Lystlæsning fra første til sidste side

Billedkunstneren og forfatteren Christian Vind beriger læseren med sit tredje og sidste bind i rejsetrilogien ”Udtog”. Her underkastes kulturen i den danske provins, især kunstmuseerne, et kritisk eftersyn, der leveres med både vid og bid

Lystlæsning fra første til sidste side

”Associationsvandalisme” står der i pressemeddelelsen om billedkunstneren og forfatteren Christian Vinds (født 1969) tredje og sidste bind i rejsetrilogien ”Udtog”. Denne gang sniffer han til kulturluften i den danske provins fra Ribe til Skagen og priser eller skoser museernes formidlingsevner eller mangel på samme.

Vind har det med at tænde på én ting og lade associationerne springe videre til andre ting, som undertiden fører os vidt omkring i tid og rum – og langt ud ad tangenten. Men da disse digressioner er fulde af indsigt og viden og afslører ham som en lun kulturkritiker, om ikke filosof - så er det en fornøjelse at ”rejse med” på hans mange mentale krydsklip. Vind har om nogen ordet i sin magt. Som fuldblodskunstner, som arbejder konceptuelt, brænder han for kunsten og bliver indigneret, når han møder faglig slendrian eller bare mangel på indsigt og kærlighed til kunsten. Med en arkivars systematik og grundighed mikser han mange kulturelle spor, som han krydsbefrugter til gnistrende, billedkunstneriske udsagn. Det samme sker, når han skriver. Som man også oplevede det både i etteren i trilogien, der omhandler en togrejse til Nordeuropa, og toeren, som mere foregår på de indre linjer under et månedlangt ophold på refugiet San Cataldo i Syditalien.

Med sine rejsebøger bedriver Christian Vind noget, som mange i dag vil misunde ham: at give sig tid til at fordybe sig både under rejsens langsomme bevægelse og under sine mange museumsbesøg. Det er lidt ligesom ”Bonderøven” på tv, der lever det liv, som mange inderst inde drømmer om: tilbage til den nære virkelighed, hvor sjælen kan følge med, og man føler sin væren i verden stærkere end i det larmende højhastighedssamfund.

Vind har en misundelsesværdig klæbehjerne, som beriger og giver dybde til beskrivelserne. Men lad ham nu selv føre ordet, så læseren kan få en idé om hans ”greb”. Her besøger han Vejle Kunstmuseum:

”Jeg ville gerne se en tegning af den tyske kunstner Adolf Carl, men den er upraktisk hængt så højt på væggen, at jeg er nødt til at tage en stol til hjælp. (Der følger et sort-hvid foto af Vind på stolen, red.). Adolf Carls blyantstegning forestiller fritstående træer med nøgne vintergrene i et skovbryn. En flænget egestamme står som en torso, efter at et lyn er slået ned. Jeg ser den bløde blyants registrerende bevægelser på papiret, hvorledes øjet har set, og hånden har fundet formen, den sikre betoning af lys og skygge, sprækkerne i den afskallede bark og i tynd sort blyant en grens kviste som nervetråde. Blyantens aftryk oversætter træerne til et tegnsystem af streger, en stenografi. Jeg forestiller mig, hvordan rodnettet som et væv spreder sig under jordoverfladen som en usynlig spejling af den ikke længere eksisterende krone … Jeg står på en stol i Vejle og ser spindelvævsfine tråde, hvad Adolf Carl så, som en tragt, i denne måned for 185 år siden. Det er en sonde ned i tiden…”

Sådan leverer Vind den ene mesterlige billedanalyse efter den anden. Han er en eminent seer, der har hele hjertet og sjælen med, når han giver sig hen til kunsten og møder sine kolleger fra samtiden og fortiden. Derfor giver man ham hurtigt ret, når han med indignation kritiserer museernes elendige kunstformidling i form af ”de søgte tematikker, hvis intention er at gøre samlingen ’relevant’ og ’forståelig, inddragende og samskabende med de besøgende’”, som et museum skriver. Vind skriver: ”Jo mere relevant og forståelig, jo mindre kunst. Tiltrækningskraften, den ossilerende magi, vokser fra det sprogløse, uudgrundelige og gådefulde. Museet er et af samfundskroppens hukommelsescentre, men synapserne er dulmet eller nærmere druknet i new speech,” skriver han.

Han er især harm over de museer, som gemmer deres faste samlinger væk, og som i formidlingen – som det fremgår af citatet – taler kunsten ned, fordi de ikke tror nok på den og nogle gange har ophængninger ”som ligner et eftersyn i et auktionshus”.

Bogen er formet som en dagbog og er forsynet med sort-hvide fotografier a la anno dazumal. Det giver den et gammelmodigt præg ligesom selve rejseformen med tog. Noget, vi alle bør vende tilbage til, indtil elektro-fuel, batteridrevne fly og andre grønne rejseformer er opfundet. Han har så god tid undervejs, at han når at skrive hele bogens grundrids ned i løbet af sin to uger lange rejse, der i øvrigt begynder dagen efter den frygtelige togulykke på Storebæltsbroen den 2. januar 2019. Første stop er skønne og kulturtunge Ribe. Kunst-odysséen slutter i Købehavn.

Der er grundige gennemgange af mange værker. Her kan man læse den bedste analyse, jeg nogensinde har læst af Asger Jorns ”Stalin-grad” og af Hammershøis dobbeltportræt fra 1898 af sig selv rygvendt sammen med hustruen og af Olafur Eliassons ”Fjordenhus” i Vejle Fjord. Bygningen får ros, mens samme kunstners regnbueværk på ARoS’ tag skoses: ”Det er ligesom at befinde sig inde i en lavalampe, hvor batterierne ikke er inkluderet.”

Efter endt rejse sidder man tilbage med et smil på læben og er blevet ikke så lidt klogere på den danske kulturarv. Bogen er en lille, sprænglærd lommebog, lige til at tage med på togrejsen. Man bliver lykkelig over, at der findes kunstnere og skribenter af en sådan kaliber som Christian Vind.

NB! Her til slut må det være plads til at klage over nogle fejl i en bog, som er skrevet af en nørd, hvis narkotikum er at korrigere facts og misforståelser: Roskilde Domkirke har ikke trippeltårne, men tvillingetårne, Arresø er ikke en fjord, det staves pueril og mnemoteknik, og den kloge geograf, som Vind samtaler med, hedder Torkil Funder. Fuglsang er et sted, Tivoli har vinteråbent og så videre. Husk at rette, inden andet oplag går i trykken. Denne bog fortjener mange oplag.