Inge Lise Westman har i en lang årrække boet på Bornholm, mellem Gudhjem og Østerlars.
Det kan aflæses i hendes malerier, hvor naturen er særdeles nærværende. Det er landskabet, hun maler. Skovbrynet, havet og himlen derover. I den forstand er hun naturen tro.
Hun gengiver skovens takkede profil som en silhuet mod himlen, og hun ser havet i den særlige optik, der er Bornholms, hvor det stejle kystterræn får vandet til at rejse sig som en mur med en smal stribe horisont øverst oppe på lærredet.
Den aktuelle udstilling på Bornholms Kunstmuseum bærer titlen ”Sjymma”, der er det bornholmske ord for ”skumring”.
Inge Lise Westmans enorme panoramiske lærreder er stort set alle knyttet til denne særlige overgang i døgnets rytme. Det er landskaber malet ind i aftenmørket eller ud af morgenmørket i præcis det udefinerlige punkt, hvor lyset skifter, og alting endnu er uafklaret.
Der er noget efterårsagtigt eller vinterligt over Inge Lise Westmans motiv-verden. Hendes billeder er tilsyneladende ikke blevet til i forårets nådesløse sol eller sommerens lyse nætter.
Hendes billeder er viet til mørket og de glimt af noget andet, der kan vise sig. Som stjernerne på himlen eller som en rødmen langs horisonten af solen på vej ned bag rosenskyernes volde eller på vej op af havet en dag, før fanden har fået sko på.
Men er Inge Lise Westman naturen tro, er hun også sig selv nær. Hendes landskaber er ikke naturalistiske, men sindbilledlige. Hun ser verden igennem sit eget temperament.
Hvad der rører sig i hende, flyder med over på lærredet med en både stærk lidenskab og et stemningsmættet vemod. Af samme grund kan man rent fagligt betegne hende som en ekspressiv maler, der i lige så høj grad, som hun tager det ydre ind, krænger det indre ud. I den ekspressive tradition går der en linje fra svenskeren August Strindberg, islændingen Johannes Kjarval, amerikaneren Jackson Pollock, tyskeren Anselm Kiefer og danskeren Kehnet Nielsen til Inge Lise Westman. Der er en dybde af farve og, i videre forstand, atmosfære i hendes billeder.
Skovbrynet, hvor træerne synes at opløse sig i jorden; havet, der piskes op i himlen til ét stort flydende ælte; og ja, himlen selv som et slags kosmos, hvor mørket og lyset brydes. Hendes billeder er fulde af silende sorg, lange horisontale skraveringer og en regn af dryppende farve – sort, hvid, okker, rød og gråviolet – der væder lærrederne og får motiverne til at gro frem, nærmest organisk, som var billederne i sig selv en slags jord.
Det er billeder skabt af en kunstner, der ikke længere stiller sig an, men stiller naturen til skue, som hun sanser den og spejler sig i den.
”Sjymma” er en bevægende udstilling. Den er blevet til på baggrund af personlig sorg over at miste. Men den giver noget igen. Billederne er en slags svar, der vidner om en kamp, ikke blot med det kunstneriske udtryk, men også med eksistensen som sådan.
Også i den henseende er der bevægelse i hendes livsverden, hvor noget opløses og forsvinder, og noget andet kommer tilbage. Naturen er. Men hos Inge Lise Westman bliver den også til for øjnene af en.
I højere grad end udefra lyser hendes malerier indefra. Det er en kunst.