”Løgneren” holder

"Klassiker, kaffe og kage" er et nyt litterært initiativ på Hald Hovedgaard, der indledes i aften med at dykke ned i Martin A. Hansens "Løgneren". Litteraturhistoriker Jørn Erslev Andersen er blevet bedt om at se på den berømte roman med friske øjne, og hans konklusion er, at den holder

Fotografi af Martin A. Hansen. forfatteren holder stadig, hævder litteraturhistorikeren Jørn Erslev Andersen. -
Fotografi af Martin A. Hansen. forfatteren holder stadig, hævder litteraturhistorikeren Jørn Erslev Andersen. -. Foto: Arkivfoto.

Få forfattere kan som Martin A. Hansen skille vandene, og ikke mindst hans mest berømte roman, "Løgneren" fra 1950, er oftest enten elsket eller hadet, få forholder sig neutralt til den. Men hvad sker der egentlig med en sådan klassisk roman, når den læses med friske øjne og uden forbehold?

Det har lederen af Det Danske Forfatter- og Oversættelsescenter Hald Hovedgaard, Peter Q. Rannes, sat sig for at finde ud af. "Klassiker, kaffe og kage" kalder han sit initiativ, der for første gang løber af stablen i aften med netop "Løgneren" som tema.

Martin A. Hansen-eksperter bliver forment adgang, til gengæld indbydes litteraturgrupper og "almindelige" læsere, og til at holde oplæg er valgt litteraturhistoriker Jørn Erslev Andersen fra Aarhus Universitet, der netop ikke er specialist i "Løgneren" eller Martin A. Hansens forfatterskab i øvrigt.

- Jeg er gået til "Løgneren", som jeg ville gå til enhver anden roman, og set i det perspektiv er jeg glad for at sige, at romanen faktisk holder. Set med nutidsøjne tegner den et fremragende portræt af en mand i midtvejskrise, der iscenesætter sig selv som troende snarere end at være det, siger Jørn Erslev Andersen, der mener, at "Løgneren" bestemt har noget at sige nye læsere.

Han bifalder initiativet med at se på klassikerne med et "udefra-blik". Uden det vil de blot stå og samle støv på bibliotekernes hylder, mener han.

Hald Hovedgaard har tidligere haft succes med at afholde litterære folkekøkkener. Denne gang vil de gerne have publikum til at deltage mere aktivt.

- Vi forestiller os en klassisk diskussionsaften, hvor vi slutter af med en afstemning blandt publikum om, hvorvidt den valgte bog stadig er en klassiker, siger Peter Q. Rannes, der mener, det er vigtigt, at have en fast formel for, hvordan klassikeraftenerne skal foregå.

washuus@kristeligt-dagblad.dk