Læseferie med klassikere

Charles Dickens hører til Preben Harris' foretrukne læsning

et er Preben Harris' første sommerferie som forhenværende direktør for Folketeatret. Efter 30 år på posten trådte han i foråret tilbage - som direktør. Men ikke for at blive pensionist. Når ferien i familiens hus i Svaneke på Bornholm er omme, vender Preben Harris tilbage til sit oprindelige - og også vedligeholdte - fag som skuespiller. Den første store rolle bliver som gamle Levin i »Indenfor Murene« på Odense Teater.

- Men teksten til den ligger ikke på mit natbord, den ligger under hovedpuden! erklærer Harris. Der er også en del replikker at lære, eftersom gamle Levin må siges at være den bærende rolle i Henri Nathansens stykke.

Faktisk er opholdet i det meget idylliske Svaneke ikke kun ferie. Preben Harris er en ledende kraft i kulturcentret Svanekegården, og her skal han den 17. juli læse op af gamle, grønlandske sagn skrevet af grønlandske fanger, så dem bliver der også arbejdet med i øjeblikket. Oplæsningen er et led i en serie om det høje nord på Svanekegården. Tidligere har skuespilleren John Hahn-Petersen læst op af William Heinesen, og der har været spillet islandsk musik.

Men selv aktive mennesker skal jo slappe af ind-imellem, og her er det så, at en af yndlingsforfatterne kommer frem.

- Charles Dickens er en meget kær gæst på mit natbord. Han er en af verdenslitteraturens fineste forfattere, og - hvad der er vigtigt for en skuespiller som mig - uhyre dramatisk. Dickens er vidunderlig at læse, og lige i øjeblikket er det »David Copperfield«, jeg er i gang med.

Preben Harris har altid læst meget og elsker i det hele taget at læse. Foruden Dickens har også Karen Blixen fået en plads på det bornholmske natbord, men ellers er to andre yndlingsforfattere også nogle med teater-gener: Anton Tjekhov og Nikolaj Gogol. Gogols roman »Døde sjæle« - der også er dramatiseret - om tsartidens korrupte godsejere er efter Preben Harris' mening »noget af det mest morsomme, der er skrevet«.

kulturkristeligt-dagblad.dk