Åhh, disse mødre og sønner. Shakespeares Hamlet ønsker Gertrud gammel og frigid. Sofokles’ Ødipus gifter sig med sin mor, Iokaste. Og Tjekhovs Konstantin Trepljov angler efter sin mor Irina Arkadinas anerkendelse. Disse mødre og sønner.
Konstantin og Irina står i hjertet af et af Tjekhovs fire største skuespil, ”Mågen” fra 1896. Stykkets flerstemmige realisme tugter stakkels hjerter på randen af sammenbrud. Uforløste længsler, bristede drømme og jalousi bærer hver en replik, mens den egentlige handling foregår uden for scenen. Selvmord, barnedød, utroskab, fornedrelse sker inden eller efter tæppefald hos Tjekhov. Dette antydningens teater bliver i Michael Mayers instruktion og Stephen Karams manuskript mere til et udstyrsstykke.
Vi ser geværet i Konstantins hånd, får første del af fjerde akt serveret som prolog. Vi ved mere end karaktererne, mere end Tjekhov ville lade publikum vide. Og hvordan virker det så? Jo, alt andet end radikalt, ikke som et nybrud.
Den fattige lærer Medvedenko (Michael Zegen) elsker Masha (Elisabeth Moss), der bærer sort i sorg over livets tunge lod. Hun elsker Konstantin (Billy Howle), som higer efter sin mors kærlighed, mens han både sværmerisk og fuld af tungsind elsker den unge Nina (Saoirse Ronan), der til gengæld er forelsket i den berømte forfatter Boris (Corye Stoll), der danner par med Konstantins mor Irina (Annette Bening), som også lægen Dorn (Jon Tenney) en gang har elsket. Nu deler lægen ved lejlighed seng med godsforvalterens hustru Polina (Mare Winningham), mor til Masha.
Ind og ud ad dørene, op og ned ad trapperne. Altid med et glas i hånden, altid med tjenestefolk i baggrunden går det over stok og sten. For Mayer og Karam vil have det hele med, og det er tjept, det er rapt, det er vittigt, det er umanerligt velspillet, men det er ikke videre berigende. Hverken for stykket, der aldrig bliver til mere, eller for publikum, der nok får en fornemmelse for Tjekhovs replikkunst, der ret loyalt gengives, men ikke for alt det mellem linjerne. Til det er klipningen for hastig, scenografiskiftene for omstændelige.
Alle karakterernes iboende galskab får træk af de åbne vinduer på det russiske landsted og bliver manieret.
Annette Bening er vidunderlig som den aldrende skuespillerinde Irina. Med øjne på sned og selvsikkerheden i centrum trumfer hun hele familien.
Saoirse Ronans Nina er ved at sprænges af sødme, men vender tilbage i fjerde akt med en vanvidsrallen. Manuskriptet gør desværre den tågede snak om mågen til tyng symbolik i stedet for noget nær tungetale.
Prisen går nu til Elisabeth Moss, hvis Masha drikker og sniffer og græder sig tungt igennem scenerne. Da hun betror sine sorger til Boris Trigorin, svælger kameraet endelig i et ansigt, forbliver der, selv når replikskiftet er ovre.
Flere af disse mellemrum, disse pauser, ville klæde ”Mågen”, der ser ualmindelig flot ud, men aldrig rigtig får luft under de tungt belæssede vinger.