Prøv avisen

Måske er der noget om Mozart-effekten

Illustration: Peter Hermann

MUSIK OG SUNDHED: Kan Mozart gøre os kloge og raske, som det påstås. Jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust nøjes med at konstatere, at musik rent faktisk gør noget ved os

Mozart-effekten. Sådan kalder man troen på, at Mozarts "Sonate K448" i D-dur for to klaverer og mange andre af mesterens pragtfulde værker ikke bare kan glæde og oplive os, men også gøre os kloge og raske.

Lige siden 1993 har det vrimlet med beretninger om folk, der syntes, livet blev lettere, når de hørte på mesterkomponisten fra Salzburg. Lige fra epileptikere, hvis anfald blev færre og svagere, over alzheimerpatienter, der fik forøget deres hukommelse en smule, til depressive, der så lysere på tilværelsen eller talehæmmede, hyperaktive børn, som nu kommunikerede mere frit. Dertil kommer talrige vidnesbyrd om Mozart-musikkens evne til at dulme smerte, angst og bekymring. 1993 var året, da den amerikanske forsker og cellist Frances Rauscher fra Wisconsin Universitet sammen med kollegerne G.L. Shaw og K.N. Ky offentliggjorde en artikel i det engelske tidsskrift "Nature" om et forsøg, som viste, at studerende blev målbart bedre til at løse en intelligenstest, når de lyttede til Mozart.

I USA er der udgivet bøger og cd'er om Mozart-effekten, og alt går som varmt brød. I flere delstater bevilger det offentlige penge til særlige lytterum, så spædbørnsforældre, børnehavebørn og pædagoger kan få optimalt udbytte af specielt tilrettelagte Mozart-programmer, der angiveligt skulle kunne forbedre børnenes intelligenskvotient, eller IQ. Cd'erne til de nybagte forældre kan for eksempel have titler som "Mozart for Mommies and Daddies- Jumpstart Your Newborn's IQ".

Men er der noget om snakken? Er Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) ikke bare gudsbenådet musikmager, men også gudsbenådet medicinmand?

Adjunkt ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitetshospital Peter Vuust opfordrer til at slå koldt – eller skal vi sige lunkent – vand i blodet. For han vil godt strække sig så langt som til at sige, at man sagtens kan forestille sig, at der en dag kommer afgørende nyt i forskningen af, hvordan musik, herunder Mozarts, virker ind på vores krop og psyke. Foreløbig må vi nøjes med at konstatere, at musik rent faktisk gør noget ved os. Og at det ikke drejer sig om følelser alt sammen. Hos professionelle musikere, for eksempel koncertpianister, kan man ved såkaldte MR-scanninger iagttage både anatomiske og funktionelle ændringer i hjernen. I pianisternes hjerner udvikles gennem mange års træning mere hjernebark i de motoriske områder af hjernen, svarende til hænderne, ligesom musikerhjernerne viser større og mere udbredt aktivitet, når de hører musik.

– De sidste 13 år har forskningen mere eller mindre bekræftet, hvad Frances Rauscher selv konkluderede. At Mozart ikke gør folk mere intelligente, men i et tidsrum, for eksempel 15 minutter, får dem til at føle sig ekstra parate og veloplagte og derfor øger deres chancer for gode præstationer. Desuden, at Mozart-effekten ikke kun handler om Mozart, men at meget andet musik kan påvirke os i positiv retning. Når man hører musik, man kan lide, kvitterer hjernen med en følelse af belønning, ligesom når vi spiser eller har sex. Det er interessant rent evolutionsmæssigt. For det tyder på, at musik også har betydning for vores overlevelse, siger Peter Vuust.

På næste torsdag forsvarer han sin ph.d.-afhandling ved Det Medicinske Fakultet i Aarhus. Den handler om, hvordan hjernen processerer rytmik, eller sagt på en anden måde: Den handler om, hvad der sker i hjernen, når vi udøver musik eller lytter til den.

Peter Vuust er p.t. udlånt fra en stilling som docent ved Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling til Aarhus Universitetshospital. Han er også professionel jazzbassist og komponist.

– I 2000 skrev jeg bogen "Polyrytmik og metrik i moderne jazz". Her betragtede jeg den måde, Miles Davis og hans gruppe spillede på i 1960'erne, som en måde at tale sammen på. Det sjove ved at spille jazz er jo kommunikationen. At få en meningsfuld musikalsk diskussion med de andre i orkestret. Professor, dr.med. Leif Østergaard, der er chef for Neurovidenskabscentret, læste bogen og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme og være med til at forske i hjernens reaktioner på musikalske impulser. I forvejen er andre ikke-medicinere tilknyttet centret, forfattere, psykologer, statistikere, fysikere, antropologer og så videre. Jeg og musikkonservatoriet syntes, det lød spændende med tværfaglig grundforskning, så jeg sagde ja tak. I foreløbig fire år har jeg haft mulighed for at arbejde med min interesse for musik og dens sammenhæng med det sproglige i hjernen, tilføjer Peter Vuust.

Han mener, at hans og andre forskeres påvisning af, at musik har evnen til at ændre hjernens funktion og anatomi, måske kan åbne nye muligheder for at tænke musiklytning og musikudøvelse ind i skolernes undervisning. Og få os til at overveje, om folkeskolen gør rigtigt i at fokusere så ensidigt på kundskabsfagene på bekostning af fag som musik og sang.

Han har blandt andet foretaget forsøg med testpersoner, der lytter til musik, mens han beder dem gøre noget bestemt, som at slå takten med højre hånd. Imens scannes deres hjerne, og man registrerer, hvilke dele, der aktiveres. Aktiviteten ses ved en øget blodgennemstrømning og ved nogle felter, der lyser op, når personerne hører musik. Ikke nødvendigvis Mozart, men bestemte trommerytmer og akkorder. Her viste det sig blandt andet, at musikeres reaktion gav langt kraftigere signal til venstre side af hjernen – den, der har med sprog at gøre – end ikke-musikernes reaktion.

– Alle kan lide musik, men det er individuelt og kulturelt betinget, hvad man føler sig trøstet og oplivet af. Jeg underviste på et tidspunkt en bassist med jødisk-arabisk baggrund. Han fortalte, at dér, hvor han kom fra, kaldte man C-durskalaen for den "mærkelige", fordi man i den arabiske kultur er mere fortrolig med musik bygget på andre skalaer, end vi er vant til. Personligt holder jeg mest af jazz. Men kan også lide at lytte til Mozart, selvom jeg i den klassiske genre nok foretrækker Bach på grund af hans spændende kompleksitet. Feel-good new age-musikken, som mange har stor gavn og glæde af, siger mig til gengæld ikke noget. Jeg savner fortællingens drama i musikken, med præsentation af temaet, opbygning af spændingen og til sidst forløsningen, siger Peter Vuust.

Han bemærker, at i svage øjeblikke ville han ønske, han havde sin musikalske uskyld i behold, fra dengang han var 10 år og ikke analyserede alt, hvad han lyttede til, men "bare lod Beatles-numrene gå rent ind og nød hvert sekund".

Det endelige svar på, om Mozart-effekten er fup eller faktum, må nok vente lidt endnu. Mens hjerneforskerne arbejder videre, vil vi høre flere beretninger om folk, der mener, de oplever store og små mirakler ved Mozart-musikken. Måske fordi den indeholder specielt gunstige kombinationer af frekvenser i de højere frekvensområder, måske fordi den appellerer både til intelligens og folkelighed, måske af helt andre grunde. Komponisten gør sågar, ifølge amerikanske og hollandske undersøgelser, indtryk på malkekøer, som angiveligt øger mælkemængden signifikant, hvis man spiller Mozart for dem.

At Mozart havde effekt, længe før Frances Rauscher & co. satte gang i debatten om Mozart-effekten, ved vi blandt andet fra Søren Kierkegaard, der i A's Papirer, udgivet af Victor Eremita, siger: "Udødelige Mozart! Dig hvem jeg skylder alt, hvem jeg skylder, at jeg tabte min Forstand, at min Sjæl forbausedes, at jeg forfærdedes i mit inderste Væsen, Dig hvem jeg skylder, at jeg ikke gik Livet igjennem uden at Noget var istand til at ryste mig (...) Ja, dersom han (Mozart, red.) toges bort, dersom hans Navn udslettedes, da omstødtes den eneste Pille, der hidtil forhindrede, at ikke Alt for mig styrtede sammen i et grændseløs Chaos, i et rædsomt Intet."

Og at skøn musik i det hele taget har haft effekt alle dage, fortælles der fascinerende om i bogen "Musik som medicin", der udkom på Borgens Forlag i 2005. Den er skrevet af den norske overlæge og neurologiske musikterapeut Audun Myskja, som i afsnittet om musikken i den kristne tradition blandt andet citerer Martin Luther: "Næst efter teologien findes der ingen kunst, som kan måle sig med musikken. For kun musikken kan opnå det, som teologien på andre måder kan udrette, nemlig berolige og opmuntre menneskets sjæl. Musikken har gentagne gange givet mig nyt mod og befriet mig fra store byrder".

boas@kristeligt-dagblad.dk

Peter Vuust

Født 1961 i Århus. Cand.scient. i matematik med fransk som bifag. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Adjunkt ved Danmarks Grundforskningsfonds Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitetshospital. Jazzbassist og komponist. Har netop udgivet sin femte jazz-cd, "Image of Falling", med Lars Jansson, Alex Riel, Ove Ingemarsson og Veronica Mortensen.

Peter Vuust -- Foto: Scanpix