Lige så længe der har været mennesker på Jorden, har der været øjne rettet mod den: den hvide, runde måne, der svæver rundt over os et sted og lyser op i mørket. Så tæt på, at den kan ses med det blotte øje. Så langt fra, at den ikke for alvor kan begribes.
Netop derfor, fordi Månen balancerer på kanten mellem vores nære omgivelser på Jorden og det store verdensrum derude, har Månen altid fascineret os mennesker. På tværs af kulturer og folkeslag har der, længe før der fandtes skrift, huseret myter om, hvad Månen er for en tingest, og hvorfor den hænger dér over menneskenes hoveder. Og med skriften er der kun kommet endnu flere forestillinger og fortællinger til om den mystiske måne, der gennem historien har været et hovedsymbol for forfattere og digtere.
”Månen føder forestillingsevnen og det digteriske i mennesker, og det har den altid gjort,” fortæller kunsthistoriker Marie Laurberg, der er ansat på Louisiana og lidt af en måneekspert. Hun kuraterede nemlig sidste år kunstmuseets store udstilling ”Månen”, som der fra Marie Laurbergs side lå flere års arbejde bag, og som gennem 200 værker og genstande viste, at Månen altid har haft en særlig rolle i vores kunst- og kulturhistorie – ikke mindst i litteraturen.
”Der er to hovedgenrer i litteraturens brug af Månen. Dels er der månedigtningen, som har det romantiske blik, og så er der science fiction,” siger Marie Laurberg.
Og for at forklare, hvilken betydning Månen har og har haft i kulturen og litteraturen, henviser hun til et digt med den passende titel ”Månen” af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges (1899-1986):
”Der er så stor en ensomhed i dette guld
Nætternes måne er ikke den måne Adam så
De lange sekler af menneskelig nattevågen har fyldt den
Med gammel sorg
Se på den
Den er dit spejl.”
I sit digt om Månen rammer Jorge Luis Borges ifølge Marie Laurberg noget helt centralt.
”Det digt handler om, at den måne, du ser nu, ikke er den samme måne, som Adam, det første menneske, så: at Månen gennem århundreder er blevet defineret gennem forestillinger, myter, sagn og undersøgelser. Kulturen forandrer hele tiden Månen, konsumerer den og spytter den ud på en ny måde. Månen er dit spejl, skriver Borges – den er vores spejl. Den projicerer, hvad vi er optaget af, og i forskellige perioder symboliserer Månen forskellige ting,” siger Marie Laurberg og konstaterer så:
”Månen er projektionsflade for menneskets drømme og fantasier.”
Så selvom Månen gennem hele litteraturhistorien har været et flittigt brugt symbol knyttet til store spørgsmål om menneskets eksistens og betydningen af, at vi svæver rundt på en lille planet i det uendelige alt, har Månens rolle i litteraturen samtidig også ændret sig. For vores liv, viden og drømme har ændret sig.
”I 1800-tallets Europa opstår det, mange kalder en decideret lunar periode i kunsten og kulturen. Både i musikken, billedkunsten og litteraturen spiller Månen en hovedrolle. Måneskinsmalerier bliver en decideret genre, hvor malere som Caspar David Friedrich, J.C. Dahl og Joseph Wright of Derby maler landskaber indhyllet i måneskin, hvor Månen reflekteres i en sø eller havet. I forgrunden er der så tit et menneske, der sidder og fisker, eller en gravplads – noget, der peger på det lille liv over for Månens evighed, menneskehedens dødelighed over for Månen, der har set alt, men intet gør,” siger Marie Laurberg, der kalder Månen for ”et vidne til menneskelivet”.
I denne periode, i romantikken, dyrker man det at betragte Månen i sin egen ret, hvilket spejler, at den industrielle revolution og herunder det elektriske lys vinder frem.
”Før var Månen den eneste lyskilde i mørket, men nu har man pludselig gadelamper og fabrikker, der er lyst op, når det er mørkt udenfor. Månen bliver tydelig, fordi den får konkurrence. I kunsten bliver det til en spændende dialog mellem videnskabelige fremskridt og længslen efter noget større,” siger Marie Laurberg.
Blandt skønlitteratur med Månen i centrum fra denne periode kan nævnes Edgar Allan Poes novelle ”Hans Pfaalls rejse til Månen” fra 1835 og danske H.C. Andersens eventyr ”Lykkens kalosker” fra 1838. Også efter romantikken kaster danske digtere sig over Månen. Blandt andet optræder månen hos J.A. Schade i digtet ”Maanesejlet” fra 1936, ligesom Månen også optræder flere steder hos Thøger Larsen, blandt andet i digtet ”Jens Højby” fra 1905.
Det er dog langtfra kun danske forfattere, der gennem historien har haft vendt øjnene mod himlen og Månen. Rune Graulund er lektor i amerikansk litteratur ved Syddansk Universitet og har i sin forskning særligt beskæftiget sig med science fiction og gotisk litteratur, som hører under romantikken. Og i begge genrer spiller Månen altså en særlig rolle.
”Den romantiske litteratur behandler følelser og dyrker det dyriske i mennesket som modreaktion til industrialiseringens dyrkelse af videnskab og rationalitet. Mens der er digtere, der går ud i naturen og månenatten og skriver kærlighedshistorier, findes der i romantikkens gotiske underafdeling også varulve, spøgelser, vampyrer, Dracula og Frankenstein,” siger Rune Graugaard og tilføjer, at det ofte er fortællinger, der både rummer videnskab og kærlighed, og at Månen her ofte repræsenterer mødet mellem de to.
”I de klassiske gotiske fortællinger fra starten af det 19. århundrede og hos forfattere som Mary Shelley og Edgar Allan Poe sker der noget farligt i nattetimerne, når det er mørkt, men Månen lyser samtidig tingene op. Der er folk, der mødes i månelysets skær, og måneskæret udløser de ting, der ikke kan ske om dagen – som at lade sig rive med af forbudte lyster,” siger Rune Graulund.
Selvom den tradition har rødder i romantikken og 1800-tallets litteratur, er den ikke forsvundet, fortæller han.
”Det er noget, vi ser i hele romantikken, men især i det gotiske, fordi det handler om mørket. Men det er også en litterær tradition, der går videre helt frem til i dag, blandt andet til Stephanie Meyers ’Twilight’-serie om vampyrer og varulve, der bliver påvirket af måneskæret, men som i virkeligheden handler om teenagelyster. Det er knyttet sammen med den gamle idé om, at ved fuldmåne gør vi ting, vi normalt ikke ville gøre, fordi fuldmånen repræsenterer de store følelser, kærlighed, mod og lyst, som står i modsætning til dagens lys og traditionalitet,” siger Rune Graulund og tilføjer, at idéen om, at man bliver gal eller forvandler sig ved fuldmåne, er lige så gammel, som litteraturen er.
Fra Marie Laurberg lyder det, at noget af det helt særlige ved Månen netop er, at den ikke har mistet forbindelsen til mytologien, selvom den også er blevet videnskabeligt territorium. Månen har nemlig været knyttet til videnskaben siden begyndelsen af 1600-tallet, hvor den italienske videnskabsmand Galileo Galilei, der udgav bogen ”Sidereus Nuncius” (”Budskab om stjernerne”), gennem kikkertobservationer fandt ud af, at Månen ikke var et helt glat og perfekt guddommeligt himmellegeme, som man ellers havde forestillet sig, men derimod bulet og uperfekt som Jorden. Selvom den opdagelse skabte røre i datidens samfund, udslettede den ikke alle de myter og forestillinger, der gennem tiden har været knyttet til Månen.
”I forbindelse med udstillingen (’Månen’ på Lousiana, red.) gik jeg i Dansk Folkemindesamling og fandt her folkloristiske myter knyttet til Månen fra 1800-tallets landbrugssamfund i Danmark, og dér var Månen knyttet til alt, der havde at gøre med frugtbarhed og fertilitet. Hvis du skulle have god vækst på din mark eller skulle blive gravid, skulle det foregå ved nymåne,” siger Marie Laurberg og tilføjer, at Månen stadig i dag forbindes til fertilitet.
I ældgammel litteratur og mytologi fra andre dele af verden, og fra før vores tidsregning begynder, ses også en forbindelse mellem Månen og fertilitet. For eksempel er den romerske gudinde Diana ikke bare gudinde for jagt og vilde dyr, men også for både fertilitet og Månen, ligesom gudinden Artemis er det i græsk mytologi.
”Der findes så mange forestillinger og myter om Månen – også i dag. En af de mest kendte myter om Månen overhovedet, og som der stadig er folk, der tror på, er jo, at månelandingen ikke fandt sted i 1969, at månelandingen er fake,” siger Marie Laurberg og griner, før hun fortsætter:
”Selv når naturvidenskaben indtager Månen, er der fortsat så stærk en trang i os mennesker til at gøre Månen mystisk og lave forestillinger og fortællinger om den. Det er noget helt dybtliggende i vores kultur, at Månen er omdrejningspunkt for mytemageri, og myten om, at vi ikke har været på Månen, er virkelig sejlivet,” siger Marie Laurberg.
I årene op til månelandingen, der fandt sted for præcis 50 år siden, var det nu videnskaben frem for myterne, der dominerede i månelitteraturen, fortæller Rune Graulund. For i årene frem til, at Neil Armstrong og Edwin Aldrin som de første mennesker satte deres fødder på Månen, var månemissionen nemlig i sig selv et tema i kunst og litteratur – både som billede på den kolde krig og som et mere filosofisk billede på menneskets indtagelse af en anden verden.
”Der sker et skift mellem den mytologiske fascination af Månen og den mere videnskabelige fascination. Det er traditionen fra Jules Verne (1828-1905, red.) og hans ’Rejsen til Månen’ (fra 1865, red.), der var bygget på den videnskab, man havde tilgængelig, der går videre i litteraturen med forfattere som H.G. Wells (1866-1946, red.), Arthur C. Clarke (1917-2008, red.) og Ray Bradbury (1920-2012, red.) og andre science fiction-udgivelser, som handler om, hvordan man måske kan komme til Månen, og hvad man kan finde deroppe,” siger Rune Graulund.
Den tradition fortsætter frem til månelandingen i 1969, og jo tættere på vi kommer, jo mere videnskabeligt korrekt bliver litteraturen om menneskets udforskning af Månen.
”Arthur C. Clarkes ’2001: en odyssé i verdensrummet’, der senere er blevet til en film, udkommer i 1968, året før månelandingen, og bliver kulminationen på litteraturens fascination af Månen. Men efter månelandingen ebber litteraturens interesse for Månen ud. Modsat de forrige århundreder kommer der nu en følelse af, at nu har vi været der, nu har vi gjort det,” siger Rune Graulund.
På trods af at interessen for Månen som sted daler efter månelandingen den 20. juli 1969, sætter månelandingen og den viden, den fører med sig, faktisk også gang i en helt ny bølge af månelitteratur.
”I stedet for at være et helligt sted bliver Månen afmystificeret, og vi går fra tilbedelse til udnyttelse og vil omdanne Månen til en form for profit. Det sætter gang i en modreaktion i litteraturen og hele den her økologiske tanke, hvor verdensrummet og Jorden bliver set som skrøbelige steder, vi skal passe på,” siger Rune Graulund.
Som dansk repræsentant for den tradition kan den yngre danske forfatter Ursula Scavenius’ (født i 1981) fortælling ”Luna secunda” fra ”Fjer”, der udkom i 2015, nævnes. Her beskrives en naturkatastrofisk verden, hvor Månen har født en anden måne, og tyngdekraften dermed har forandret sig, så vandet stiger.
Også Marie Laurberg mener, at månelandingen ændrer på litteraturens og kunstens brug af Månen som figur.
”På 50 års afstand kan man se, at månelandingen har medført et mentalitetsskifte i forståelsen af og fortællingen om solsystemet, Månen og Jorden,” siger kunsthistorikeren.
”Mens man i hele den her ’rumalder’ har haft idéen om, at mennesket kunne flyve op og ud i universet, kapre den nye verden og skabe nye civilisationer, som man også ser det i science fiction-genren, står mennesket nu rent faktisk oppe i den her grå stenørken, omringet af en sort himmel, og tænker ’hvad søren skal vi her i så fremmed, død og livløs en verden?’. Der sker et mentalitetsskifte dér, og pilen begynder at pege tilbage mod Jorden, den her fantastiske blå planet, der er rig på liv og skønhed. Der sker en ny ophøjelse af Jorden og en enorm værdsættelse af jordkloden,” siger Marie Laurberg, der peger på fotografiet ”The Blue Marble”, der blev taget i 1972, hvor man ser den farverige jordklode, der står i kontrast til den grå måne, som en vigtig faktor for det ændrede syn.
”Efter 1969 bliver drejningen, at vi er små. Månen og Jorden er resultatet af ting, der er sket for milliarder af år siden, og hvad sker der så, når vi, der kun er et fnug i den store historie, begynder at påvirke hele det her store økosystem? Det er spørgsmål, der begynder at dukke op, og for kunstnere i dag er Månen og jordkloden som symboler helt klart knyttet til klimakrisen,” siger Marie Laurberg, der fortæller, at der blandt unge kunstnere er en tendens til at vende tilbage til romantiseringen af Månen, som står i kontrast til videnskaben og tidens nyttefokus.
”En kunstnergruppe i England har lavet en performancedemonstration, hvor der på skiltene stod ’Giv Månen tilbage til digterne’, og det er et fint eksempel på ønsket om at fastholde et romantisk forhold til verdensrummet frem for det her udvindingsperspektiv, der dominerer i øjeblikket,” siger Marie Laurberg.
Selvom Månen som symbol har forandret sig gennem historien og formentlig fortsat vil ændre sig i forhold til den tid, mennesket lever i, er det sikkert, at Månen vil forblive et grundsymbol i litteraturen og kulturen, mener Marie Laurberg.
”Ligesom at mennesket til alle tider har kigget op mod Månen og gjort sig tanker om universet, vil mennesket blive ved med at kigge op, og Månen vil blive ved med at fascinere. Lige meget hvor meget videnskaben kan blotlægge omkring Månen, kan man aldrig finde svaret på nogle af de helt store spørgsmål om livets opståen: Hvordan er vi endt her, er vi et tilfælde i det her puslespil, som universet er, er der andre derude, hvor slutter universet, og hvad er meningen med, at vi er her? Religionerne gør forsøget på at besvare de spørgsmål, men jeg tror aldrig, at mennesket vil stoppe med at stille dem, og Månen vil altid være der som vores samtalepartner,” siger Marie Laurberg.
Alle nævnte årstal angiver, hvornår værkerne er udgivet første gang. Flere af værkerne optræder desuden også under andre titler.
