Prøv avisen
Bog

Lykken kommer som noget ukendt og lidt farligt

6 stjerner
Nordmanden Stian Hole har lavet en række illustrationer til bogen, der passer som fod i hose til den stramme fortælling. – Foto: Fra bogen.

To fremragende bøger af Rebecca Bach-Lauritsen, hvoraf den ene er indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020

Rebecca Bach-Lauritsen flyttede meget som barn og nåede at komme til at gå på fire folkeskoler. Det, vil jeg gætte på, er noget af inspirationen til hendes bog ”Veronika lyder som Harmonika” fra 2011, som er den roman, der kommer forud for den netop udkomne ”Stykker med himmel”. Begge bøger kan læses ganske uafhængigt af hinanden.

Hvor bogen om Veronika i høj grad handler om ensomhed, har ”Stykker med himmel” døden som et gennemgående tema. I den nye roman foregår historien parallelt med Veronikas, denne gang blot fortalt fra drengen Karls synsvinkel. Både Veronika og Karl kommer fra fattige skilsmissehjem, hvor det er vanskeligt for forældrene at sætte ordentlige rammer op for børnene, såvel i monetær som i følelsesmæssig forstand. For Karl er det farfar, der betyder mest: ”Farfar er altid hjemme. Det er en af de gode ting ved, at han er gammel.”

De andre i skolen driller ham med, at hans bedste ven er farfar. Karl er især bange for Morgan. Men på det sidste er der sket noget med farfaderen. Han er nu på plejehjem og ikke længere frisk, hverken fysisk eller mentalt: ”Karl savner at lægge hovedet ind til farfar på den måde. Nu kan han ikke engang finde ud af at lægge sin hånd på hans, og i hvert fald spritter han den af mindst tre gange bagefter, så bakterierne ikke kan trænge gennem huden på hånden og gå i blodet som en død går gennem vægge.” Døden er ekstra nærværende, for faderen arbejder som graver på kirkegården, og da farfaderen dør, tænker Karl, at ”nu har far farfar lige, hvor han gerne vi have ham. I en kasse med et låg, der passer.” Karl afreagerer ved at udfordre Morgan. Han er ikke længere bange, og hvis han er, så gider han ikke at tage sig af det. Karls pludselige selvtillid gør Morgan usikker, og Karl tager sig endda mod til at lave en aftale med Veronika, som han er blevet meget betaget af. Der er masser af håb i bogen, en ukuelighed, der bryder frem, som en ukrudtsplante midt i en asfaltjungle. Nordmanden Stian Hole har lavet en række illustrationer til bogen, der passer som fod i hose til den stramme fortælling. Hole er temmelig berømt og har en realistisk stil, der gør det almindelige absurd. Han er utroligt dygtig til at fremhæve det vigtige og benytter både perspektiv, udsnit og farver i et miks, som bliver besynderligt ekspressivt og stift på en og samme gang og derformeget betagende.

Bogens titel henviser både til et puslespil, som Karl lægger med sin farfar, men jeg tror også, at det handler om, at der i det komplicerede og dunkle altid vil være stykker med himmel, hvis man leder lidt.

Samme tankegang ser vi egentlig i den anden bog, ”Ud af det blå”, som ganske vist udkom i slutningen af sidste år, men netop er blevet aktuel, fordi den er blevet indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020. Her bor en navnløs dreng helt alene i et hus ”med træer, tagrende og terrasse. Trillebør, tulipaner og tagenes.” Som selskab har han kun sin kaktus, som han leger gemmeleg med.

At det netop er en kaktus, er meget sigende. Den kan han ikke kramme eller på anden måde røre ved, uden at han stikker sig. Drengens hverdag er fyldt med rutiner, og der hersker en pinlig orden i hans hjem. Der er så meget tid, at han tæller brødkrummerne, inden han fejer dem op og smider dem i skraldespanden. Anna Margrethe Kjærgaard har illustreret fortællingen utroligt nøjsomt med noget, der ligner papir og blyant med enkelte blå nuancer og lidt brunt til bjørnen. Bogen er et godt eksempel på et fantastisk samarbejde mellem forfatter og illustrator. Om den korte, meget præcise tekst ledsager teksten – eller omvendt, er ikke til at sige. Drengens ocd-agtige tilgang til sin hverdag bliver helt ødelagt, da bjørnen dukker op, netop ud af det blå. I starten lister teksten alt det ordentlige, der er at finde i huset: ”Lysekrone, kamin og kilometervis af bøger. Fire flotte frisbee’er og en velbevaret ørnefjer.” Men senere lyder beskrivelsen: ”Der er bøger over det hele. Fire flækkede frisbee’er. Og noget der engang var en fjer fra en ørn.” At uorden samtidig bringer liv, kan man også se på den allersidste illustration, hvor drengen ligger i sin seng oven på bjørnen. Her dækker den eneste røde farve i bogen klædeligt drengens kinder, og det selvom han har stukket sig på kaktussen tidligere. Man kan, som i ”Stykker med himmel”, tydeligt mærke håbet, som skinner igennem bogens sider. Lykken kommer som noget ukendt og lidt farligt ud af det blå, også selvom man gør sit til at dulme virkelighedens kedsomhed med sine faste rutiner.