Prøv avisen

Lys over Gudhjem

Oluf Høst museet ligger i de mest bornholmske omgivelser, man kan forestille sig. Her med udsigt til silderøgeriets skorstene. – Foto: Michael Tarp.

MUSEUM PÅ STEDET : Oluf Høst (1884-1966) kunne finde verdenskunsten i det lokale. Og hans billeder gengiver snarere en metafysisk søgen end bornholmske solopgange, mener museumsdirektør Jens Henrik Sandberg, der har brugt de seneste ti år på at opbygge Oluf Høst Museet på Bornholm

Solen over Gudhjem sender sine gavmilde stråler ind i Østersøens måske smukkeste have, så træer, blomster og klippevægge får en guddommelig glans.

Udenfor er det ellers slet ikke til at se, at Oluf Høst museet ejer sådan en naturskat, men det forstærker kun effekten, når man træder ud mellem de hvide borde og bænke i den smukt anlagte have med havudsigt og lyden af bølgernes mystiske mumlen i baggrunden.

Det er ikke for ingenting, at Oluf Høsts gamle have bliver kaldt Bornholms svar på Claude Monets have i Paris. Du skulle også lægge mærke til, hvor glade museets ansatte altid ser ud, smiler museumsdirektør Jens Henrik Sandberg, da vi bevæger os op gennem de stejle klippetrapper mod et af havens smukke atelieer. Der ligger også ét højere oppe og et skur, hvor museets gæster kan slippe deres børn løs med deres egne farvelademalerier.

Høst-museet er en oase, der åbner sig herude i haven. Men sådan så her ikke ud, da vi åbnede museet for 10 år siden. Vores geniale havearkitekt Jørgen Holm har gjort meget siden. Men jeg blev også overvældet af samme wow-fornemmelse, da jeg så stedet første gang, fordi jeg med det samme kunne se stedets store potentiale, fortæller museumsdirektøren.

Louisianas grundlægger, Knud W. Jensen, fik først ideen til et museum i Oluf Høsts hus. Sammen med ARoS-direktør Jens Erik Sørensen, headhuntede han kunsthistorikeren Jens Henrik Sandberg til at starte projektet i 1998.

Jeg har altid været begejstret for Oluf Høsts billeder, men jeg var ikke optaget af dem, før jeg kom til museet. Dengang ville jeg bare gerne bruges som et instrument, der kunne få museet op at stå. Det, der senere gjorde den store forskel, var i virkeligheden, da Høst-familien tillod mig adgang til Oluf Høsts 1800 logbøger, som lå forseglet på Det Kongelige Bibliotek og først måtte åbnes i 2014. Og det var først, mens jeg tyggede mig igennem de 1800 forseglede dagbøger, at hans internationale format for alvor stod klart for mig. Den ene side kan handle om dybt private ting, mens den næste kan give en præcis beskrivelse af den vesteuropæiske kulturhistorie.

Oluf Høst blev født i Svaneke syd for Gudhjem, men boede 25 år i København, inden han vendte tilbage til Bornholm i 1929.

I København blev han en del af det førende kunstnermiljø, hvor han også traf sin kone. Men da han kom tilbage til Bornholm, skrev han faktisk i sine dagbøger, at han nu ville gøre sig til ét med almuen. Men han kørte altså stadig rundt i åben sportsvogn og ejede flere dyre bygninger og jordarealer på Bornholm. Den spænding finder man også et andet sted i dagbøgerne, hvor han skriver: Vi stemte i dag, konservativt (jordlovene), men inderst inde er jeg kommunist.

Selvom man på den måde kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget han integrerede sig i det lokale bondemiljø, er der ingen tvivl om, at han foretrak den til tider barske natur på Bornholm frem for storbylivet. Og gennem sin kunst søgte han verdenskunsten i det lokale, omend det måske lige så godt kunne være foregået et andet sted. Ægte folketone fra en afkrog kan erobre en verden, skrev han.

Oluf Høst var heller ikke en kunstner, der isolerede sig på Bornholm. Han var på godt og ondt en del af den tid, han levede i. Hans søn, Ole Høst, blev for eksempel nazist og døde under krigen i 1943. Og det kan aflæses i de mere dystre billeder fra den periode, mens værkerne fra efterkrigstiden er mere prægede af Høsts søgning mod det metafysisike, fortæller Jens Henrik Sandberg.

Høst er en spirituel kunstner og kaldte med rette sig selv for natursalmist. Det viser sig i dybden af hans malerier af for eksempel røgeriet i Gudhjem. Han gengiver jo ikke bare et træ, en solopgang eller et bornholmsk røgeri, men han brugte naturen til at vise noget mere. Høst skildrer ikke kun et træ, men en søgen efter det metafysiske gennem det. Og den søgen kom længere og længere ind i det religiøse i løbet af hans liv. Han malede mere og mere abstrakt for at ramme mødet med metafysikken. Med færre og færre penselstrøg. De sene værker som for eksempel Orion, som han kalder sit kunsneriske testamente, er så forfinet og mesterligt, at det næsten kun består af tre prikker, så det virker mere afklaret end søgende.

Bekendte han sig til nogen religion?

Han var i hvert fald ikke dogmatisk troende på nogen måde, selvom han for eksempel studerede buddhisme og skrev, at han godt kunne genkende dens begreber, når han malede. Men jeg synes godt, at man kan se hans kunstneriske virke som én stor kredsen eller tilnærmelse mod det religiøse. Og han arbejdede hele livet med lyset som en vigtig nøgle til det, der binder verden sammen.

Hvad tror du selv, der binder verden sammen?

Det lette svar ville jo være Gud, men jeg ved ikke, om det dækker hele min holdning. Men jeg tror, at der findes mere, end det vi ser. Og det kan kunsten vise os noget af, siger han, da vi igen trækker ud af atelieret for at gå med fotografen i haven.

Lyset har ændret sig. En lille fortættet sky er sejlet forsvarløs ind i solens almægtige stråler. Og det er ironisk nok kun solen over Gudhjem, der kan give museet problemer. For to somre i træk uden dårligt vejr kan vælte budgettet, fortæller museumsdirektøren, der dog gennem de seneste ti sæsoner har kunnet sole sig i 23.000 gæster om året i gennemsnit. I modsætning til lignende museer modtager Oluf Høst museet dog kun 30.000 kroner årligt af Bornholms Regionskommune, der på trods af enestående natur og landets billigste havudsigt, har svært ved at tiltrække nok skatteborgere. Og museets ansøgning om at forhøje den kommunale støtte til 400.000 kroner, der kunne sikre museets eksistens, har indtil videre kun resulteret i uomsættelig velvilje. Jens Henrik Sandberg står og smiler til fotografen med en klippevæg i ryggen, da han tilføjer:

Det er publikum, der får det til at hænge sammen. Og det er også publikum, der får mig til at fortsætte min kamp for stedet. Det er dem, der dagligt bekræfter mig i, at Oluf Høst er en kunstner af internationalt format.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Østersøens – måske – smukkeste have. Eller Bornholms svar på Claude Monets have i Paris, som nogle kalder Oluf Høsts gamle have i Gudhjem. I baggrunden ses kunstnerens atelier. – Foto: Michael Tarp.
Museumsdirektør Jens Henrik Sandberg, som ses her på billedet, blev i sin tid headhunted af Louisianas grundlægger, Knud W. Jensen, til at opbygge et museum i Oluf Høsts hus i Gudhjem. Museet åbnede 1998. – Foto: Michael Tarp
Oluf Høst museet set fra den øverste del af haven. Oluf Høst blev født i Svaneke syd for Gudhjem og boede 25 år i København, inden han vendte hjem til Bornholm. – Foto: Michael Tarp.