En stue beboet af velhavende, uendeligt almindelige og ligegyldige mennesker får besøg af kusinen fra provinsen, den tilknappede lærerinde Anna Sophie Hedvig. Under en middag afslører hun, at hun står bag mordet på den forhadte lærerinde Fru Møller.
I konfrontation med tyrannen, i hendes onde øjne, har Anna Sophie Hedvig set ind i den store verden. Hun har handlet ganske spontant og begået et formålstjenstligt mord, som om den samlede menneskehed reagerede gennem hende – ”som jordskorpen, der længe har ærgret sig over menneskemyldrets kløen og pludselig taber tålmodigheden”.
I dagligstuen bliver morderen ganske vist genstand for stor indignation, men ingen tør hverken melde eller forsvare hende. De selverklæret frisindede humanister stikker hovedet i busken og trækker passivitetskortet. De er jo så gode til at se begge sider af en sag.
Den Reumert-vindende instruktør Jacob Schjødts iscenesættelse af Kjeld Abells modstandsdrama ”Anna Sophie Hedvig” fra 1939 falder snorlige ind i tidens teater og revser den menneskelige passivitet. Men der er noget underligt forceret over bearbejdelsen af den historisk funderede tekst.
Først og fremmest er der skruet hårdt på volumenknapperne på scenen. Stykkets oprindelige naturalisme tromles ned af en stiliseret og overdimensioneret satirisk form, der især forplanter sig i de kvindelige karakterer. Githa Lehrmann er en hæsblæsende frue i huset, overdramatisk og ulidelig – lige indtil hun til sidst finder sin egen modstand at stå på. Betty Glosted som jysk proletarkone får os til at le højt.
Men på skift hiver karaktererne sig selv ud af deres roller og giver sceneinstruktioner. Vi får ikke lov at nyde farcen, men tvinges til at huske på, at her er tale om et stykke teater, der tager sin rolle alvorligt som det, Kjeld Abell kaldte ”den frie tankes fantastiske fristed”. Med en moderne stil placerer og manifesterer forestillingen sig i en ny tid, hvor den også vil kræve sin relevans. Men den fortravlede fremmedgørelse er ikke nødvendigvis et effektivt greb her. Vi får knap tid til at tænke og høre efter.
Lyddesigner Ditlev Brinth leverer de digitale lydbilleder, som gør det ud for rekvisitter: en knasende kage, en opslået avis, isterninger i et whiskyglas, en pumpende støvsuger. Lydene er for høje og for meget, men har en fængende klangbund af statisk tomhed, der effektivt peger på hullet i familiens idealer. Stilen er så overgearet, at den ikke kan bære stykket ud. Den må briste.
Og det gør den under vægten af den gråsorte kusine i skikkelse af Natalí Vallespir Sand, der med malerisk præcision portrætterer heltinden. Med hendes traurige personlighed omkring sig kan familien ikke opretholde sin blanke fernis, spektaklet og samtalerne bliver gradvist mere ægte. Det er sønnen John, energisk håndteret af Mathias Sprogøe Fletting, der tænder en lunte, da han uden tøven tager kusinens parti og vækker hendes rolle til live. I stykkets anden akt begynder vi for alvor at mærke uopsætteligheden i Abells tekst.
Et smukt, prægnant billedøjeblik fra avisen – en fange før sin skuddød – forstørres op, kommer til live, og mørket sniger sig ind på den hvide scene. Anna Sophie Hedvig flytter ind i billedet og spiller scenariet til ende. Hun dør i forsvar for sin lille verden. Og vi klapper ad hendes mod. Men ville vi selv have modet til at kvæle tyrannen og tage kuglen for det