i sit mausoleumhjem. Hvordan hun tilmed tror, at hun kan udsætte døden blot ved at undgå at besøge kirkegården.
Sorgtemaet drukner imidlertid i en parade af papirs-tynde personskildringer og (ufrivilligt?) komiske karikaturer. Tag nu bare vennen og kompagnonen i Dianes lille bogcafé Félix. Så stereotypt bøsset er han med sine evindelige seksuelle eskapader og overgjorte kækhed, at det bliver en træt parodi. Også Dianes parisiske overklassefamilie, der ingenting forstår, og som kun forfængeligt kerer sig om egen ydre fremtræden, er endnu en forstyrrende kliché.
Det karikerede fortsætter ikke desto mindre ufortrødent romanen ud. Da Diane drager til Irland i en bestræbelse på at undslippe sorgen, møder hun i en lille havneflække den sammenbidte, men maskulint uimodståelige, nabo Edward. Man behøver ikke at have set mange romantiske Hollywood-komedier, før man hurtigt fanger, hvem der ender med at fatte interesse for hinanden. Og at denne Edward naturligvis bærer på en tilsvarende tung sorg, som forklarer hans eremitagtige menneske- skyhed. Diane og Edwards – først fjendtlige, siden usandsynligt hengivne – romance står da heller ikke tilbage for en hvilken som helst dampende lægeromans brydsomme kærlighedsaffærer.
Rent sprogligt er det ligeså en demonstration udi litterær floskelmageri. Øjne, der er sorte som kul, folk, der snakker som nogle værre sludrechatoller, og som farer op som stukket af en bi, blikke, der borer sig ind i én. ”Under køreturen sad vi hver fordybet i vores egne tanker, vugget til tonerne af Red Hot Chili Peppers, en blanding af blidhed og brutalitet, lidt ligesom Edward,” og lignende ubehjælpsomme sammenligninger afløser hinanden og sår tvivl om, hvorvidt der rent faktisk er tale om en komisk karikatur. Hertil kommer den kunstigt stive dialog og de generiske landskabsbeskrivelser som gennemgående træk.
Lykkelige mennesker drikker muligvis kaffe og læser bøger – men i så fald bør de nok holde sig fra denne tynde kop te af en roman, hvis de vil bevare lykken intakt.