Lyset fra kirkefortet på Vestegnen bader sine omgivelser i et klart budskab

Befolkningstilvæksten i Ishøj gjorde det i 1990’erne påtrængende at opføre en stor kirke. Om dagen falder lyset smukt på de hvide vægge gennem glasruderne - om natten stråler budskabet ud over landskabet

Om natten stråler lyst ud fra Vejleå Kirke gennem de højtsiddende ruder udformet af Peter Brandes.
Om natten stråler lyst ud fra Vejleå Kirke gennem de højtsiddende ruder udformet af Peter Brandes. Foto: Ulrik Hansen.

Set udefra er Vejleå Kirke en kolos. Men bygningen skal også hamle op med et robust forstadslandskab karakteriseret af store indkøbscentre og nogle stærkt trafikerede gennemfartsveje – og i øvrigt betjene et af landets største sogne.

I fysisk afstand er der mellem Vejleå Kirke og den mere romantisk udseende Ishøj Kirke fire kilometer. Men i tid er der 800 år mellem deres tilblivelse (og så er Ishøj Kirke endda ikke områdets ældste).

Det er først i nyere tid – efter vedtagelsen af udviklingsplanen for Køge Bugt-området i 1961 – at det gav mening af opføre en så stor kirke, som tilfældet er. Omkring år 1960 boede under 1000 mennesker i Ishøj. I dag er tallet over 20.000.

Fortællingen og formålet med Vejleå Kirke er det samme, som i de to andre kirker – ud over Ishøj Kirke er det Torslunde Kirke – der gennem århundreder var tilstrækkelige rammer for egnens beboere: Nemlig at samles som i de gamle landsbykirker – men i arkitektonisk tidssvarende rammer. Og med en omfattende udsmykning af Peter Brandes (født 1944), der har udført en længere række kirkeudsmykninger.

Kirken er tegnet af Wohlert Arkitekter grundlagt i sin tid af Vilhelm Wohlert (1920-2007), der blandt meget, meget andet tegnede Louisiana sammen med Jørgen Bo.

Hvor Ishøj Kirke med den omkringliggende kirkegård ligner en typisk landsbykirke med små forhold og intimitet, er der udpræget balsal over Vejleå Kirke.

I dagtimerne falder lyset ind gennem vinduerne og afsætter lysende spor på de hvide vægge i det højloftede kirkerum.
I dagtimerne falder lyset ind gennem vinduerne og afsætter lysende spor på de hvide vægge i det højloftede kirkerum. Foto: Ulrik Hansen

Men noget af det første, man lægger mærke til, når man nærmer sig indgangen, er en balkon. Den er, oplyser tegnestuen, noget så menneskekærligt som en mulighed for organisten og koret til lige at gå udenfor og få lidt frisk luft. Og – set i coronalysets klare skær – udgør balkonen også noget så forudseende som en mulighed for en prædikestol, hvis man vil afholde gudstjenester foran kirken.

Kirkerummets formelle lighed med en landsbykirke er ikke tilfældig. I byggeprogrammet efterlystes en parafrase over det, ”der lever i de fleste danskeres billede på en ’rigtig’ kirke”; middelalderkirken.

Den kubisk opbyggede kirke med de imponerende høje, hvide vægge udgøres af to kvadrater på hver 12 meter gange 12 meter og en smuk buet apsis, hvor man måske ikke overraskende finder alteret og modsat alteret orglet som i den traditionelle landsbykirke.

I Guds hus er der højt til loftet og i Vejleå mere præcist 12 meter til taget, hvorunder et af hovedgrebene i den kunstneriske udsmykning ses.

Lyset kommer ovenfra. Hvilket absolut ikke på hverken den ene eller den anden måde er et ukendt greb i kirkebyggeri.

I forgrunden ses døbefonten og i baggrunden alteret, hvor bordpladen er en rosa sten hentet fra Jerusalem. Både fonten og alteret er sammen med kirkesølvet designet af Peter Brandes.
I forgrunden ses døbefonten og i baggrunden alteret, hvor bordpladen er en rosa sten hentet fra Jerusalem. Både fonten og alteret er sammen med kirkesølvet designet af Peter Brandes. Foto: Michael Rønne Rasmussen

I taget med de store trekantede glas-ruder udført af glasmesteren Per Steen Hebsgaard har Peter Brandes fortolket en række af Bibelens mest centrale for-tællinger som for eksempel Kain og Abel, historien om hvordan det gik Job, og hvad der skete, da Abraham ofrede Isak samt begivenhederne i Getsemane Have.

I dagtimerne falder lyset gennem ruderne og danner smukke mønstre på de hvide vægge. Efter mørkets frembrud stråler billedfortællingerne ud over det på mange måder rå og voldsomme forstadslandskab som et løfte om varme og fællesskab.

Scenerne i glasruderne er som bekendt nogle af de mest dramatiske historier, vi finder i kristendommen som brodermordet og Jobs lidelser – men nærmest makabert bliver Peter Brandes’ fortælling i nogle hoveder, der så at sige vokser ud af væggen i Vejleå Kirke. Et sted er tre hovedformede skulpturer samlet – og kirken peger selv på, at blandt mulige fortolkninger er det de tre korsfæstede på Golgata.

Det fjerde hoved er uhyggeligt blodigt og bærer præg af frygtelige lidelser, og det er Kristus selv, måske i dødsøjeblikket, der legemligt så at sige vokser ud af murene i den kirke, der opstod, da disciplene drog ud i verden og spredte Ordet. Så i Brandes’ fortolkning er kirken Jesu krop.