Debatten om Udkantsdanmark har kørt på fuldt blus. Men de bedste til at sætte ord på livet i provinsen er forfatterne, og de holder ikke igen med skildringer af deres mere eller mindre vanskelige opvækst i provinsen.
Søren Jessen er med sin nye bog, "Vildnisset", navnet på den bodega i udkanten af Herning, hvor hans far drak, det seneste skud på stammen af mandlige nordiske forfattere i 40'erne, der i disse år skriver selvbiografier om en svær barndom i 1960'erne og 1970'ernes Udkantsdanmark.
Morten Ramsland skriver i "Sumobrødre" om livet i udkanten af Odense, Morten Kirkskov tager os med til Sdr. Omme i "Kapgang", og så er der den anmelderroste Karl Ove Knausgård fra Norge, der med sin "Min kamp"-serie for alvor har sat fokus på den selvbiografiske genre og skriver detaljeret om sin opvækst i Kristiansand med en alkoholiseret og tyrannisk far.
"Man har i længere tid talt om en bølge af hjemstavnslitteratur af forfattere som Jens Smærup Sørensen og Erling Jepsen. Nu ser vi en underafdeling til den tendens," siger litteraturanmelder og lektor i dansk ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder.
Præcise og detaljerede beskrivelser af det landlige knytter sig særligt til hjemstavnslitteraturen, og det er ikke et idyllisk billede, der præsenteres, fortæller Jon Helt Haarder.
"Der er fokus på en ubeboelig og klaustrofobisk hjemstavn, som forfatterne forlader. I Morten Ramslands "Sumobrødre" flyver han i fantasien over landskabet. Det er et godt billede på det, bøgerne handler om. At forlade hjemstavnen og få et liv et andet sted," siger Jon Helt Haarder.
Flugten fra hjemstavnen er også udgangspunktet for Søren Jessen, der selv har børn i et forstadskvarter.
"Man er kommet til at tænke på, hvad man egentlig har gang i, og hvordan det er sammenlignet med min opvækst. Mange i forstadskvartererne havde ingen uddannelse dengang. Min egen far var bondesøn, og det handlede om at opnå materiel velstand. Min generation har andre værdier," siger han.
Gennemgående for hans bog "Vildnisset" og de andre tilbageskuende forfattere er et vanskeligt forhold til en far.
"Jeg synes ikke, at fædrene gjorde det godt dengang. De evnede ikke at se ud over deres egen næsetip. De kunne ikke få deres familie til at hænge sammen," siger Søren Jessen, som peger på andre problemer i familierne i dag.
"Det handler ikke længere om materiel velstand. Folk er mere ambitiøse. Det betyder blandt andet, at kvinder nu negligerer deres familie. Måske begynder deres døtre at skrive om deres fraværende mødre en dag."
Jon Helt Haarder savner, at de nye hjemstavnsforfattere, ud over at skrive om barndommen, også fortæller, hvad de har fået ud af det.
"Opstigningshistorien er et skjult motiv i alle bøgerne. Hvad har turen ind i den kreative klasse betydet? Hvilken rolle har de psykopatiske og svage mænd, som ikke kunne finde ud af at være fædre, for de her mænd? Hvorfor har de i bund og grund sat sig til at skrive?" siger Jon Helt Haarder, som peger på norske Karl Ove Knausgård som en forfatter, der forbinder det at skrive sin fortid med den voksnes nutid.
"Hans børn skal ikke se den far, han selv oplevede. Han rejser en række moralske spørgsmål knyttet til det selvbiografiske projekt," siger han.