Løgneren må være en af de mindste, største romaner, jeg kender. Sider er der ikke mange af. Handling er stort set fraværende, og så skal det hele vist til og med være løgn.
Fire linjer inde i værket erkender fortælleren af det hele, at meget har jeg jo ikke at fortælle. Og man er tilbøjelig til at give ham ret: Der sidder en mand på en ø og skriver. Han skriver i en række blå kladdehæfter. Han skriver dagbog. Øverst på hver side noterer han ordet Løgneren. Det er altså løgn, det her uden gyldighed, kan ses bort fra, det hele er ingenting. Fortælleren forsøger sig med forskellige erotiske positioneringer, tager bestik af forskellige muligheder. Det forbliver muligheder, manipulationer, anelser og antydninger. Ingenting bliver til alvor for ham. Til sidst er det hele gledet ham af hænde, og han sidder tilbage som før. Ingenting er hændt.
Eller næsten ingenting. Det er i det lillebitte mellemrum mellem ingenting og næsten ingenting, at Løgneren udspiller sig, vokser og folder sig ud som en stor roman.
Dagbog skal være: Gjorde dit og gjorde dat, solskin, blæsevejr, ondt i tænderne. Nu er N.N. død og jeg sidder i gæld til halsen igen. Følelsesdagbog er noget forfærdelig noget. Alligevel lyver man så længe for sig selv i det håb at forblinde andre, at man til sidst bliver en synder og brænder dagbogen og skriver en sandfærdig almanak.
Løgneren er fra 1950, mens overstående citat står at læse i Martin A. Hansens egen dagbog allerede i 1941. Og så tidligt som i 1939 hedder det samme sted:
Dagbog? Løgnenes kilde. Digtning: hudflettet af virkeligheden at hudflette den. Digtning: at befri sig, at være større, sandere end sig selv, at lyve for at blive sand, at bedrage for at blive ærlig.
Kimen til Løgneren går langt tilbage. Forlægget er en uudgiven novelle med titlen Isen Bryder, som han har liggende i skrivebordsskuffen, og som er skrevet i vinteren 1945-46, altså fire-fem år før. Men det er kun hovedkarakterernes navne og det allermest ydre, der hentes her intrigens mest banale skelet. Det er en køn og lidt vemodig fortælling om ærlighedsresignation. Stoffet, det egentlige stof og indhold, som gør Løgneren til Løgneren dét stof har han båret med sig gennem hele forfatterskabet.
Fingerede dagbøger som vehikel for en fremstilling af maskulin ensomhed og stejlhed har mange litterære fortilfælde. Og der er ingen tvivl om, at Løgneren ved siden af at kondensere Martin A. Hansens lange liv som skribent også afspejler hans lange liv som læser. Af bogens mange litterære kilder er det indlysende at nævne tre: Kierkegaard, Blicher og Hamsun. Forføreren Johannes har rod i Kierkegaards dagbogsforfører, som han deler navn med, og fra Blicher er lånt den dagbogsskrivende degn og den erotiske sidelinjeposition: at skrive i stedet for lidenskabeligt at hengive sig.
Men allertydeligst for hele tonefaldet er måske Hamsuns Pan. Johannes er selv en Pan på øen med alle sine erotiske og paniske anstrengelser. Eller besværligheder, som den maskuline blufærdighed byder ham selv at kalde dem. Nok er han hjælpeløst fanget ind af det erotiske spil. Men samtidig er han naturligvis selv den første til at gennemskue og ironisere over spillet og sin placering i det. Johannes er en forfører, og bogen er på mange planer én lang forførelse. Er man én gang fanget ind, vil man høre mere. Men får det ikke. Eller man får noget og dog ikke alt. Ikke det væsentlige. Der foregår virkelig ingenting, eller næsten ingenting, men det, som er på færde, foregår så at sige i skjul af bogens ord. Akkurat som fortællerens indre liv foregår i skjul af det, han rent faktisk siger til bogens øvrige personer.
Ømmer du dig, er det aldrig over det som har ramt, bemærker Annemari skarpsindigt til Johannes, og således forholder det sig hele bogen igennem: Det, der siges højt i bogen, er ikke det egentlige.
Fordi man som læser forføres til at lytte efter det usagte og tolke, hvor fortælleren selv er tavs, hopper man nemt på den limpind at tro, at bogens indre fortælling, det, fortælleren i virkeligheden dækker over, er en forelskelseshistorie, en kærlighedsintrige, hvor det hele kan koges ind til et spørgsmål om dårlig timing, lidt som i en klassisk romantisk komedie.
Men spillet forbliver netop spil. Det sætter sig i sproget: Oluf er en joker i et spil kort, Annemari en dukke på orgelbænken. Ikke at Johannes ikke selv er ramt, det er han. Han er selv hvirvlet ind i spillet, springer som et vildt menneske og overfaldes af pludselig stormende glædesforvirring og så videre. Men før man lægger alt for stor vægt på disse blomstrende beskrivelser af den lidenskabelige Johannes, kan det tilrådes at huske på, hvad det er for et ord, Johannes skriver øverst på hver af dagbogens sider det ord, som præger titelbladet på denne bog og præger alt i den.
Da Martin A. Hansen i begyndelsen af 1949 modtager en opfordring fra radioen til at skrive en radioroman, har han allerede stoffet liggende fuldt og helt inden i sig. Nu gælder det blot om at få det hugget fri. Det skal til gengæld vise sig ikke at være nogen enkel opgave.
Løgneren, som føles så letflydende, kort og helstøbt, er skabt under vældige bryderier. Om dette kan man læse i 1949-dagbogen, som vidner om et helt urimeligt arbejdspres, også med talrige andre opgaver og engagementer og desuden om den lange omvej og tvivl om, hvordan opgaven skal løses, ja, hvilken bog han overhovedet skal indlevere. Ø-motivet findes fra begyndelsen i overvejelserne men kun som én blandt flere idéer. Stoffet er på en måde så indeholdt i ham, at han har svært ved at skille det ud fra sig. Det er som at følge en mand, der ikke kan se skoven for bare træer.
Dagbogen, 26. oktober 1949: Det er skavanken når jeg skal skrive Løgneren at jeg kender den for godt, bliver for bundet af dens skema.
LÆS OGSÅ: Det pirrende mellem linjerne
Først langt ind i november han har aftalt at være færdig omkring 1. december (!) kommer der skred i sagerne, i takt med at han mister styringen og får vristet sig fri af sin bevidstheds jerngreb om stoffet: 14. november anfører han, at skikkelsen Johannes er ved at løsrive sig, at fortællingen er kommet ind i besættelsens og forvandlingens dybder, og at han vil fortsætte arbejdet med Løgneren, dersom det nye der har vist sig i den selv udvikler sig videre. Han har stadig ikke besluttet sig definitivt for, at det er Løgneren, han indleverer!
Endelig efter nye kriser og tvivl og en helt vanvittig arbejdsintensitet (Har arbejdet meget hårdt de sidste dage. 15-16 timer i døgnet.) kan han den 27. november konstatere, at: I stedet for at lægge det hen, blev jeg fanatisk ved og sloges uafbrudt med det fordømte motiv, til jeg synes der gik hul. Måske også elementer deri er blevet meget personligt.
Det kan man vist roligt kalde en underdrivelse. Løgneren er ikke hverken selvbiografi eller autofiktion, som man kender det fra senere litterære perioder. Men ikke desto mindre foregår der en intens stofudveksling mellem forfatter og fortæller, så elementer, der både forekommer bevidste og halvt ubevidste, flimrer frit ind og ud af teksten. Det er med til at gøre teksten rig på tilsyneladende indre modsigelser, men det forlener samtidig sproget med en uhørt nerve og uforudsigelighed.
En af bogens allerstørste styrker er den ubesværethed, hvormed den forbinder en gnistrende poetisk sprogtone med det allermest lakonisk hverdagslige. Man skal ikke langt hen i bogen, før man er fanget ind af tusmørket. Før man er på:
Jeg sidder i mørke og kigger ud. Tågerne rejser forbi ruderne som et folk af genfærd. Annemari kommer selv med maden til mig. Er du der Johannes? Står hun i døren og siger. Jeg venter lidt, beholder stemmen i øret lidt. Nej, siger jeg så.
Dette er ingenting. Det er virkelig ingenting. Et helt almindelig dagligdags replikskifte mellem to mennesker, der kender hinanden godt. En tyst, ukommenteret ironi, hvis underspillede humor end ikke registreres af bogens personer. Kun af os, der får lov at kigge ind. Og kigge ind er præcis, hvad vi gør. Kigger og lytter efter sprækker og revner i tystheden og det usagte mellem personerne, som man spejder efter det ufortalte i en stum og dog ladet parforholdsscene i en film af Antonioni.
Man kan tolke ingenting ind i det lille replikskifte. Og man kan læse hele eksistensen ind i det. At være eller ikke at være. Er du der, Johannes? Nej.
Der er denne særlige dæmpede, næsten intimt hviskende stemmeføring, som er så karakteristisk for Martin A. Hansen. Og som finder resonans i sin læser tværs gennem årtierne.
Ved siden af at være en af de populæreste og mest kanoniserede danske romaner fra det 20. århundrede er Løgneren også en af dem med den mest omskiftelige vurdering i eftertiden. Det er Gyldendals mest solgte danske skønlitterære udgivelse nogensinde, den er indgået i et utal af læse- og læreplaner og har været læst og påskønnet i årtier. Men med ungdomsoprør og seksuel frigørelse i kølvandet har den samtidig forekommet senere generationer antikveret og bundet til en tid, som ikke er mere.
Men de elementer i Løgneren, som tiden har ændret forudsætningerne for skolelærerens pædagogiske strategier og generelle status blandt øens beboere samt hele kærlighedsintrigens kønsrollefordeling er ikke romanens kerneanliggende. Løgneren er ikke en social kommentar, den er en bevidsthedgenerator. Og det er med bogen som med et godt digt: Bag hver sandhed lurer en anden, og noget endeligt svar eller udtømmende facit findes ikke. Bogen er som et prisme, som hver ny læsning brydes i. Ny betydning strømmer hver gang fra den, afhængig af hvor den læsende selv befinder sig.
For mig er Løgneren en roman om at være hjemme i sin egen tilværelse, og det er heri, den transcenderer sin tidsbundethed og taler ligefremt til enhver læser. Løgneren handler om at finde hjem. Eller man kunne komplementært sige: Den handler om den fremmedhed, der stiller sig hindrende i vejen for at finde hjem. Et sted i bogen skal Johannes i sin egenskab af degn læse Lukas-evangeliets beretning om den urene ånd, der bliver uddrevet af sin bolig, går gennem tørre steder og ikke finder hvile. Og da den beslutter sig for at vende tilbage til det hjem, den har forladt, finder den dette hus fejet og prydet, forandret og ikke længere et hjem. Teksten forekommer Johannes fremmed og vild, og mens han læser den op for den lille forsamling af øboere, får han for sig, at en fremmed farer i ham og vil, at han skal give sig til at udlægge teksten for dem, gøre den endnu mere fremmed og vild for dem.
Dagbogens fortæller, den ubetydeligste blandt skolelærere, som er skyllet i land på den ubetydeligste af alle øer, den lille ø, Sandø, spejler sig i Lukasevangeliets uudgrundelighed, spejler sin egen hjemløshed, spejler sin egen vandring gennem tørre, hvileløse steder og sine livtag med den fremmedhed, som ikke så let lader sig udrydde. I et notat i Martin A. Hansens egen dagbog fra marts 1947 anfører han følgende i noget, der kan synes som et langt idémæssigt indløb til det, han til sidst får hugget fri og formuleret som litteratur med Løgneren:
Mennesket er fuldt hjemme i denne tilværelse, og det er aldeles fremmed i denne tilværelse (...) Helt hjemme helt fremmed, det er de to poler, vore lidenskaber er spændt ud imellem. (...) Jeg tror det er værd at forklare sig det, man ikke orker som digter (...) Vi orker ikke at give alle vore kræfter hen til den opgave, at gøre denne tilværelse helt og i alt hjemlig for mennesker.
Måske er det kernen i den modstand, som romanen har vakt i nyere tid og måske især med ungdomsoprørets blivende prægning af vores tankesæt og værdier. Det er den kløft, man må være parat til at skræve over, hvis man fra et nutidigt standpunkt skal nå romanens univers. Det er samtidig kernen i den kunstneriske kvalitet, som på tværs af alle tidslige bindinger gør Løgneren til et mesterværk: Løgneren har intet at sige os i dag, fordi vi ikke længere tænker os fremmedheden som et grundvilkår. Og den har alt at sige os i dag, netop af samme grund.
Da Hansen i 1970erne og 1980erne så småt gik af mode, fandt man andre digtere at dyrke, Nordahl Grieg-digtet Kringsatt av fiender, for eksempel. Heri hedder det: Ædelt er mennesket/ jorden er rig/ findes der sult og nød/skyldes det svig.
Jorden er rig, og mennesket er ædelt. Findes der fremmedhed, skyldes det noget, vi kan kalde svig, og som vi kan lokalisere uden for os. Johannes med efternavnet Vig har en anden viden. Udtal ikke mit navn for hurtigt, siger han med selvindsigt. Han ved godt, hvor svigen bor.
Det er for denne mere besværlige videns skyld, at man skal læse Martin A. Hansen i dag.
Jens Albinus (født 1965) er skuespiller.