Forleden fandt den årlige sikkerhedskonference sted i München, uden deltagelse af Rusland. Det var meget begribeligt, men reducerede betydningen af konferencen. Man kan naturligvis godt
diskutere sikkerhed ensidigt, men skal den udvikle sig til mere, nemlig til fred, må der mindst to parter til. Det er der for tiden ikke megen udsigt til.
Sikkerhed og fred er ikke det samme. Fred er noget, man holder eller har med nogen, eller slutter med en fjende. Sikkerhed er noget, man opbygger mod nogen eller noget. Med sikkerhed følger ikke nødvendigvis fred, men med fred følger sikkerhed.
Gøres virkning til årsag, og koncentreres alle kræfter om sikkerhed, er vejen åbnet for mere kontrol, mere overvågning, mindre frihed, men ikke for fred.
Alt det kommer til at spille en rolle, når krigen i Ukraine engang måtte kunne afsluttes. For tiden går begge parter efter en sejr på slagmarken. Men en militær sejr alene er ingen fred og giver derfor heller ingen sikkerhed. Versailles-freden efter Første Verdenskrig var en kapitulationsfred. Den blev ikke forhandlet med taberen Tyskland, men kun mellem de allierede og de neutrale indbyrdes, og den skabte derfor heller ingen sikkerhed, men lagde grunden til en ny krig. Freden i Europa efter Anden Verdenskrig var en kapitulationsfred, som fungerede, men kun fordi det slagne Tyskland var besat i 45 år. Først to plus fire-forhandlingerne op til genforeningen i 1990 afsluttede endegyldigt besættelsen. Da en besættelse af Rusland ikke kan forudsættes efter den nuværende krig, kan det næppe nytte at stræbe efter et totalt russisk nederlag. Det kommer der ingen stabil fred ud af.
Det var sådan noget, filosoffen Jürgen Habermas for nylig påpegede i et indlæg i Süddeutsche Zeitung, som herhjemme blev trykt i Information og citeret mange andre steder. Habermas skrev blandt andet, at vesten med sin massive støtte til Ukraine – som han finder helt rigtig! – også pådrager sig et ansvar for det videre forløb. Man kan ikke levere våben i store mængder og i øvrigt holde sig udenfor. Betingelsesløs støtte kan i sidste ende også bruges anderledes, end den var tænkt. Habermas advarer mod at ende i en situation, som kun levner os valget mellem selv at gå i krig eller at lade Ukraine i stikken.
De vestlige politikere skal, mener han, uanset al støtte huske, at de er valgt for at varetage deres egne befolkningers tarv, og de skal huske, at de med deres våbenleverancer pådrager sig et ansvar for også selv at gøre sig tanker om mulige forhandlingsløsninger.
Endelig gør Habermas opmærksom på, at jo længere krigen varer, og jo mere brutal den bliver, desto mindre vil sejren være værd, og desto mere meningsløse vil ofrene forekomme. Derfor bruger Habermas den formel, han og andre før har brugt: at Ukraine ikke må tabe.
Afvejningen af forholdet mellem ofre og ødelæggelser på den ene side og det, som muligvis kan opnås, på den anden, kan selv den mest uselviske understøtter ikke fritages for.
Habermas anser det for en fejl, at Vesten ikke fra begyndelsen erklærede genoprettelsen af situationen før den 24. februar 2022 for det umiddelbare mål. Faktisk var det også noget sådant, præsident Zelenskyj en måned inde i krigen talte om. Herfra kunne man så forhandle om de store udestående problemer. Det ville have været et forløb, der lignede den første Golfkrig i 1991: Saddam Hussein havde invaderet Kuwait og skulle ud, men ikke afsættes i Bagdad. Den krig var en succes, hvorimod Irak-krigen i 2003 med sin målsætning var både i strid med folkeretten og en fiasko. Regimeskift må altid komme indefra. Påtvinges de udefra, går de galt – med Tyskland som den nævnte undtagelse, der ikke kan gentages.
Måske ender den aktuelle krig som Korea-krigen: Efter tre år og umådelige ofre lå og ligger grænsen, hvor den også lå inden krigen, ved den 38. breddegrad. Hvis det er perspektivet, er det kun en yderligere spore til at søge at etablere våbenhvile snarest muligt. Det siges, at en sådan vil give russerne mulighed for at omorganisere deres tropper. Men den vil også give ukrainerne mulighed for at nå at få flere af de lovede våben.
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.