Prøv avisen

Lytter du, Gud, i mørket?

-- Det er Skaberen og ikke os, der stiller ""skakbrættet"" op, siger Martin Jensen, der lader sin hovedperson komme frem til netop den erkendelse. -- Foto: Lars K. Mikkelsen/Scanpix.

INTERVIEW Spørgsmålet stilles af en kvinde, en såkaldt anchoresse, der i middelalderens England blev muret inde i en kirke. Hun er hovedperson i Martin Jensens store roman "Tømrerens datter" om den skæbnesvangre konfrontation mellem tro og magt

Christine troede, at hun kunne handle med Vorherre. At hun kunne købe sin elskedes liv med sit eget. At hun kunne sikre hans ved at afstå fra sit eget. Hvilket hovmod! Hun erkender det selv. Erkender, at hun har fremturet i den dødssynd, som hovmodet er. Har trodset Gud ved at påstå, at hun har bøjet hans vilje og ved efterfølgende at lade sig friste til den antagelse, at hun stod Gud nærmere end andre og derfor besad særlige kvalifikationer med hensyn til rådgivning og forbøn.

En sådan overtro på sig selv må føre til ulykke og gør det eftertrykkeligt i Christines tilfælde.

Hun føler, at hun har svigtet både mennesker og Gud – og at hun nu er blevet tilrettevist. Den selvophøjede ydmyges.

Man kan møde Christine i Martin Jensens 473 sider store middelalderroman "Tømrerens datter" (forlaget Klim). Hun vokser op i en engelsk landsby, Shere, hvor hun i mange år lever en såkaldt almindelig piges lige så almindelige liv.

Men på et tidspunkt i sin ungdom vælger hun, drevet – det skal vi huske – af det mest næstekærlige hensyn, en fremtid som anchoresse, en betegnelse stammende fra i et græsk verbum med betydningen at trække sig tilbage.

Christine vil vie sit liv til Gud og lader sig indmure i kirken. Kun med et lille vindue ind til kirkerummet og et andet til verden udenfor.

Hidtil har hun befundet sig langt fra det kirkelige og verdslige magtspil, hvis scenerier udfoldes i parallelle handlingsspor. Men i sin egenskab af anchoresse – der fortryder! – trækkes hun ind i spillet og bliver et umyndiggjort led i det. Romanen skildrer den skæbnesvangre konfrontation mellem tro og magt.

– I virkeligheden er Christine fanatikeren, der ofres af sin egen organisation. Hun er lige så meget offer som den person, der beordres til at sprænge sig selv og en bus i London i luften, siger Martin Jensen.

På vej hjem fra en fisketur i Wales kom Martin Jensen tilfældigt på sporet af historien om Christine Carpenter. Eller som han selv tilføjer: "historie" er måske så meget sagt, da kun ganske lidt vides om Christine. Jensen har veloplagt og malende, støttet af omfattende kildelæsning, udnyttet den skønlitterære forfatters ubegrænsede ret til frihed, og hvad der i romanen fremføres af tolkninger, påstande og handlingssammenhænge, påtager han sig alene ansvaret for.

Da Martin Jensen og hans medrejsende bror havde besluttet sig for at overnatte i Shere, benyttede de anledningen til at besøge landsbyens kirke, hvor – opdagede de – den celle, som Christine boede i, kunne ses. Desuden var der afskrifter af de tre breve, der findes vedrørende hendes skæbne. Af de næsten 700 mænd og kvinder, der i middelalderens England lod sig indemure, er hun så vidt vides den eneste, der fortrød.

Efter at Martin Jensens interesse således var blevet vakt, opsøgte han litteratur om anchoresser. Om Christine fandt han imidlertid ingenting. Til gengæld kan læseren finde meget om hende i romanen.

En altafgørende udfordring for Martin Jensen bestod i at sandsynliggøre Christines livsforløb.

– Jeg havde to store hurdler. Og jeg brugte lang tid på at komme over dem. Inden jeg når til skrivefasen, skal jeg have tingene tænkt igennem. Og jeg gik ture langs Haarby Å. Min krop tænker med mig. Jeg så mange fugle på de ture, men fik samtidig nogle ting sat på plads.

– Hvad driver Christine? Hvorfor vil hun lade sig mure inde? Og ikke mindst: Hvorfor vil hun ud igen? Det sidste havde været til at forstå, hvis det var efter en uge, hun fortryder. Så ville hun være blevet klar over, at det ikke gik alligevel. Men det var efter tre år. Jeg synes selv, det er lykkedes at finde svar på spørgsmålene. Men der kan også være andre.

Svaret på det første: Christine lover Gud at gøre hvad som helst, hvis Richard, hendes syge elskede, må overleve. Hun er helt kon-kret: Hvis Gud lader Richard leve, vil hun blive anchoresse. Og se – Gud bønhører hende. Det må hun tro. For nu trækker Richard vejret friere.

– Christine, siger Martin Jensen, oplever en stærk forelskelse. Og en meget erotisk forelskelse. Det har fået venner og bekendte af mig til at undre sig. Som om seksualitet er noget, vi opfandt i 1960'erne! Seksualiteten var i høj grad en del af dagligdagen indtil omkring midten af 1800-tallet. Seksualforskrækkelsen kom først derefter. Det er vigtigt, at Christine har et erotisk kærlighedsliv. Ellers har hun ikke noget at sige nej til. Hun skal jo betale en pris. Også i sin egen forståelse. Hvis ikke hun betaler en pris, holder hendes aftale med Vorherre ikke.

Svaret på det andet spørgsmål har ifølge Martin Jensen som forudsætning, at Christine ejer tvivlens nådegave:

– Hun forstår, at i betragtning af, at vi er skabte, er det Skaberen, der stiller "skakbrættet" op. Det er ikke os. Det er en pinefuld erkendelse for hende. Det mest enkle havde været at tie stille og blive siddende inde i kirken. Men hun er for ærlig eller reel. Hun oplever sig selv som en hykler. Og det går op for hende, at hun rådgiver de mennesker, der søger hendes råd, på et forkert grundlag. Fordi hun er en synder. I den ægte betydning af ordet – som én, der har adskilt sig fra Vorherre ved at gå imod hans vilje. Så kan hun ikke rådgive andre vedrørende deres synder. Hun mangler den forståelse, som jeg tror, at Vorherre vil vise over for os: Det kan godt være, vi handlede forkert, men hvis vore motiver var rigtige, skal det nok blive os tilgivet. Og jeg mener virkelig, at Christines motiver var rigtige.

Vil man have besked om Martin Jensens kristendomssyn, skal man lytte til en anden af romanens centrale skikkelser, præsten Mathew. Forfatteren kalder ham sit talerør.

Mathew går ved romanens slutning i rette med John af Stratford, ærkebiskop og kansler, fordi denne fratager Christine retten til at angre. Og fratager hende dermed også muligheden for at begynde forfra på sit liv. Mathew minder John af Stratford om Jesu ord til kvinden, der var blevet grebet i at synde: "Jesus tog hende alvorligt, troede på, at hun angrede sin synd – og satte hende fri til at leve videre. Han dømte ikke hendes synd, for hun havde indset den og angrede. På samme måde indså Christine sin synd og angrede den. Men hun blev ikke frisat til at leve sit liv i forvisning om, at der altid er nye muligheder."

– Jeg lader Mathew sige, fortsætter Martin Jensen, at Gud ikke kan forstås, kun fattes med troen. Det er for mig et meget væsentligt citat.

– For Mathew handler kristendommen om at være i verden. Eftersom ordet blev inkarneret i verden, skal vi ikke bekymre os om at komme ud af den. Han udvikler sig fra at være teolog til at være en præst, der påtager sig at være til i verden. For sin næste. For sine sognebørn.

"Lytter du, Gud, i mørket?"

Disse fem ord, formuleret af Christine, udgør romanens sidste kapitel. Dets lidenhed til trods er det for Martin Jensen betydningsfuldt.

Kvinden føler sig misbrugt af magthaverne. Og, siger forfatteren, med rette.

Men troen mister hun ikke.

Gud findes. Også i mørket.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Martin Jensen

58 år. Opvokset i Vangede ved København, hvor han i nogle barndoms- og ungdomsår var en nær ven af den jævnaldrende Dan Turéll. Lærereksamen fra Blaagaards Seminarium i København 1969. Derefter ansættelse i Stockholm, Birkerød, Greve og Haarby på Fyn, hvor han stadig bor. Skoleinspektør 1991-95. Nu heltidsforfatter. Debuterede i 1998 med den historiske roman "Frit gennem Jylland". Vandt i 2000 med "Soldaterhoren" tredjeprisen i Gyldendals konkurrence om en middelalderroman. Desuden forfatter til blandt andet Eske Litle-serien. Gift med Kirsten Koch Jensen, der er konsulent i specialundervisning og forfatter til letlæsningsbøger. Parret har to voksne døtre samt en hjemmeboende søn på 13 år.