Teologen Ole Jensen indleder selvbiografisk denne bog med en beretning om et liv med Løgstrup. For læseren er det som ”at være der selv”. I perfekt balance mellem eget engagement og det teologihistoriske perspektiv skildrer Jensen Løgstrups tænkning, der udvikler sig fra tidehvervsopgør med ungdommens oplevelsesreligiøsitet frem til moden afvisning af det Tidehverv, der mest var holdt sammen af polemik. Suveræne livsytringer imødegår eksistentialismens postulat om livsfællesskabernes meningstomhed. Fornemt.
Det grundtvigske motto ”Menneske først – kristen så” ligner en overskrift over Løgstrups bestræbelse på at bestemme Jesu budskab rent humant. Maria Louise Od- gaard Møller viser dog, at der er store forskelle på Grundtvigs og Løgstrups antropologi. Grundtvigs menneskesyn bunder i en kosmologi, der dybest set er kristologisk, mens Løgstrup som barn af 20. århundrede beskriver tilværelsen fænomenologisk, hvorved en religiøs tydning lægges nær – af kosmos selv.
David Bugge belyser højskolerne som grundtvigsk projekt i Løgstrups optik ud fra artiklen om ”Højskolens nye fronter” fra 1961. Artiklen er klart disponeret: Højskolen som historisk-poetisk dannelse danner front imod naturvidenskabelig reduktion af tilværelsen til tidløse sandheder. Samt imod eksistentialistisk kontekstløs selvforståelse. Poesien er det bedste værn imod både ideologi og trivialitet, skriver Bugge. De 50 år gamle ”nye fronter” perspektiveres elegant med forfatteren Karl Ove Knausgård.
Svein Aage Christoffersen stiller med Jean Paul Sartre og Hannah Arendt spørgsmålet, om verden kan elskes. Kristen skabelsestro står i ambivalens omkring kærligheden til verden, og Løgstrups lutherske udgangspunkt rammer dét ind: Mennesket er ondt – men livet er godt. Men det er et faktum, at vi forekommer i verden som elskede og endda erfarer, at kærlighedens væsen er at give rum for en andens kreativitet til at danne verden og skabe kultur.
Viggo Mortensen bringer med afsæt i Grundtvig en artikel om folkelighed i borger-initiativet ”Oprør fra udkanten”, som han selv er engageret i. Advarslen om, at ”Danmark knækker”, er begrundet i et menneske- og natursyn inspireret af Løgstrups ontologisk formulerede etik.
Historiker Jes Fabricius Møller afrunder samlingen med en spændende argumentation for, hvorfor brevvekslingen mellem Hal Koch og Løgstrup under krigen om samarbejdspolitikken ikke bør læses i en senere demokratiforståelses lys. Løgstrup skriver i 1936 om nazismen og den tyske filosof Martin Heidegger på en måde, der også for ham selv senere ville være utænkelig. At det var en tid med demokrati i krise, ses af, at Løgstrup anvender de samme begreber om afgørelsens time til at vende sig mod nazismen – som tidligere til at beskrive den.