Prøver at blæse og have mel i munden

Brian Patrick McGuire, professor Emeritus i historie og forfatter til bog om Danmarks kristning 700-1300:

Dette afsnit er langt bedre end det forrige til at tage tro alvorligt, men serien er stadig tilbøjelig til at reducere religion til magtudøvelse, som det er tilfældet, når man behandler indførelsen af latin og Absalons stilling som biskop af Roskilde. I første del udelader man desuden det internationale aspekt af historien.

Danmark blomstrede i denne tid netop i kraft af det europæiske fællesskab, som kristendommen var. Man kunne passende have inddraget Eskil, der var ærkebiskop af Lund, og som på mange måder repræsenterer den internationale kirke. Vi ser munke, men får ikke at vide, hvorfra de kom, eller hvem der bragte dem til Danmark.

Det var for manges vedkommende Eskil, der er blevet kaldt Nordens første europæer. Men han glimrer ved sit fravær, lige som Ansgar i forrige afsnit. I stedet bliver det en pladdernationalistisk fortælling om Valdemar og Absalon. Men man prøver at blæse og have mel i munden.

Først fortæller man en god historie, men siger så, at vi nok ikke kan tro på det. Kildekritik er fint, men det ville være mere fair, hvis man først sagde, at Saxo er den eneste kilde.

I den sidste del af afsnittet, der handler om korstogene og Ingeborg, kommer kvaliteten virkelig ind. Der får vi også den internationale del med i form af Danmarks forhold til Frankrig og pavedømmet.

Visuelt set fungerer også dette afsnit rigtig godt – især med billederne af Danmarks kirker. Jeg fik helt et sus i maven, da jeg så Kalundborg Kirke, Vor Frue, oppefra.

Troens betydning for almindelige mennesker mangler

Birgitte Stocklund Larsen, teolog og generalsekretær for Bibelselskabet:

Afsnittet viser fint det positive bidrag, som kristendommen og kirken giver til civiliseringen af landet – blandt andet med munkene og klostrene, og hvordan det bidrog til planteavl og hospitalsvæsen.

Og det er spændende, at der er valgt et retshistorisk spor, hvor vi får udgravet rødderne til vores opfattelse af retfærdighed for eksempel. Det er meget oplysende.

Men det er et grundlæggende problem, at man har svært ved at gribe den store betydning, religion har for mennesker og samfundsliv. En af historikerne sammenligner med den konstante tilstedeværelse af mobiltelefoner i dag, men det anskueliggøres ikke, hvad det betyder for almindelige middelaldermennesker.

Det er jo svært for moderne mennesker at forstå, at der på den tid er religiøsitet i alle handlinger. Hvad betyder det egentlig? Det udfoldes ikke. Indførelsen af skriftemålet nævnes, men det fremgår ikke helt hvor vigtig en begivenhed det var i den europæiske mentalitetshistorie. Kirken fik jo et nært forhold til den enkelte kristne og samtidig magt over sjælene.

Når afsnittet kører i konge- og Saxo-sporet, får den på alle tangenter. Her anlægger man så et moderne og instrumentelt syn på religion, når man siger, at Valdemar har brug for en stærk, religiøs fortælling for at legitimere sin kongemagt. I de næste afsnit kommer serien til at stå sin prøve som historiefortælling, fordi vi bevæger os ind i en tid, hvor der er mange skriftlige kilder. Historien bliver på den vis mere kompleks, og valg og fravalg har stor betydning for formidlingen.

Ædel ambition om en fælles fortælling

Merete Bøye, sognepræst og medredaktør af tidsskriftet Nyt babel

Jeg er grundlæggende meget positiv over for både afsnittet og serien. I min anskuelse som almindelige tv-seer er det rigtig godt fjernsyn. Det forsøger at være en fortælling, der både vil oplyse og skabe sammenhold mellem folk. Det er en meget ædel ambition, som DR har. Dette afsnit handler meget om kirken, og jeg synes, at det er rigtig godt, at de har inddraget en kirkehistoriker.

Det glæder mig, at man fortæller legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen. Jeg ærgrede mig lidt over, at man lige skulle slå fast, at Dannebrog måske i virkeligheden er en tysk fane og dermed ikke særlig dansk. Heldigvis retter Lars Mikkelsen lidt op på det ved at sige, at Dannebrog i dag er noget af det mest danske, vi har.

I det hele taget synes jeg, at Lars Mikkelsen som fortæller fungerer godt. Fremstillingen af samfundsordenen, hvor han sidder ved skakbrættet, er meget troværdig, fordi den viser den tredeling, der er mellem dem, der henholdsvis kæmper, beder og arbejder.

Det er også godt, at der fortælles positivt om klostrene. Dog kunne man have nævnt, at det ikke bare var vandmøller og krydderurter, der drev munkene, men i stedet den kristne tro. Mit håb til dette afsnit var, at man ville udtrykke undren over kristendommens ubegribelige kraft, og det er ganske fint med, når man blandt andet gennemgår de imponerende kirkebyggerier landet over. Man forsøger ikke at forklare det med magtspil, men i stedet med kristendommens kraft, og det er godt.