Skyerne spejler sig i Sorø Sø. Det ligner et postkort fra en anden tid. Men klosterkirken ved søbredden peger stadig op mod himlen, som fuglene – endnu – fylder med sang.
I og på jorden vidner de hvide vintergækker om nyt liv. Også i år bliver det tilsyneladende igen forår, og sådan kan man her i den gamle middelalderby stadig få fornemmelsen af at dele landskab med fortidens store forfattere som Holberg og B.S. Ingemann, som selv fik fodret fantasien af den frodige midtsjællandske natur. Men i den internationalt anerkendte forfatter Madame Nielsens nye dystopiske fremtidsroman ”Efter Tiden” eksisterer der ikke længere hverken fuglesang eller skyer på himlen, og jorden er de fleste steder forvandlet til en ørken.
Den sidste rest af den engang store sø i ”Zonen”, som hun kalder stedet heromkring i bogen, er et af de få steder, hvor man stadig kan hente lidt vand, men ellers er de fleste dyrearter, planter og mennesker forsvundet fra planeten efter forskellige pandemier og klimakatastrofer.
Først kom coronaen, mere eller mindre som vi kender den (dog for eksempel med genindførte guillotiner på gaderne af coronamyndigheder i Frankrig), og så kom – ifølge romanen – ”den gule død”, der høstede liv med større grådighed end selv den sorte død i middelalderen.
I ”Efter Tiden” er naturen altså næsten slået helt ihjel, og tiden er ophørt, hver ny dag er den samme ene dag i den øde, tavse verden, der nærmest er sat tilbage til den grå, tidløse periode, før Gud fandt farverne frem i begyndelsen af Bibelen. Eller måske beskriver romanen rettere helvede på Jorden, for det brænder overalt på grund af den menneskeskabte tørke, der hærger planeten i de ”Glühende Landschaften” (glødende landskaber), som hun skriver.
Begyndelsen på menneskets grådighed
Madame Nielsen, der har skiftet køn fra mand til kvinde, og som i 2013 tog dette navn til sig, filosoferer også over, om syndefaldet mon i virkeligheden ikke indtraf, da mennesket selv ville kunne tænde ilden? For det var jo den første ild, der senere førte til industrialiseringen, der skabte klimakrisen på menneskets grådige vej til flere fremskridt, indtil alt var brændt ned.
”Sådan kan man lægge syndefaldspunktet mange steder. Var det ved ilden? Var det ved overgangen fra jæger- og samlersamfund til landbrug? Var det ved industrialiseringen? Skaden er i hvert fald sket. Vi er blevet opmærksomme på vores egen ødelæggende natur og er nødt til allerede i dag at ændre vores liv og lægge alle vore vaner om. Men romanen foregår 'efter tiden', hvor alt er for sent, hvor der ikke er nogen løsninger tilbage, man lever i en slags eftertid,” forklarer Madame Nielsen, da vi mødes i Sorø, hvor ”Drengen” og ”Kvinden”, som hun kalder sin søn og sønnens mor, tilfældigvis bor.
I romanen optræder der også et barn, der bliver kaldt ”Drengen”, og en del af romanen består af samtaler mellem Drengen og fortælleren, ligesom Madame Nielsen blandt andre har en geolog, en lærerinde og gartner på rollelisten. Men hvis nogen har en løsning, er det måske alligevel børnene i romanen.
”Børnene leger, som børn nu gør, men det er kun de voksne, der hele tiden diskuterer, hvad der bør gøres. Og måske har barnet også en sandhed, som er gået tabt for de voksne.”
Den lærerinde, der optræder i romanen, peger også på børnene som håbet?
”Ja, børnene er altid håbet. Og romanen er en stor hyldest til barnet, selvom jeg paradoksalt nok har skrevet det meste i Berlin, langt væk fra mine egne børn.”
Skrev ved faderens dødsleje
”Efter Tiden” er sidste bind i Madame Nielsens romankvartet ”Pentagon smeltet”, der som samlet værk kan læses som en slags farverig dommedagsfortælling, der da også refererer direkte til Dantes "Guddommelige Komedie" flere steder. Og mennesket er i hvert fald forsvarsløst – altså uden et ”Pentagon” – mod sin egen ødelæggende natur i fortællingen, der også giver plads til skønhed og kærlighed.
Romankvartetten begynder med den ultrabiografiske roman ”Kendsgerninger” (2022), hvori Madame Nielsen tager udgangspunkt i sig selv og sin egen fortid med fornavnet Claus som fynsk bøjletandlægebarn og siden omrejsende kunstner udi sang, teater, litteratur og forsøg med identiteter og navne. Claus erklærede Claus Beck Nielsen for død og genopstod 13 år senere som Madame Nielsen og har de seneste år også rent formelt haft kvindeligt personnummer. ”Min fars død” (2022) er Madame Nielsens forsøg på – i sidste øjeblik inden faderens død – at skrive et portræt af faderen, der arbejdede som fynsk bøjletandlæge med råd til at købe sko og skiferier. Han læste dagligt flere aviser, men sjældent den dybe litteratur, som Madame Nielsen i mere end en forstand selv har levet af og skabt.
”Min far repræsenterede en tid, som jo også bliver kritiseret i 'Efter Tiden', fordi den var så materialistisk. På den måde var min far også bare et produkt af sin tid,” siger Madame Nielsen.
Som dreng følte hun sig tættere på faderen, der tog sønnen med på Odense Stadion for at spise pølser og se fodbold. Faderen var endda frivillig fodboldtræner for sønnen og hans kammerater, men da sønnen begyndte at kunne se sin far udefra, gled de to fra hinanden. Og derfra blev forholdet mellem bøjletandlægen og sønnen, der sent i livet begyndte at gå i dametøj, aldrig helt godt.
”Det blev altid til nogle få sekunders gensynsglæde, når han hentede mig på Odense Banegård, men allerede idet vi satte os ind i bilen fra hver sin side, stødte vi sammen,” siger Madame Nielsen med et suk, mens vi nu faktisk sidder på Sorøs Stationscafe, hvor de gennemkørende tog buldrer forbi.
”Min fars død” begynder i Berlin, hvor fortælleren modtager en sms fra moderen om faderens livstruende tilstand på sygehuset, men det tager alligevel Madame Nielsen fire dage, en oplæsning i en celeber restaurant og et par redaktøraftaler, før hun tager toget hjem mod Danmark. Undervejs skriver og skriver hun så meget, at hun ikke når at skifte tog i Flensborg, og fremme i Odense møder hun ikke sin levende far, men en menneskekrop, eller ”menneskerest”, i koma.
I stedet sidder hun på Odense Universitetshospital og skriver sin døende far frem fra hukommelsen. Hun beskriver kompromisløst faderen som ”sølle” og ”åndløs”, men sidder alligevel og længes efter at spise pølser med ham på stadionet igen, selvom hun har været vegetar i årtier. Og faderen i respiratoren bliver på den måde også et billede på en forælder, man ikke kan komme i kontakt med. Men for Madame Nielsen har ”Min fars død” også betydet, at hun har såret resten af sin familie.
”Jeg er sikker på, at det er en stærk bog, der rækker ud over det personlige og beskriver et menneske i sin tid, men for min familie har bogens eksistens være et chok og en stor smerte. Noget af det, de har kritiseret mig for, var, at jeg sad og skrev, mens min far døde. Men det var min måde at kalde ham til live, ja, give ham evigt liv i fortællingen.”
Fortryder du så, at du har udgivet bogen?
”Nej, men jeg er da bedrøvet over, at min familie er kede af den bog. Men i mødet med min fars død blev det også klart for mig, at jeg måtte være sanddru i det, jeg skrev. Man kan ikke skrive noget, der skal forestille at være selvbiografisk, hvis man ikke har en grundlæggende søgen efter sandhed. Livet er så kort og fyldt med ligegyldigheder, så det gælder om at være ærlig," siger Madame Nielsen, der heller ikke sparer sig selv i sine værker.
Opmærksomhed er kærlighed
I ”Den højeste orden og underverden” (2022) skriver Madame Nielsen sig ind i en splittelse mellem sin iboende længsel efter den himmel, der både tilbydes i et nonnekloster i en nordlig forstad til Berlin og i syndens hule på en natklub inde i centrum. Men begge steder kan man møde mennesker, der har besluttet sig for at leve kompromisløst.
”Og det er spørgsmålet, hvor det rendyrkede liv er renest,” siger Madame Nielsen med et gådefuldt smil.
”Når man søger sandheden, kommer det hurtigt til at svinge mellem den højeste orden og underverdenen, mellem det smukkeste og det forfærdelige, der tit ligger op og ned ad hinanden. For der, hvor man dyrker fromhedskulturen med kolde afvaskninger og den slags, opstår der også hurtigt hykleri, fordi man så afviser det, der er givet, og verden er jo ikke ren,” siger hun og giver sig til at fortælle en historie.
”I 2009 var jeg i Rom i to måneder for at arbejde, og på en udflugt i bjergene mødte jeg en benediktinermunk, som boede på ordenens centralkloster på Aventinerhøjen i Rom. Han inviterede mig derop. Jeg har altid længtes mod at gå i kloster eller blive dømt til enecelle i et fængsel, bare for at få ro, så jeg tog imod invitationen, også fordi den kristne historie fascinerer mig,” siger Madame Nielsen, der ”som enhver anden betydelig europæisk forfatter” citerer Bibelen flittigt i sine værker.
”Men allerede da jeg havde været på klostret i et halvt døgn, kunne jeg mærke, hvor mange intriger der også var på det sted. Den slags er meget mere blottet nede i underverdenen, som derfor kan virke som et mere ærligt sted. Men de to verdener har faktisk mere til fælles med hinanden end med alt det, der ligger imellem de to poler, med alle mulige uafgjortheder flettet ind i hinanden.”
Hvad navigerer du så selv efter i livet?
”Jeg tror meget, at det handler om at være opmærksom der, hvor man er. Og min kvartet handler også om opmærksomheden over for de mindste ting, både de mindste væsener og de mindste fænomener. Ude i søen ligger der rester af den verden, der var, man kunne kalde det affald, men der er ikke noget, der ikke er en del af verden, og selv ’affaldet’ kræver sin opmærksomhed og værdsættelse.”
Den dansk-jødiske forfatter Meir Goldschmidt (1819-87) sagde, at ”dannelse er den udvidede evne til opmærksomhed”. Madame Nielsen mener, at han havde ret, men går selv skridtet videre.
”Evnen til at være opmærksom er evnen til at være kærlig. Er man ikke opmærksom, er man heller ikke kærlig. Og jeg tror, at næsten alt ondt og dårligt kommer af mangel på opmærksomhed. Og mangel på opmærksomhed er i en vis forstand en fordømmelse, fordi man ekskluderer noget af det, der findes,” siger Madame Nielsen, der for nylig er flyttet hjem til Danmark for at være tættere på sin søn, når hun i forvejen farer Europa rundt som omrejsende kunstner, forfatter og teatermager.
”Man kan selvsagt ikke være alle steder på én gang. Men man kan begynde med at være opmærksom der, hvor man er. Deri ligger ansvaret ved at være menneske, fordi vi kan styre, vælge og træne vores opmærksomhed. Men vi ser jo altid kun en afgrænset del af verden. Når jeg ser ud ad vinduet her, ser jeg også kun et lille udvalg af alt det, der findes. Men man kan træne sig i at sanse mere af alt det, der dog er og sætte pris på det,” siger forfatteren og tilføjer fornøjet:
”Og nu kan jeg se et stykke himmel med en samling skyer.”