”Byens spor” er en dragende, intim og nær fortælling

Lars Saabye Christensen fortsætter i svævende prosa sit portræt af byen Oslo og kvinden Maj, der er lige så ægte, skøn og tragisk begavet som Ingeborg fra ”Matador” og Joan fra ”Mad Men”

Den 65-årige Lars Saabye Christensen gennemgik for nylig sin afdøde mors efterladte papirer. På basis af hendes dagbøger gik han i gang med trilogien ”Byens spor”, hvis andet bind nu kommer på dansk. –
Den 65-årige Lars Saabye Christensen gennemgik for nylig sin afdøde mors efterladte papirer. På basis af hendes dagbøger gik han i gang med trilogien ”Byens spor”, hvis andet bind nu kommer på dansk. – . Foto: Leif Tuxen.

Lars Saabye Christensen er én blandt mange, der i kød og blod beviser, at Danmark og Norge er tæt knyttet. Han er født i Oslo som barn af en norsk mor og dansk far, han er dansk statsborger, men taler, skriver og udgiver på norsk. Af historiske årsager er Saabye Christensen på ingen måde den første med dobbelt rod: Henrik Ibsen, Johan Ludvig Holberg og mange andre har haft begge lande som afsæt for både liv og værk.

Men fjordbyen Oslo er den 65-årige Lars Saabye Christesens hjem og fødeby, og det var her, han for nylig gennemgik sin afdøde mors efterladte papirer. På basis af moderens dagbøger gik han i gang med trilogien ”Byens spor”, hvis andet bind nu kommer på dansk.

Ligesom i første bind følger romanen Maj Kristoffersen og hendes børn Stine og Jesper. Der er gået syv år, siden faderen Ewald døde af galopperende kræft, og når den lille familie besøger hans grav, går de lys, som de tænder, straks ud, og Maj tænker over, om hun nogensinde møder en mand igen. Jesper kommenterer lakonisk kirkegårdsbesøgene: ”Det meste af tiden er vi et andet sted.” Jesper er romanens anden hovedfortæller, ved siden af Maj. Han går en del til lægen, har et sart og lidt underligt gemyt.

At tiden går og ikke er til at styre, er den teenage-ramte Jespers største bekymring. Hele tiden ser den 15-årige tegn på, at alt er for sent, og at han intet vil nå:

”Så lyder klokkeklangen. Den er allerede to. Var den ikke halv to for lidt siden? Jesper fortvivler. Han har dårligt med tid. Han er snart 15 år og har dårligt med tid. Sådan burde det ikke være. Man skal have livet foran sig.”

Tiden er ledetråd gennem hele bogen, hvor ure går i stå, minutterne drypper, dage forsvinder, og måneder synes korte som et sekund. Med tiden som tema får Lars Saabye Christensen fortalt en historie om en verden i hastig forandring. I det lille perspektiv hos familien Kristoffersen, som lider under tabet af en far og ægtemand, og i det store perspektiv i byen, hvor alting forandrer sig og den ny tids reklamer lyver verden bedre, end den er, og tilbyder produkter, der skal kunne løse alle problemer.

Bogens anden stjerne, ved siden af familien Kristoffersen, er byen, det kringelkrogede Oslo. Med sine fugtige, nordlige, mørke, bakkede kvarterer og med de snoede jernbanespor gennem gaderne, der har givet bogen sin titel, danner byen baggrund for de kriser og konflikter, dens indbyggere kommer ud for.

1950’ernes moralske og stræbsomme livsstil slår igennem overalt. Og ligesom i den populære tv-serie ”Mad Men” virker perioden som én stor nervøs dirren – alt, der rør sig, alt, der emmer af liv, fejes ind under gulvtæppet og holdes nede.

Og midt i det hele står Maj, som en Joan fra ”Mad Men” eller en Ingeborg fra ”Matador”; begavet, forgrædt, begæret og lysende, men med pivhamrende lav selvtillid, fordi hun er kvinde, men alligevel en, ”der får lige så mange idéer om dagen, som hendes mand gjorde på otte år”, som hendes beundrende chef på reklamebureauet Dek Rek siger om hende, da de ansætter hende og giver hende en chance.

Men Maj er evigt bekymret og styret af den skyld og skam, som enhver (enlig) mor og enhver moderne kvinde kender til bevidstløshed:

”Hun er ikke kun en dårlig mor, hun er også et dårligt menneske. Hun under ikke engang andre at overraske hende. Hun har kun ondt af sig selv. Det har hun haft i syv år. I syv lange år har hun haft ondt af sig selv.”

Det kan næsten ikke gå bedre end galt, for ingen kan finde ud af, hvem de selv er, og ingen tør indrømme, at de er ulykkelige – før det er alt for sent.

”Byens spor” er en af de mest dragende, intime og nære fortællinger, jeg har læst. Der er et eller andet grund-fortroligt i tonen fra Lars Saabye, der lokker én ind i de små lejligheder og ind i den lille flok af Oslo-borgeres mest private og tabuiserede tanker og følelser. Og så taler forfatteren endda på et tidspunkt direkte til sin læser:

”Jeg står i gæld til mine personer. Det er ikke ytringsfriheden, der får mig til at digte, det er tavshedspligten.”8