Prøv avisen
4 stjerner

Lysende debut, der måske savner en smule vildskab

4 stjerner
Vandretur på Kastellets volde i København lørdag den 9. marts i stiv kuling. Den friske til hårde vind er så kold, at det kan føles helt ned til minus 10 til 15 grader. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2013)

Helene Johanne Christensen debuterer smukt og stilsikkert, men måske er digtene i ”Blå” lidt for enkle

Helene Johanne Christensens fine debut, digtsuiten ”Blå”, fik mig til at tænke på skagensmaleren Anna Anchers afsøgninger af lysets farver, former og flygtige karakter og hendes undersøgelser af, hvordan lyset skaber rum og forbindelser i rum. En sådan udforskning genfinder man nemlig hos Johanne Christensen.

Hun besidder også en fintmærkende og poetisk sans for, hvordan lyset falder, bryder ind, skaber skygger, glimter, blafrer; hvordan det kan besidde en næsten taktil og håndfast kvalitet, være noget man nærmest kan gribe om og være badet i.

Det kan eksempelvis lyde således: ”en helt anden tid/ lader lyset falde skråt/ ind/ i et nu”.

Eller sådan: ”jeg samler lys/ for dine fødder/ asfalten suger det/ til sig/ det når dig ikke”.

Men det kan også tage sig sådan ud: ”et helt andet lys må/ kaste sig over os”.

”Blå” – der altså lige så vel, med en lille hilsen til Inger Christensens debutdigtsamling, kunne hedde ”Lys” – er fyldt med sådanne elegante og stilfærdigt smukke strofer.

Blå, poesiens farve par excellence, spiller naturligvis også en væsentlig rolle. Hos Helene Johanne Christensen er blå knyttet til en række forskellige elementer: lyset, havet, et værelse, opal, skygger, natten og ikke mindst de bånd, der skæres over og brydes. Det sidste peger på, at blå her også er sorgens, sårbarhedens og melankoliens farve. Bogen tager nemlig, som citaterne vidner om, sit udgangspunkt i et strandet kærlighedsforhold, i en fastlåst relation mellem et jeg og et du, der efterprøves og afsøges i stadig nye konstellationer, hvor andre rum og elementer efterhånden sættes i spil og i forbindelse med hinanden: lys, skygge, tiden, blå, havet, opalen, en åben plads og en statue.

I et spændingsfelt mellem tomhed (”en anden tid skygger/ for et nu”) og fylde (”Jeg lyser en ny tid i møde”) mærker man i digtenes forsigtige forskydning og diskrete forandring af relationerne en længsel efter andre forbindelser og nye tider. I en forfinet, minimalistisk og nærmest restriktionsbaseret æstetik, hvor alle de små digte, ikke ulig forfatterkollegaen Morten Chemnitz, genbruger og varierer det samme, begrænsede ordmateriale, bliver sprogarbejdet således en måde at frigøre sig fra gamle bånd og skabe eller afdække nye. De enkelte ord kommer dermed til at fungere som en slags sætstykker, der møbleres rundt på bogsiden i et forsøg på at skabe nye rum, nye måder at organisere verden på. Helene Johanne Christensen skriver altså ekstremt formbevidste og økonomiserede digte (1-5 korte verslinjer pr. digt), men på ingen måder uden eksistentiel klangbund.

Det er med andre ord ikke svært at være glad for ”Blå”. Men en lille tvivl nager alligevel, når man genlæser digtene. At skrive med et så afgrænset ordforråd er nemlig en vanskelig balancegang mellem det enkle og det for enkle, mellem det dynamiske og det statisk-monotone. Der skal ikke herske tvivl om, at ”Blå” er en smuk, læseværdig og stilsikker debut.

Imidlertid fornemmer man også, at der er både talent og plads nok til, at Johanne Christensen i fremtiden kan folde sig lidt mere ud, vise lidt mere vildskab, og det kan man jo så kun glæde sig til.