Prøv avisen
Bog

En ellers god bog om lykke indfanger ikke rigtig kristendommens forståelse af det vigtige begreb

4 stjerner

Lykken kommer kun i skikkelse af noget andet

I denne glimrende antologi undersøges, hvad lykke er. Er det overhovedet et begreb, vi kan begribe endsige indfange? Lykken undersøges filosofisk, litterært, teologisk, idéhistorisk og psykologisk, og i professor Svend Brinkmanns (som er den ene af bogens redaktører) konkluderende afslutning må han sige, at lykken ”næppe er noget i sig selv, men altid vævet ind i det menneskelige livs mange fænomener”.

Lykken optræder altså kun iklædt andre fænomener og ikke som selvstændigt begreb. Derfor bliver lykkeundersøgelsen vel også lidt diffus, og derfor kommer antologien med ret til at stritte i mange forskellige retninger. Undersøgelsen kræver det. Lykken findes i det forskellige, og den er endog, som man sang i min barndomsradio, lunefuld.

Lykken er blevet forstået som det eneste, der har værdi i sig selv, og siden Aristoteles har vi undersøgt mulighederne for det gode liv. Nu viser det sig, at lykken kun kommer i skikkelse af noget af andet.

Efter et godt idéhistorisk rids af begrebet lykke af Svend Brinkmann udfolder en række forfattere som sagt lykkens positioner. I det idéhistoriske rids kommer Brinkmann også ind på kristendommens lykkebegreb efter at have skildret begrebet i antikken. Det er, som om Brinkmann ikke fanger den lutherske pointe, for han stiller Reformationens familiebegreb op mod skolastikkens, hvor lykken er noget ydre uden for livet selv, hvilket først efter Brinkmanns opfattelse ændres ved Reformationen, hvor det almindelige arbejde, ægteskab og familien nærmest sakraliseres. Det gør han i tilknytning til filosoffen Charles Taylor. Men pointen for Luther er jo, at arbejdet, familien og børnene er et kald, der ikke nødvendigvis er lykke. Børn, siger Luther et sted, er et kors, Gud lægger ned over os.

Det afgørende i dette er, at lykken i luthersk kristendom hænger sammen med lidelsen. Det er gennem korset, at lykken dukker op. Men først gennem det. Det er kristendommens realisme. Men at den langtrukne og tålmodige livsførelse i det moderne skulle være afsløret som ”humbug”, som det udtrykkes af Alfred Bordado Sköld, går over min forstand. Skulle det være humbug at sætte sig selv til side i forholdet til næsten?

Det kan være, man i den øjeblikkelige lykkejagt ikke er enig, men humbug? Det er et mærkeligt ord.

Tone Frank Dandanell berører emnet i sit gode bidrag ”Lykkens fødsel”. Spørgsmålet er, om man bliver lykkelig af at få børn? Og selvom det også lidt hen i udsagn om fødslens mirakel, og at verden bliver til på ny ved barnet, så er svaret faktisk, at forældreskabet er en erfaring ikke uden prøvelser. De ord er næsten et direkte citat af den lutherske bøn ved ægteskabets indgåelse. Hvor kunne vi nå meget, hvis vi ikke glemte, hvad vi har sagt.

Ved at glemme korset i den reformatoriske kristendom bliver skildringerne af denne mangelfuld.

Dog har Pia Søltoft et klart perspektiv på det, når hun skriver, også i tilknytning til Søren Kierkegaards ”Sygdommen til Døden”, der handler om fortvivlelsens skikkelser, men som også med en vis ret kan siges at handle om lykken, eller i hvert fald hvordan vi kommer i forhold til det, at lykken kender vi kun i håbet. Håbet er det tætteste, vi kommer på lykken, og lykken, som hun skriver, ligger i at indse ulykken og komme igennem fortvivlelsen ved at håbe. Her er der en realisme, der kan savnes andre steder. Her knyttes håbet til lykken.

Ellers er antologien fyldt med spændende bidrag, og hvor er det godt, at forskellige fag bidrager. Alene det løfter bogen, der hele tiden kredser om lykken uden at synkronisere de forskellige bidrag.

Vi kommer (selvfølgelig) omkring Hartmut Rosas resonans-begreb, Zygmunt Baumans begreb om kedsomhed, der er som sociale markører i forbrugssamfundet for vindere og tabere. Bauman er ikke optimist. Og vi kommer også omkring den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og dens udsagn om stræben efter lykke som en af menneskets rettigheder.

Lykken skal sikkert her, som Gitte Meyer peger på, forstås meget konkret som mad på bordet og tag over hovedet.

Det er en god bog, der i sin egen form faktisk beskriver forholdet til lykken: Det har mange aspekter. Men forfatterne er gode til at komme omkring dem. Vi karakteriseres ofte som ”verdens lykkeligste land”. Det er en vanskelig beskrivelse. For en del år siden var der et interview i en nordjysk avis med en ældre kvinde, der fyldte rundt. Journalisten spurgte hende, om hun var lykkelig, og da hun var af den ældre skole, var det et lidt underligt, men måske også et blufærdigt spørgsmål. Der opstod tavshed. Så sagde hun, fordi hun tænkte lidelsen med: ”Lykkelig? Nej. Men salig.”