Madame Nielsen, tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen og Das Beckwerk, har foretaget en rejse sidste år i oktober og november sammen med den såkaldte flygtningestrøm fra Sydeuropa til Danmark og Sverige.
Hun er den fremmede i flygtningestrømmen, som romanens undertitel henviser til, fordi hendes rejses formål er at iagttage og skrive, og denne strøm af våbenløse, sultne og forkomne mennesker omtales i hovedtitlen ironisk som en invasion.
Holdningerne til denne ”begivenhed” i Europas historie er mange. Madame Nielsens synspunkt er upolitisk; hun argumenterer hverken for, at vi i det rige Europa bør hjælpe de flygtende, eller at vi i det kristne Europa bør frygte flygtningenes muslimske tro.
Hun iagttager og beskriver flygtningene, ikke som et abstrakt massefænomen, men derimod igennem møder med konkrete mennesker som dig om mig.
Den væsentligste erfaring, hun gør sig, er, at de fleste slet ikke er på flugt fra nogen (borger)krig. De har forladt deres hjemland i håbet om at finde bedre vilkår for deres tilværelse i Europa, og helst i Sverige, det forjættende land.
Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen, og måske endda hovedparten, som faktisk flygter fra en krig i Syrien. Dette er ikke et stykke sociologisk forskning i flygtningenes sammensætning og motiver. Det er en øjenvidneberetning, et enkelt menneskes erfaringer med andre enkeltmennesker på den lange rejse fra syd til nord.
En del af romanen beskriver den barske og ret besynderlige rute, alle disse flygtninge må tage op gennem Europa, altså de fremmede mennesker og de fremmede steder, som vi kun kender fra mediernes pseudovirkelighed. En anden, og mindst lige så vigtig, del af romanen reflekterer over det hjemlige med et fremmed blik.
Eller sagt på en anden måde: Rejsen med flygtningestrømmen gør det muligt for Madame Nielsen at kaste et kritisk blik på den hjemlige, skandinaviske kultur, disse flygtninge drømmer om at få del i, fordi den til forskel fra deres egen er præget af frihed og rigdom.
Den påfaldende ubekymrethed hos en dansk forretningsmand eller offentligt ansat får Madame Nielsen til at beskrive ”(…) livet i velfærdsnationen Danmark som en børnefødselsdag uden ende”.
Forbavselsen over, hvor god tid man har i de sydeuropæiske lande, foranlediger til følgende sammenligning: ”(…) her bruger man lørdagen til at mindes, mens, længere nordpå i Schengenrummet, der arbejder vi om lørdagen, og køber, og den, der arbejder og køber, har ikke tid til at mindes. Er det det, de flygtende søger mod nord: arbejdet, varerne, glemslen?”.
Den rammende kulturkritik sammenfattes i følgende relevante spørgsmål:
”Er det derfor, de alle, borgerne, ligesom ser sig om og sænker stemmen, hver gang man spørger dem om flygtningene; fordi de er bange, ikke for flygtningene, men for sig selv og hinanden, bange for at flygtningene skal få fællesskabet til at briste?”.
Som kritisk refleksion over den hjemlige kulturs svage punkter, helt uden politiske eller religiøse dagsordener, hilses Madame Nielsens roman særdeles velkommen.
Vurderet som kunstværk er der imidlertid en risiko for, at den brændende aktualitet ved emnet snart vil forvandles til decideret uaktualitet. Romanen tilbyder selvsagt et større refleksionsrum end en journalistisk artikel, og en forfatter som Madame Nielsen har et langt mere udviklet sprogligt register end hovedparten af selv de bedste journalister.
Hun kan eksempelvis skrive sådan: ”Flygtningene er i enhver henseende et grænsefænomen, et grænseproblem, et spørgsmål om grænser, de øvre, de nedre, de ydre. Men ikke de indre”.
Alligevel efterlades jeg med fornemmelsen af, at det er gået lidt for hurtigt med at skrive romanen. Hvorfor ikke tænke problemstillingen endnu dybere igennem? Med romanens delvis ironiske genrebetegnelse, ”dannelsesroman”, gives en mulighed for at sammenligne Madame Nielsens nutidige rejse, til fods endda, med Rousseaus, Goethes og vor egen H.C. Andersens dannelsesrejser.
Ligesom Andersen finder man i Nielsens roman en litterær ”namedropping” uden lige, der skal minde læseren om, at den rejsende er et dannet menneske i stadig dialog med verdenslitteraturen.
Den historiske dimension i emnet og dermed sammenligningen mellem fortid og nutid kunne sagtens have været udviklet endnu mere, end den er.
Den nyligt afdøde ungarske forfatter Imre Kertész brugte hele 12 år på at skrive en roman om sine personlige erfaringer med Auschwitz, som har gyldighed langt ind i fremtiden. Er det ikke også et svagt punkt i vores nutidige danske kultur, at alting skal gå så rasende hurtigt?
kultur@k.dk