Prøv avisen
Mit livs værk

Lykketoft: Det har altid fascineret mig at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør

Når man får et dybere indtryk af verden, som jeg har haft rig lejlighed til at få, er det sjovt at gå tilbage og se, hvad Grimberg skrev i sine historebind, fortæller Mogens Lykketoft. Foto: Linda Kastrup

Som 12-årig vaktes den historiske interesse hos Mogens Lykketoft af den svenske historiker Carl Grimbergs ”Verdenshistorien” i 16 bind. Siden er samlingen af historiebind vokset støt

Da jeg i 1958 var en knægt på 12 år, var Carl Grimbergs ”Verdenshistorien” i 16 bind en meget farverig beskrivelse af verdenshistorien, som var med til at skærpe min i forvejen stærke interesse for historie. Politiken havde lavet en stor annonce med de omslag, der skulle være på bindene, og den hængte jeg op hjemme i stuelejligheden på Frederiksberg og overtalte mine forældre til at ofre de 19,75 kroner, som det kostede pr. bind. Efterhånden som bindene udkom over de næste tre år, stormede jeg hen og købte og læste dem med det samme. Det blev så min indgang til at studere andre værker om historie, og Grimberg åbnede altså for alvor min interesse for verdenshistorie.

Interessen handlede vel om at prøve at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør. Få en forståelse af, hvordan vi står på ryggen af en masse tidligere generationer og forhåbentlig har lært af deres erfaringer. Det blev indgangen til min interesse for både national og international politik. Når først man har været fascineret af, hvordan samfundet har formet sig, så er man også interesseret i, hvordan det skal forme sig videre frem. Det gik op for mig, i hvor høj grad jeg boede i et af de mest sympatiske samfund i menneskehedens historie, og at der derfor virkelig var noget at kæmpe for.

Grimbergs ”Verdenshistorien” var den førstepopulærvidenskabelige fortælling om verdenshistorien, der udkom på dansk. Når jeg ser tilbage på, hvad jeg har læst sidenhen, er ”Verdenshistorien” først og fremmest en europahistorie med meget stor fokus på enkeltpersoners rolle i historien. De underliggende materielle og økonomiske udviklinger er ikke dybtgående beskrevet. Det er en bestemt historietradition, som appellerer til letlæsning, fordi det er farverige historier om mennesker.

For at gøre det let og udholdeligt at læse har Grimberg underbeskrevet, hvor grusom og blodig mange af historierne egentlig har været. Ikke mindst den hvide mands hærgen i forskellige verdensdele er han gået let hen over. Der er historiske fakta, der mangler. Og så er det en historie, der er meget anglofil. Grimberg var fra perioden før og under Første Verdenskrig, og han beundrede det britiske imperium, så bindene står for en meget britisk vinkel på verden.

Bindene slutter med 1945 , og jeg fik så for en 14-årig den skøre idé at ville skrive videre på dem. Derfor skrev jeg en bog – eller fristil – på 250 sider om verdenshistorien fra 1945 til 1960. Det var en meget langsom proces på nok et halvt års tid, og jeg skrev siderne på en gammel skrivemaskine, hvor jeg måtte rette fejl med hvid slettelak. Da jeg var færdig, gav jeg den til min historielærer, Jacob Appel, en skøn mand, som jeg havde både i slutningen af mellemskolen og i gymnasiet. Jeg blev af gode grunde en af hans yndlingselever, og da vi senere diskuterede, hvad jeg skulle efter gymnasiet, sagde han, at jeg ikke skulle studere historie, for de kunne ikke lære mig mere på universitetet. Derfor blev det økonomi, jeg læste.

De første fem-seks år efter at jeg havde fået de 16 bind, var der mange afsnit, jeg genlæste for at være sikker på, at jeg havde styr på det. Senere er jeg også vendt tilbage til dem. For eksempel var jeg engang i Mongoliet, og derefter skulle jeg se, hvad det var, han skrev om dét. Når man får et dybere indtryk af verden, som jeg har haft rig lejlighed til at få, er det sjovt at gå tilbage og se, hvad Grimberg skrev. Jeg har stadig bindene – ja, faktisk har jeg efterhånden en Guds velsignelse af historiebind stående.