Anna Ancher (1859-1935) har siden sin debut som kunstner i 1880 været estimeret og beundret. Ikke mindst for hendes suveræne behandling af farver og lys, der placerer hende centralt i den europæiske impressionisme. Ligesom hun har været dyrket for sine interiørmaleriers sansemættede ro og suverænt selvberoende kvindeskildringer, der er blevet sammenlignet med Vilhelm Hammershøis.
Anna Ancher blev i sin levetid både i Danmark og i udlandet hædret for sit kunstneriske virke med priser, medaljer og ordener, og kritikken af hendes kunst fremhævede hendes lysfølsomme indtryksømhed og solidarisk indlevede skildring af miljøet i Skagen, som hun var rundet af. Berømmelsen var af et sådant omfang, at kunstnerægteskabet med Michael Ancher blev ulige. Og det var ikke, fordi Michael Ancher var en dårlig maler. Tværtimod. Men Anna Ancher var bare bedre på en række parametre, der gjorde hendes kunst radikalt nærværende og fremtidsrettet.
Anna Ancher har altid været eksponeret som noget særligt i kunsthistorien, og forskning og udstillinger har løbende fremhævet hendes originalitet, både i en kønnet, malerisk og modernistisk fortælling; de sidste 30 år med væsentlige visninger af hendes værker på Hirschsprung i 1995, Skagens Museum i 2009 og Arken i 2011. Især sidstnævnte huskes for fremhævelsen af Anna Anchers olieskitser og pasteller. Der har med en titel fra salig Klaus Rifbjerg været ”Anna (jeg) Anna” over hele linjen. En historie om en selvbevidst kunstner, der fulgte sine egne spor og satte sin signatur, så den ikke var til at se bort fra.
Det er således ikke muligt kuratorisk at køre den traditionelle kønnede offervinkel på Anna Ancher, hun var og er på alle måder privilegeret med en status og et talent, der rækker langt ud over hendes tid, og hun er blevet belyst som sådan. Er der så overhovedet noget nyt at komme efter? Ja, det er der. Det viser den aktuelle udstilling ”Anna Ancher”, der åbner på SMK i dag. Læg dertil den aldeles fortræffelige antologi, der ledsager udstillingen med engagerede, granskende og alsidige vinkler og tolkninger af hendes livsværk ved Peter Nørgaard Larsen, Lilian Munk Rösing, Mette Houlberg Rung, Gertrud Oelsner, Charlotte Linvald, Nils Olsen, Elisabeth Fabricius, Cecilie Høgsbro Østergaard og Andreas Bjerre. Efter at have set og læst changerer Anna Ancher i lyset som en hemmelighedsfuld, kompleks og uhyre varieret kunstner med en flertydighed i sit kunstneriske væsen.
Udstillingen ”Anna Ancher” skal roses for effektivt at rykke kunstneren ud af den efterhånden temmelig kommercielt overbelastede og romantiserede kunstnerkoloni med ”Skagens (mig) Skagen” som omdrejningspunkt. Endskønt hun som den eneste var født i Skagen, var Anne Ancher kosmopolitisk, hun blev uddannet og boede – selvfølgelig – som de andre kunstnere, der er identificeret og inficeret med kolonien og al dens væsen, i København med vitale tråde til Paris og den internationale avantgarde. Dernæst skal udstillingen roses for sin nysgerrighed.
”Anna Ancher” er en udstilling baseret på forundring, og den stiller en række spørgsmål, der ikke er entydige svar på. Af samme grund er den ikke retrospektivt og biografisk bygget op, men tematisk i syv adskilte og smukt farvesatte sektioner i museets dagslysfrie sale. Her reflekteres der i både ophængning og tekster over temaerne: lys, farver, forenkling, landskaber, religion, fællesskaber og portrætter. Det er således en udstilling for øjet, men også for tanken, præcis som Anna Anchers egne billeder, der både er fysiske og sanselige, men også metafysiske og oversanselige. Ja, man kan spørge sig om Anna Ancher, når alle udenværker er skrællet af, ikke nærmest var en abstrakt og metafysisk maler?
Udstillingen er et resultat af den givende forskning, der har fundet sted, efter at Skagens Museum er fusioneret med Anna og Michael Anchers hus. Under registreringen af de mange effekter i huset, er der dukket studier og skitser af Anna Ancher op, herunder et væld af landskabsbilleder og kristne motiver, der afgørende rykker ved hendes status som primært portræt- og interiørmaler. Interiøret på Markvej har vist sig så at sige at rykke hende ud af interiøret og ind i landskabet og det religiøse. Anna Ancher kendte jo Georg Brandes og var barn af Det moderne gennembrud, men udstillingen dokumenterer, at hun i sit værk søgte bort fra naturalismen og realismen og i stedet flugtede epokens andre strømninger, der ledte hende mod impressionistiske, symbolistiske, kristne og abstrakte udtryk.
Egentlig ikke mærkeligt. Anna Anchers mor og søskende var en del af den indremissionske vækkelse i Skagen, der var progressiv både i sit syn på ligestilling mellem kønnene og i den inderliggjorte, ja hengivne dyrkelse af troen. Den hengivelse kunne Anna Ancher føre direkte over i sin kunstneriske praksis. Anna Anchers personlige og kunstneriske frigørelse skete således ikke alene på trods af det nære miljø, men også i pagt med det. Når P. S. Krøyer og konsorter malede et jagtselskab i klitterne, malede Anna Ancher et missionsmøde. Således fik stederne i Skagen hos Anna Ancher andre hjemlandstoner end hos hendes mandlige kolleger.
Men er de kristne motiver eksplicit til stede i Anna Anchers værk, er de måske også implicit til stede i hendes spirituelle behandling af lyset. Rent ud forbløffende er det at se Anna Anchers landskabsskitser i olie. Kunsthistorisk havde skitsen siden romantikken haft en selvstændig status, og Anna Ancher dyrkede den, tydeligvis som en genre for sig selv – og som hun holdt for sig selv. Som en hemmelighed eller en blufærdig omgang med det ubeskrivelige. Måske fordi radikaliteten i udtrykket var så stærk.
Anna Anchers landskabsskitser med vue over de vidtstrakte flader i Skagen er enkle og forenklede og tonede med en suggestiv farvesans. Sine steder er der ikke langt til Mark Rothko og farven som en selvstændigt ulmende metafor for en anden verden.
Anna Ancher kan i de bedste øjeblikke ligesom Rothko siges at være en passeur, det vil sige en færgemand, der i kraft af lys og farve skaber en passage og åbner billedets rum mod transcendensen, hinsides horisonten. Anna Anchers billeder er sindsudvidende.
I antologien skriver Mette Houlberg Rung om den motiviske gentagelse i Anna Anchers kunst og påpeger potentialet i de stadige variationer, hvor maleriet løsrives fra motivet, så kunstneren kan eksperimentere med farve, forenkling og dermed abstraktion, rent maleri. Ved gentagelsen skaber hun et malerisk nærvær i det nærværende. Lilian Munk Rösing opfatter Anna Anchers kendte ”Solskin i den blå stue”, 1891, som en slags bebudelsesbillede, hvor kunstnerens stedbundne almueblå gør sig fri og forvandler sig til den dybblå farve, der kendes fra renæssancens og barokkens religiøse malere, som Fra Angelico – og kunne man føje til – El Greco. Pigen i rummet med det korngule hår beåndes af lyset, og fra væggen er et Madonna-portræt vidne. Peter Nørgaard Larsen trækker perspektivet op til en nutidig spirituel lyskunstner som James Turrell.
Lyset er lys hos Anna Ancher. Atmosfærisk lys fortættet i farven og formet på lærredet som sanseligt stof i solreflekser og lysspejle. Impressionisme. Men materialiserer lyset sig så ganske vidunderligt hos Anna Ancher, ja, så diffunderer det også. Der synes at være et lys bag ved lyset, som hun i sine mest interessante billeder visualiserer som en åndelig sanselighed. Arrangører og skribenter omkring ”Anna Ancher” som udstillingsidé skal have tak for så konsekvent at have fokus rettet mod det særlige lys, som hendes billeders indgiver. Og for at skabe optimale rammer omkring lyset, så vi kan se det.