Prøv avisen

Hvorfor må kunsten ikke bare være i fred?

Kunstneren Katharina Grosse fra Düsseldorf i Tyskland skabte forargelse og protester, da hun som del af ARoS-udstillingen ”The Garden” overmalede dele af Mindeparken i maj måned. Foto: Ida Munch/ritzau

Der var stort fokus på kunstens rolle i samfundet i året, der snart er gået. Især ét kunstværk i Aarhus fik debatten til at koge, da dele af byens grønne område, Mindeparken, blev overmalet med røde og hvide farver. Men skal kunst nødvendigvis provokere, eller kan den også være smuk i sig selv og måske opbyggelig? Forskellige kunst- og kultursyn var på spil i 2017

Den vender tilbage med jævne mellemrum. Og i år har der igen været debat om kunstens rolle – både i det offentlige rum, på museerne og for den enkelte. Her i avisen har vi blandt andet skrevet om, hvordan medicinstuderende nu får skønlitterære klassikere og film som pensum, så de ved hjælp af forfattere som Tolstoj og Flaubert kan forberede sig på de eksistentielle samtaler med alvorligt syge patienter.

Samtidig er hele idéen om ”kultur på recept” blevet virkelighed i en række af landets kommuner, hvor langtidssygemeldte borgere bliver behandlet med kulturelle aktiviteter. Og mens disse tiltag i høj grad handler om kunstens nytteeffekt, så har den klassiske diskussion om kunstens rolle som politisk eller debatskabende heller ikke manglet.

Den var især fremme i maj, da det grønne område Mindeparken i Aarhus blev overmalet med røde og hvide farver som en del af ARoS-udstillingen ”The Garden”.

I læserbreve og på de sociale medier rasede lokale borgere over værket og kaldte det både ”hærværk”, ”et overgreb” og ”ødelæggelse af naturen”.

Men hvad er det lige, kunstens rolle er? Skal den være nyttig, pæn og forskønnende – eller skal den nærmere kradse lidt i overfladen og minde os om, at virkeligheden kunne være en anden?

I det følgende giver tre eksperter deres bud på de kunstsyn, der præger – men også burde præge – vores samtid.

”Diskussionen om kunstens rolle er i virkeligheden meget gammel og har sit udspring i slutningen af 1700-tallet, hvor kunsten får sit eget liv og bliver set som noget, der hviler helt i sig selv. Som et frit og selvstændigt domæne. Uafhængigt af alle institutioner. Derfor må den ikke være nogens ’tjener’. Denne tænkning præger os stadig i dag, selvom vi siden modernismen godt har været klar over, at heller ikke kunsten er en ø. At den altid opstår og indgår i en kontekst.”

”Men på grund af idéen om kunsten som autonom, så opleves det som forkert, når kunsten for eksempel bliver skabt med henblik på at passe ind eller være nyttig til et givent formål, eller når et museum tænker mere på, hvilke værker der kan sikre flest billetpenge, end på at vise sublim kunst,” siger Jørn Erslev Andersen, der er lektor i æstetik, kultur og litteratur ved Aarhus Universitet.

Selvom Jørn Erslev Andersen dermed selv problematiserer kunstens autonome ideal, mener han dog stadig, at den bør bestræbe sig på ikke at være i lommen på andre formål eller herrer end sig selv.

”Den skal ikke være nogens tjener. Hvis kunstneren først begynder at tænke over, om hans eller hendes værker nu også får for eksempel den medicinstuderende til at være bedre til sin samtale, eller sikrer lindring til den terminale patient, så arbejder kunsten ikke længere på egne betingelser. Så bliver det et koncept, der styrer den. Og det samme risikerer at ske i modtagelsen, hvor den åbne og nysgerrige læsning i stedet bliver mere styret i forhold til opgaven.”

Også professor i filosofi og idéhistorie ved Aarhus Universitet, dr.phil. og dr.theol. Dorthe Jørgensen mener, det er helt afgørende for kunsten, om svarene for den er givet på forhånd. Om man som kunstner selv har valgt sin ramme eller har fået den trukket ned over hovedet. Som hvis man for eksempel skal lave kunst med et særligt helsebringende formål eller for at ramme modtagerens smag.

”Det er friheden i skabelsesprocessen, der er afgørende. Den er forudsætningen for, at der kan opstå en erfaringsdimension hos både kunstneren og modtageren. Det sker hos kunstneren, når fordybelsen i arbejdet resulterer i selvforglemmelse, og noget andet end det rationelle jeg dermed overtager. Det er herfra, kunsten opstår. Ikke fordi kunstneren har en særlig status, som man troede engang, men fordi vedkommende i stort omfang har en anderledes hverdag end andre mennesker. Ofte mindre skemalagt. Derfor er der større muligheder for at tage svinkeærinder i tanken og følge de idéer, der bare dukker op,” siger Dorthe Jørgensen.

Hun mener, at netop kunsten på denne måde rummer et både dannende og demokratisk potentiale, som vi ifølge filosofiprofessoren har alt for lidt fokus på i dag.

”Lige siden den filosofiske æstetiks opkomst i 1700-tallet har man skelnet mellem rent private oplevelser og så erfaringer af almen gyldighed. Og det er, når kunstnerens subjektive erfaring rummer noget af almen gyldighed, som træder frem i værket, at en andens møde med værket også kan tage form som erfaring og give ny indsigt. Der er derfor både et dannelsesaspekt, noget fællesskabsstiftende og et demokratisk element ved kunst, som vi helt glemmer at have blik for i diskussionerne om nytte kontra provokation eller politik."

"For kunstnerens erfaring og modtagerens møde med kunsten åbner sindet og skærper opmærksomheden – og sætter os i stand til at tænke på andre måder end den snævert forstandsstyrede, der ellers gennemsyrer samfundet. Det dannende ved kunsten består således i at gøre tænkningen mere elastisk, mindre fordomsfuld og mere åben. Ikke i at få os til at mene eller gøre noget bestemt, men i at åbne vore øjne og sætte vore tanker i bevægelse,” lyder det fra Dorthe Jørgensen.

At kunsten er kendetegnet ved at vise nye veje, alternativer til den traditionelle tænkning, er også en af pointerne hos kunsthistoriker Mikkel Bolt, der er lektor i moderne kultur ved Københavns Universitet. Men han oplever, at netop denne position har det meget svært i dag.

”Man kan sige, at kunsten i kraft af sin relative autonomi besidder et kritisk potentiale. Men den er samtidig klar over, at dette aldrig helt kan realiseres. Den rummer på den måde et paradoks, og kunstens opgave bliver derfor hele tiden at gå til grænserne for sin egen frihed. Men netop dette har været svært i de seneste år. Især siden 1980’erne, hvor neoliberalismen eller oplevelsesøkonomien har domineret, for det er rationaler, der i virkeligheden forsøger at afvikle kunstens frihed."

"Det er blandt andet det, vi ser med ’kunsten på recept’, hvor kunsten legitimeres ved sin nyttevirkning, og på de store kunstmuseer, hvor kriteriet for valget af kunst også har med økonomiske kalkuler at gøre. På den måde afkobles det kritiske, og kunsten gøres til en del af den etablerede samfundsorden, som den jo i virkeligheden har til opgave at udfordre,” siger Mikkel Bolt.

Mikkel Bolt mener, at den helt store udfordring for kunstens kritiske potentiale i dag er, at dens 68’er-kritik af det kedelige arbejde og visionerne om mere selvstyre faktisk er blevet realiseret. ”Men på hovedet,” som han siger, for den radikale forandring indtrådte ikke – vi blev bare opslugt af nye tider med neoliberale værdier, der ”trak tæppet væk under kritikken” og inkorporerede idealerne på en forvrænget måde i vores hverdag.

”Vi fik en udvidet forbrugskultur. Men jeg tror da helt klart, at mange kan se, tiden kalder på et engagement. Der er så mange opløsningstendenser i tiden, stress, klimakrise, populisme og så videre, og selvom det er blevet svært for kunsten at forestille sig noget radikalt andet, så mener jeg stadig, at det er dens opgave at skabe uro eller forvirre – så den fastholder sin modstand mod at blive indlemmet helt i det bestående – og ikke lader sig styre eller bedømme på sin eventuelle ’nytte’ eller ’økonomiske effekt’.”