Beethovens to lyriske værker var et lykkeligt match

Beethovens violinkoncert og sjette symfoni var et lykkeligt match ved torsdagskoncerten i DR Koncerthuset

Johannes Søe Hansen, der her ses i midten spille violin, var koncertmester på torsdagskoncerten i DR's Koncerthus ved koncerten 'Beethoven 250'
Johannes Søe Hansen, der her ses i midten spille violin, var koncertmester på torsdagskoncerten i DR's Koncerthus ved koncerten 'Beethoven 250'. Foto: Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix.

I det første årti af 1800-tallet kom Ludwig van Beethoven ind i sin såkaldte heroiske periode, hvor han komponerede en række storladne orkesterværker med en hidtil uhørt styrke og substans – eksempelvis den 3. og 5. symfoni og den 3. og 5. klaverkoncert.

Lidt firkantet kan det siges, at det var her, han udkrystalliserede sig som den Beethoven, som eftertiden skulle lære at kende som ”giganten” eller ”titanen”. Men ind imellem lykkedes det ham at skabe mere lyriske værker – således hans lysende violinkoncert og den sjette symfoni, der fik tilnavnet ”Pastoralen”. De bærer opusnumrene 61 og 68 og stammer fra henholdsvis 1806 og 1808.

Ved torsdagskoncerten i DR Koncerthuset forekom de på forhånd at være et lykkeligt match. Om violinkoncerten kan man med rette sige, at opførelsen denne aften forenede solist og orkester tættere end nogensinde før, for i spidsen for de veloplagte musikere i DR Symfoniorkestret (DRSO) stod kun én musiker: Leonidas Kavakos, der både dirigerede og varetog den udfordrende rolle som solist.

Den høje 52-årige græker har siden 1990’erne optrådt med alverdens førende orkestre og siden 2006 været en skattet gæst hos DRSO. I 2017 modtog han velfortjent Léonie Sonnings Musikpris, og i betragtning af, at han ved tidligere lejligheder har påtaget sig dobbeltrollen som solist og dirigent, var der ingen grund til bekymring over, at man denne aften måtte undvære en rigtig maestro på podiet.

Det viste sig da også snart, at Kavakos i lighed med andre violindirigenter – lad os nævne legendariske David Oistrakh som et prægnant eksempel – havde en særlig evne til at få strygerne til at stråle i koncertens mange sangbare passager. Beethoven skrev jo kun dette ene værk i genren, og med en kliché regnes det for ”violinkoncerternes dronning”. Gennem alle tre satser lod Kavakos og DRSO forstå hvorfor.

Opus 61 er så fuldendt, at der dybest set ikke er grund til at forsyne den med de noget udspekulerede kadencer, Kavakos havde valgt. Til førstesatsen benyttede han nemlig en version, som Beethoven selv havde skrevet til en klaverkoncert over det samme materiale, og som på meget bastant måde involverede paukerne (årvågent spillet af René Mathiesen). Også kadencerne i de to øvrige satser kunne komme til at virke som noget af et fremmedelement eller staffage, hvor imponerende virtuost Kavakos end udfoldede sig på sit instrument.

Efter pausen fik vi en frisk og næsten fyrrig udgave af ”Pastoralesymfonien” med tempi en smule til den hurtige side, men med den geniale naturmusik foldet ud i fuldt flor, også i sidstesatsen, der med sin energiske fremdrift og massive orkesterklang kunne forekomme noget mindre hymneagtig, end man er vant til at høre den.

Men trods mine forbehold fik det langtfra talstærke publikum – coronakrisen satte unægteligt sit præg på stemningen – en fin Beethoven-aften og meget at fryde sig over, da folk først havde indtaget deres pladser og fjernet mundbindene. Man kunne havde undt mange flere at opleve den fremragende græske musiker. Vi har imidlertid stærke forhåbninger til, at han vender tilbage – og gerne til en udsolgt sal i Den Blå Kubus.