Prøv avisen

Lykken findes i mikro-demokratiet

Danskerne er lykkelige, ikke kun på grund af velfærden, men også på grund af muligheden for indflydelse på børnehaven, skolen, fritidskubben, hvor vi bliver lyttet til og kan give vores mening til kende. Modsat franskmændende, der også har velfærd, men ikke samme adgang til mikro-demokratiet. Foto: Axel Schütt Denmark

Danskernes lykkefølelse bunder i virkeligheden ikke i velfærd, men i muligheden for at have indflydelse på sit eget liv

Hvorfor er danskerne verdens lykkeligste folk? Og hvorfor kniber det med humøret hos franskmændene? Hvad skyldes det, at vi danskere evigt udfordret af gråvejrsvintre, svinefabrikker og kålretter går trallende og veltilfredse gennem livet, mens franskmændene omgivet af vidunderlige landskaber, lange somre og 300 oste hører til blandt Europas mest ulykkelige mennesker?

Paradokset er mildt sagt bemærkelsesværdigt, ja, nærmest naturstridigt, og det vakte behørig opsigt, da den franske forsker Claudia Senik i sidste uge offentliggjorde en stor undersøgelse om sine landsmænds manglende livsmod. For trods en relativt høj levestandard og et velfungerende velfærdssystem nærmer Frankrig sig en bundplacering på det europæiske lykkebarometer.

Hvad skyldes dette fænomen? Claudia Senik udpeger den franske mentalitet og ikke mindst skolesystemet som den store synder, og hun mener, at der bør sættes ind i undervisningssektoren, hvis de galliske poder skal gå nogenlunde sorgløse gennem livet.

Personligt har jeg svært at forestille mig, at lykken kan sættes på skoleskemaet. Men i Frankrig ligger denne tanke nok ligefor. For her tror man tilsyneladende stadig fuldt og fast på, mennesket kan terpe sig til alting. De ni timer lange skoledage er fyldt med envejskommunikation, udenadslære, test og prøver i bunkevis. Og når de små stakler endelig har fri, venter timers lektielæsning i ensomhed. Ja, Anders Bondos værste mareridt om en heldagsskole overgås i enhver henseende af den franske.

Når man skal forklare, hvorfor danskerne er verdens lykkeligste folk, bliver velfærdssamfundet ofte brugt som argument. Men afsløringen af den franske tristesse tyder på, at velfærd ikke alene gør os lykkelige. Måske er det netop i barndommen og dermed også skolesystemet, at vi skal finde kimen til lykkefølelsen?

For allerede dér oplever vi stik modsat i Frankrig at have indflydelse på vores eget liv og at kunne ændre på dét, vi er utilfredse med.

LÆS OGSÅ:Kan man veksle det grå guld?

I Danmark er børnehaven, skolen, fritidskubben og familien alt sammen mikrodemokratier, hvor vi bliver lyttet til og kan give vores mening til kende. I Frankrig er magten koncentreret, og demokratiet udøves gennem et strengt formaliseret system, hvor dialogen med den enkelte citoyen (borger) sker gennem formelle og bureaukratiske kanaler.

Følelsen af at kunne gøre noget ved sin situation at afhjælpe problemet, hvad enten det er stort eller småt er helt grundlæggende for danskerne og måske også for lykken. Vel lever vi i et velfærdssamfund, hvor det offentlige i vid udstrækning skærmer os mod de store udfordringer og derfor også en gang imellem opleves som en forhindring.

Men samtidig flaskes vi op med bevidstheden om, at vi er i stand til at ændre på tingenes tilstand.

Demokratiet starter i skolen med den dialogbaserede undervisning (et stort set ukendt fænomen i Frankrig) og fortsætter livet igennem, hvor vi deltager i elevråd, samarbejdsudvalg, andelsboligbestyrelser, repræsentantskaber, menighedsråd og festkomitéer.

Og det er unægtelig sværere at forfalde til mismod over tidernes ugunst endsige at udvikle sig til regulær brokker, når man rent faktisk har mulighed for at ændre på tingene.

Men så længe der hersker en udbredt tro på, at lykke alene handler om velfærd, er det legitimt at koncentrere magten på Christiansborg og i Finansministeriet, hvorfra goderne fordeles. Hvis vi imidlertid kæder lykke sammen med indflydelse, må vi sikre, at mikrodemokratiet trives langt fra Slotsholmen, så alle oplever muligheden for at få indflydelse også på lykken.

I klummen skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen og historiker og festivalleder Ulla Tofte hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme. Dette er den sidste klumme fra Ulla Tofte i denne omgang, men Eftertanken fortsætter med Niels Davidsen-Nielsen som skribent.