Lisbeth Smedegaard Andersen kalder Det Nye Testamentes verden "en verden i sort og hvidt og alle de grå mellemtoner, befolket af mennesker, der var besjælet – ikke af de store lidenskaber – men af almenmenneskelige følelser". Den verden har hun også indfanget i billedvalget, som er foretaget ud fra nutidige danske kunstnere. Det hele er holdt i sort-hvidt og nuancerne derimellem. Derfor er tonen også lavmælt. Hvert opslag rummer et billede på venstre side og teksten på højre. Der indledes hver gang med et bibelcitat, så følger selve teksten, der runder af med et velvalgt citat fra salmebogen, hvor man konstaterer, at forfatteren kommer godt og repræsentativt rundt, så gamle og nye salmetekster præsenteres i passende udvalg.
Lisbeth Smedegaard Andersens tekster er små prædikener, som på den korte plads virkelig evner at få fat i det centrale i den pågældende søndags tekst. Den rolige stemmeføring gør, at man med ro i sindet følger med hele vejen og med taknemmelighed tager til sig, at hun ubesværet indfletter citater fra nutidige digtere som Inger Christensen eller Henrik Nordbrandt. Hun undser sig heller ikke for at hente inspiration fra store teologer, som Paul Tillich eller Søren Kierkegaard. Andre gange optræder citaterne mere anonymt og tilskrives for eksempel bare "en dansk præst" – og så ville man jo gerne vide hvem?
Det er rigtigt, som Lisbeth Smede- gaard Andersen selv bemærker det i forordet, at evangeliernes små mennesker afspejles fint i billederne, og tilsvarende spiller dagligdagens små erfaringer en væsentlig rolle i fremstillingen. Men det skal ikke skygge for den kendsgerning, at man hele vejen møder en stilfærdig men ikke desto mindre meget tydelig Kristus-forkyndelse. Vi følger ham hele vejen fra fødslen julenat, blandt mennesker, over påskens begivenheder og til himmelfart og pinse, hvor hun klart formulerer evangeliet: "I Jesu liv brændte ilden klart, og i ham var Gud." Til henholdsvis påskelørdag (som Ingemann i en salme kaldte "gravsabbat") og påskedag har Lisbeth Smedegaard Andersen valgt at bringe digte eller salmer af egen tilvirkning. Og netop fordi det bryder rytmen står disse to tekster stærkt.
Det er en slidstærk bog. Den er en nydelse at blade i. Grafisk rangerer den højt. Illustrationerne er valgt med omhu og præsenterer sig smukt. Og teksterne vil vise sig langtidsholdbare. Det er en bog, man vil vende tilbage til, og som man med glæde kan give andre.
Kræn Christensens andagtsbog udkommer med anbefaling af biskop Elisabeth Dons Christensen, som kalder den "en guldgrube for mennesker". Selv kalder forfatteren den mere beskedent "52 eftertanker", hvor forfatteres tekst hele vejen er akkompagnere af billeder af nutidig dansk kunst i farver. I opslaget står teksten til venstre og billederne til højre, og næste opslag er så en række korte citater fra Bibelen og salmebogen. Det er en smuk bog på glittet papir. Billederne er gode, men det er ikke uden videre til at se, om de spiller sammen med teksten. Og der henvises ikke specielt til billederne. Det ville ellers have været oplagt, for de er gode.
Teksten er ikke egentlige prædikener. Der er heller ikke tale om, at teksterne afspejler kirkeåret. Snarere er der tale om en form for kirkelig journalistik, en lags klummeskriveri, hvor episoder, anekdoter, forfatterens oplevelser og så videre bruges som springbræt til en forkyndelse. Man kan sige, at der ikke er tale om egentlig udlægning af en bibeltekst, snarere om at forfatteren bringer to verdener på talefod med hinanden: dagligdagen og troens verden. Og det er godt nok. Jeg synes dog ikke forfatteren helt undgår det moraliserende. Og der er sandelig ikke megen munterhed at hente. "Vi befinder os på en slagmark, hvor der ikke er noget ingenmandsland. Ingen skyttegrave, hvor vi kan gå i dækning, men hvor to magter kæmper. Hvor Gud og djævel kæmper," hedder det i uge 45. Anledningen er en gammel studiekammerats dårlige helbred, hvor han til bemærkningen "Du ser da godt ud" svarer: "Skindet bedrager!" – man plejer ellers at sige, det er "skinnet", der opfører sig sådan!
"Man skal være villig til at kaste sit liv ind i arenaen. Lægge det i Guds hænder. Og så bliver alting nyt," hedder det i uge 38 – og det kan man jo sagtens skrive eller sige. Men forfatteren burde nu have vist det. Der er såvist bibeltekster nok, der kan være til hjælp i den forbindelse. Men uge 42 er en lille perle. Her fortæller forfatteren om fundet af en stor sten, som han med meget besvær og hjælp fra naboen får fragtet hjem. Og da forvandler en kunstnerven det til "et æg fra Paradiset!" Det er flot! Også fordi det får lov at stå uden for mange ord. De mange letflydende ord er problemet i denne andagtsbog, der blander stor og småt – men mest småt. Men de store forbliver store ord i sammenhængen. Jeg synes ikke synd og nåde, Guds kærlighed og tilgivelse får andet end ord. Der mangler krop. Man kunne også sige: der er tanker – mange tanker – i denne bog. Der mangler eftertanke!
Lisbeth Smedegaard Andersen: Sort på hvidt – andagtsbog. 152 sider. 248 kroner
Kræn Christensen: Tid til eftertanke. 216 sider. 250 kroner. Begge Thaning & Appel.