Madame Nielsens nye roman formår ikke at bevæge sig hinsides det i forvejen synlige og tænkelige

Madame Nielsen skriver og tænker enormt flot og godt i sin nye roman om en verden efter klimakatastrofen, men tager ikke skridtet derud, hvor nye billeder og nyt sprog måske kan gøre os klogere på, hvordan det rent faktisk er at leve, når den velkendte verden forsvinder. 

”Efter Tiden” er sidste bind i romanværket "Pentagon smeltet" af Madame Nielsen. Den er mere en filosofisk-tænkende roman end et indfølt livtag med menneskelivet i en verden, der forsvinder for øjnene af os, skriver anmelderen.
”Efter Tiden” er sidste bind i romanværket "Pentagon smeltet" af Madame Nielsen. Den er mere en filosofisk-tænkende roman end et indfølt livtag med menneskelivet i en verden, der forsvinder for øjnene af os, skriver anmelderen. . Foto: Leif Tuxen.

Der er et paradoks indbygget i Madame Nielsens nye nok tankefulde, men ikke specielt sanseligt eller eksistentielt påtrængende roman, “Efter Tiden”, der afslutter den på flere måder sammensatte romankvartet under den samlede titel ”Pentagon smeltet”, som forfatteren påbegyndte i 2022 med bøgerne ”Kendsgerninger”, ”Min fars død” og ”Den højeste orden & underverden”.

Fælles for de tre første bind er – hvis det da overhovedet lader sig gøre at sige noget samlet om dem – at de alle i en ekspanderende bevægelse fra individ til fællesskabet skriver livet ind i døden, så at sige: fra forfatterjeget, der forsøger at afskrive sig alle de personlige erindringer, historier og følelser til fordel for de tørre fakta, over tabet af faderen til krise- og undtagelsestilstanden i coronatidens Berlin.

Nu, i det aktuelle sidste bind, er det så selvfølgelig de sidste mennesker i en ørkenverden efter klimakatastrofen, det handler om. Sammen med en dreng og hans ene forælder, romanens fortæller, befinder vi os i en stillestående verden efter tiden, som titlen peger på, som samtidig er en verden efter sproget, som vi kender det, lyder det flere steder med en for klimalitteraturen velkendt pointe (læs for eksempel bare den britiske forfatter Robert MacFarlane eller hjemlige økodigtere som Lars Skinnebach, Theis Ørntoft eller Morten Chemnitz): 

”Hyla arborea, neongrøn klistret og kriblende i håndfladen, Carterocephalus silvicola, Satyrium ilicis og Nymphalis polychloros, navne, der ikke længere henviser til noget, ingen verden uden for sproget, og ikke fordi, som nogle af dem, der var før os i tiden, hvor menneskene uden at fatte det forvandlede den blå planet, havene og himlen over dem, livet og døden til deres eget skaberværk, påstod, at det er sproget, der skaber verden, og der i virkeligheden ikke er noget uden for sproget, men tværtimod fordi den verden, som sprogene så vidunderligt navngav og kaldte frem og ned i mindste detalje forestillede os og lod os få øje på og forbandt os med, nu ikke længere er eller i hvert fald hvert øjeblik uden blik forsvinder”. 

Og det er her, paradokset opstår: Teksten siger et, men gør noget andet. På den ene side får vi nemlig igen og igen at vide, at det sprog, vi troede, vi kendte, er slået ud af takt, ikke længere fungerer, ja, er dødt. På den anden side holder de imposante og flot slyngede sætninger, som denne tanke formuleres i, fast i en nærmest klassisk og også for Madame Nielsen gammelkendt sprogtone, der ikke på noget tidspunkt synes at være udrydningstruet. Som om den gode forfatter, der ellers nok kan finde ud af at eksperimentere med sproget, ikke for alvor lader stemmer og stilarter anfægte af den erkendelse, hun faktisk skriver frem.

”Efter Tiden” bliver derfor også mere en filosofisk-tænkende roman end et indfølt livtag med menneskelivet i en verden, der forsvinder for øjnene af os.

Det er en roman, der gerne fortæller og udbreder sig om sproget, verden og tidens beskaffenhed efter katastrofen – og det gør den sådan set godt: ”I Zonen, siger han, er der tid, men ingen fælles forenede tider, hver ting og hvert væsen og hver af os sin tid, siger han, og sådan er hver dag her ikke, som I tror, den samme, men mange, talløse dage, hvor sin dag, siger han, hver af jer findes i sin isolerede cyklus…”, lader hun for eksempel og blandt andet en af de andre sidste tilbageværende mennesker, geografen (en art religiøs figur, der, sjovt nok, giver dem ordet og deres daglige grød), sige. Men det er så også en roman, der ikke formår at bevæge sig hinsides det i forvejen synlige og tænkelige.

Alt for sjældent bruger forfatteren den skov af referencer til den store tradition (Bibelen, ikke mindst, men også Grundtvig, Dante, Inger Christensen, St. St. Blicher m.fl.),som hun både direkte og indirekte skriver ovenpå, til at gå et nyt sted hen, hvor vi kan få lov at se, føle og forestille os, hvad det faktisk betyder, at verden er forsvundet, at de gamle ord ikke slår til, at der ikke er nogen fælles tid. Det er ærgerligt, fordi dér, efter tanken i laboratoriet for ordkunst, findes måske også kimen til et nyt sprog, som vi kan gå ind i eftertiden med.

Madame Nielsen: Efter Tiden. 126 sider. 199,95 kroner. Grif.